Dødelig duo med imponerende produktivitet

Into the Abysmal Void er det femte fuldlængdealbum fra svenske Carnal Savagery på blot fire år. En imponerende produktivitet fra et band, der blev dannet som en kvartet i 2017, men som i dag blot tæller to medlemmer: Mikael Lindgren, der agerer instrumental altmuligmand, og Mattias Lilja, der donerer sit stemmebånd til formålet. Ak ja, det er som bekendt så yndigt at følges ad, for to som gerne vil sammen være. Yndig er imidlertid ikke et adjektiv, jeg vil klistre på Into the Abysmal Void, der med sit eksplicitte tematiske udtryk må siges at være forbudt for børn og sarte sjæle. Men er det hele blot en gimmick, eller er der også substans at finde inde bag alt morbiditeten? Svaret er ja – og nej.

Stockholm-syndrom og Tampa-tendenser

Selvom Carnal Savagery isoleret set er et relativt nyt navn, er Lindgren og Lilja ikke just novicer udi dødsmetallens ædle kunst. De har nemlig begge en fortid i det hedengangne ensemble Cromlech, der havde rimelig, om end kortlivet, succes under den første bølge af ’swedeath’ (den lidet opfindsomme sammensætning af ”swedish” og ”death metal”), der rullede ind over de nordeuropæiske kyster i starten af 1990’erne. Derfor er det heller ikke just overraskende, at Carnal Savagerys lyd er stærkt inspireret af swedeaths ”Big Four” i form af Entombed, Unleashed, Grave og Dismember. Dette på trods af, at Carnal Savagerys hjemstavn er Göteborg, der fortrinsvist er kendt for at være arnestedet for den mere melodiske gren af svensk dødsmetal. Melodier er der dog ikke mange af på Into the Abysmal Void, der med numre som ”Choked to Death”, ”Reek of Decomposing Flesh” og den smagfulde ”Raped in a Coffin” nærmere giver et indtryk af, at man musikalsk såvel som æstetisk har kigget mere mod USA og bands som Autopsy og Cannibal Corpse. Belært af erfaring var det en nærliggende bekymring for mig, om den perverse pompøsitet reelt blot havde til formål at dække over manglende musikalsk formåen. Det viste sig heldigvis ikke at være tilfældet.

Carnal Savagerys stil er baseret på alle svenskerdødens dyder, herunder naturligvis den infame ”kædesavsguitarlyd” fremmanet ved brutalt misbrug af HM-2-pedalen, og hurtige punkinspirerede d-beats på trommerne. Duoen er dog ikke for fin til et godt blandingsmisbrug og inkorporerer uden større besvær inspirationer fra blandt andet doom og amerikansk dødsmetal i sin lyd. Det musikalske grundhåndværk fejler med andre ord ikke noget, og allerede dér er i hvert fald fem kranier i hus.  Into the Abysmal Void har dog den store udfordring, at der er alt for store udsving i kvaliteten af de 11 numre, der bliver leveret hen over den halve times spilletid. Ja, faktisk er udsvingene så eklatante, at man uden større besvær kan henføre numrene til én af to kategorier. I den første kategori finder vi numre som ”Defleshing Bones”, ”Column of Maggots”, ”Limb by Limb” og ikke mindst den herlige, Asphyx-inspirerede ”Raped in a Coffin”. På disse numre er der dynamik, grooves og catchy hooks ad libitum. Havde Carnal Savagery skåret alt fedtet fra og samlet disse numre på en EP, ville vi nok være tæt på topkarakter. I den anden kategori finder vi, ja, alle de øvrige numre på pladen. Blandt de største syndere kan nævnes ”Stench of Burnt Decay”, ”Choked to Death” og ”Reek of Decomposing Flesh”, der mestendels får Into the Abysmal Void til at fremstå som Wish-udgaven af Bloodbaths Survival of the Sickest. Flade kompositioner, forudsigelige tidssignaturer på riffsene og generelt et aldeles harmløst udtryk. Fræs uden kræs. Det er en skam, for alt det ligegyldige fyld det mudrer det generelle indtryk af pladen til, og overskygger de højdepunkter, der trods alt er. Men nær ved og næsten slår som bekendt ingen mand af hesten.

En præstation på det jævne, dog med pil op

Mikael Lindgren og Mattias Lilja har vist sig at være et yderst produktivt makkerpar, og selvom Into the Abysmal Void ikke er helt lige så god som forgængeren, Worm Eaten, er det stadig et hæderligt swedeath-album, der bestemt tåler en gennemlytning for alle dem, der har den slags tilbøjeligheder. For når Carnal Savagery er gode, så er de rigtig gode. Så meget desto ærgerligere, at de kun er gode på knap halvdelen af Into the Abysmal Void, og derfor må slå sig til tåls med seks kranier