Cellar Darling - The Spell

The Spell

· Udkom

Type:Album
Genre:Folk metal
Antal numre:13

Officiel vurdering: 6/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Hov, er det ikke dig fra det der band, jeg ikke kan udtale?!

Der er gået to år, siden jeg sidst sad med et album fra schweiziske Cellar Darling. Dengang var der tale om deres debut, nemlig This is the Sound, som jeg valgte at give otte kranier. Det var et fornøjeligt lyt, og jeg vil endda gå så vidt at kalde det et ganske hyggeligt lyt, for der var ingen tvivl om, at det var en ganske gedigen, omend ufarlig, debut leveret af særdeles kompetente musikere. Derfor var jeg da også lidt spændt på at høre, om der var sket en udvikling, eller om vi stadig befandt os i det hyggelige eventyrhjørne, hvor der var mere fokus på historiefortællingen end musikken.

Læs og Lyt

Forsanger og bandleder Anne Murphy er måske nok stadig mest kendt for dengang, hun var medlem af Eluveitie, hvor hun beviste, at hun virkeligt kan synge, og at hun mestrer det herlige instrument hurdy-gurdyen. Der er større fokus på forvrængede og nedtonede guitarer end før, og det klæder albummet. Den kontrast, der skabes mellem hendes fløjlsbløde stemme og de relativt tunge instrumenter er faktisk ret effektiv og god, men hvis man sidder og forventer at blive blæst bagover af Cellar Darling, så bliver man nok en kende skuffet, til trods for The Spell er betydeligt tungere end forgængeren. Tilsvarende beviser Cellar Darling, at de stadig er friske på at hive alverdens mystiske instrumenter ind i studiet med det formål at danne diverse drømmelandskaber i lytterens hoved. Fx nummeret ”Death”, hvor frk. Murphy pludselig giver den max gas på en fløjte i bedste Jethro Tull-stil, hvilket giver nummeret en sær nærorientalsk aura.

The Spell er ikke ”bare” et album, de har nemlig også lavet en medfølgende lydbog. Så ideen om, at Cellar Darling mere er skjalde og barder end musikere, er ikke bare intakt men derimod voldsomt forstærket. For hvis ens fans og lyttere ikke helt fattede, at man ønskede at fortælle en historie, ja så kan det jo være nødvendigt at vifte dem om næsen med bogen for at sige: ”Hallo, fister løgsovs!”. Så egentligt skal man se albummet som både soundtracket til, men også uddybelsen af, selve lydbogen. Men det, at de har valgt at gøre det på denne måde, stiller også nogle krav til deres lyttere. For hvad nu, hvis folk ikke lytter til lydbogen – vil albummet så stadig give mening? Går der noget tabt, hvis ikke folk får dannet sig et helhedsbillede? Kan musikken stå alene uden bogen? Jeg ved ikke, hvor meget de har tænkt over dette, men jeg kommer til at tænke på, da Nightwish udgav Imaginaerum i 2013, som også var ment som et album/filmprojekt, der floppede sådan rimeligt voldsomt. Bevares, albummet var udmærket, men filmen fik vist ikke megen ros med på vejen. Jeg siger ikke, at kunstnere skal begrænse sig, jeg siger bare, at man jo skal tænke over det, hvis man vælger at dedikere sin tid til to projekter – for man risikerer at stå med to halve resultater i stedet for ét helt. Hvorom alting er, så er musikken på The Spell stadig meget melodisk og drømmende, men historiefortælling eller ej, så har de altså også skruet noget mere op for ”heavy”-elementerne end på deres debut.

Less is more

Nu har Cellar Darling lært at skrive tung musik. Så mangler de bare at lære: ”less is more”. The Spell har 13 sange, og de er alle relativt lange og desværre også relativt ens. De mest spændende sange er dem, hvor der sker noget usædvanligt, som i at der er skruet op for fløjtegøgl og hurdy-gurdy. Men desværre er det ikke det, der er mest af. Alt i alt er The Spell en okay udgivelse, men igen, havde de haft mindre fokus på at skrive et epos, som ingen kommer til at lytte til, og brugt mere tid på musikken, så havde resultatet nok været bedre

Tracklist

  1. Pain
  2. Death
  3. Love
  4. The Spell
  5. Burn
  6. Hang
  7. Sleep
  8. Insomnia
  9. Freeze
  10. Fall
  11. Drown
  12. Love Pt. II
  13. Death Pt. II