The Black Dahlia Murder spiller koncert på Wacken Open Air 2024.
The Black Dahlia Murder - Nightbringers

Nightbringers

· Udkom

Type:Album
Genrer:Melodisk Death Metal, Death metal
Antal numre:9

Officiel vurdering: 9/10

Brugervurdering: 8,5/10 baseret på 2 stemmer.

De amerikanske dødsmetal darlings slår til igen

Madness over Michigan

The Black Dahlia Murder er, kommercielt set, lidt af et særsyn på den amerikanske scene. Størstedelen af deres syv udgivelser har alle figureret på Billboards Top 200 og ovenikøbet så højt som nummer 31 tilbage i 2011. Men ved nærmere eftersyn er det på ingen måde så lyttervenligt, som mainstream-succesen antyder. Og med Nightbringers’ tilblivelse kan vi konstatere, at lyttervenligt, det bliver det aldrig.

Parental Advisory: Explicit Content

De er ofte, fejlagtigt, blevet klassificeret som deathcore, og selvom jeg kan ane en vis lighed mellem dem og den hårdere version af denne subgenre, er det altså at skue hunden på hårene at dømme dem deathcore. De er mere melodiske end de bands, de ellers skulle sættes i bås med, og hånden på hjertet, så er The Black Dahlia Murder langt mere avancerede i deres musikalske dna. Man kan heller ikke komme uden om Jacob Hansen, der har haft en finger med i spillet her. Det kunne naturligvis også bruges til at forklare det skandinaviske islæt og den knivskarpe lyd, som fuldender et album, man kan skære sig på – hvilket går godt i spænd med pladens slasher-tema. Vokal og musik er perfekt afstemmet i pitch og intensitet, de komplimenterer hinanden, og på intet tidspunkt, føles det som en kamp om lytterens opmærksomhed.

”Matriarch” er et glimrende eksempel på, man sagtens kan være makaber uden at forfalde til hyper-udpenslet splat a la Cannibal Corpse. Som mor blev jeg frastødt og påvirket af temaet og de medfølgende grafiske beskrivelser, men som metalfan sætter jeg pris på den måde, historien blev fortalt – både med ordvalg og komposition af ikke blot musikken, men af lyrikken ligeså. ”Jars” er hektisk, tempofyldt og med diskrete trommer, som, trods deres underspillethed, er altafgørende for stemningen i nummeret. Bare titlen i sig selv fremkalder et ubevidst gys og en række ubehagelige billeder for mit indre blik, for hele pladen er gennemsyret af en eksplosiv og ondsindet uhygge.Trevor er en formidabel historiefortæller, og selvom jeg endnu ikke har lært at tyde hans bidske growls, ved jeg, der venter en skattekiste forude, når internettet går sammen om at nedfælde ordene digitalt.
Ydermere er han også en forrygende frontmand, der besidder et godt flow, både i sit syngende growl, men også i de mere gutturale udgydelser. Det er umiddelbart meget typisk amerikansk død, selvom bandet har ladet sig inspirere af en lang række svenske bands – deriblandt At The Gates. Den skandinaviske arv lader sig ikke fornægte på Nightbringers, men de har kun implementeret det i deres musik i den udstrækning , at det forekommer som et nik i svenskernes retning og ikke som et decideret rip off. Der bliver ikke holdt igen, og hele albummet emmer af en blodtørstig  og mareridtsagtig atmosfære, der anes allerede på coveret, som er holdt i blodrød og er designet af den samme kunstner, som er ansvarlig for Slaughter Of The Soul af, ja, du gættede det, At The Gates.

Det bedste af to verdener

De har ikke genopfundet sig selv eller dødsmetal, men til gengæld har de finpudset deres respektive evner, og resultatet er voldsomt tilfredsstillende. På trods af at have kendt til dem i flere år og nydt de gange,  jeg set dem optræde live – sidst så sent som på Copenhell i sommer, har jeg aldrig taget mig tid til at sætte mig så meget ind i deres musik, som jeg nu indser, er en fejl. De har stadig de elementer i deres musik, jeg værdsætter, på de numre jeg i forvejen har haft i rotation, men med Nightbringers har de tilføjet et nyt mørke til deres lyd.

Tracklist

  1. Widowmaker
  2. Of God And Serpent, Of Spectre And Snake
  3. Matriarch
  4. Nightbringers
  5. Jars
  6. Kings of the Nightworld
  7. Catacomb Hecatomb
  8. As Good as Dead
  9. The Lonely Deceased