Det haster ikke. Og dog?
Alle gode gange tre. Det er det i hvert fald for Ashes of Ares, som nu er klar med deres tredje udspil. Det er stadig med tidligere Nevermore-trommeslager Van Williams bag gryderne, også selvom han ikke er officielt med i Ashes of Ares længere, og de to tidligere medlemmer af Iced Earth: sanger Matthew Barlow og guitarist Freddie Vidales. Spørgsmålet er nu, om de to tilbageværende medlemmer har komponeret sange, som kan løsrive sig fra deres musikalske arv.
Rester fra fortiden
Første nummer ”A City in Decay” er en smuk keyboardserenade af den tilbagevendende gæstemusiker Jonah Weingarten, som Matt spillede med i danske Pyramaze og deres nuværende projekt, Sentinels. Ganske smukt leder den ind i skivens stærkeste nummer, ”I Am the Night”, og her mærker man et band i topform: højt tempo, masser af melodi og en sanger, som får lov til at udfolde sin vokal på bedste vis – jamen, hvad kan man ønske mere?
Jeg kunne godt ønske mig mere af netop dette. For efter ”Our Last Sunrise” kniber det lidt med at få pulsen helt op. Bevares, det er ikke dårligt materiale, som bliver fremlagt, og især titelsangen ”Emperors and Fools” står rigtig stærkt, men først på ”The Iron Throne”, som har gæstebesøg af guitaristerne fra Sacred Reich, Wiley Arnett og Charlie Mark, kommer det helt op at ringe igen. Produktionen på numrene har også svingene karakter, hvor nogle niveauer på instrumenterne stikker lidt af fra hinanden. Desuden står en anden ting desværre klart på disse numre: Selvom Freddie Vidales kan skrive gode sange, så er han desværre ikke en særlig rutineret leadguitarist, og der er passager på eks. nummeret ”Emperors and Fools”, som virkelig ikke lyder ret godt.
Nuvel, vi skal til mastodonten ”Monster’s Lament”. Med sin spilletid på mere end elleve minutter er det bandets suverænt længste sang til dato. Og som en ekstra godte kommer Northtale-guitarist Bill Hudson med en solo og tidligere Iced Earth-/Judas Priest-vokalist Tim ”Ripper” Owens med. Det er en sang, som virker lidt forvirrende i starten med en masse riffs kastet sammen, som om de bare skulle med, men på en eller anden måde får Ashes of Ares det til at fungere meget godt alligevel. Især de korte skift imellem Ripper og Barlow er fede, og man tænker næsten, at det kun er Stu Block, som mangler, før det er helt perfekt.
Det spøger
Det kan ikke nægtes, at der er mange lighedspunkter imellem Iced Earth og Ashes of Ares. Desværre føles det nogle gange, som om det er et sideprojekt i stedet for et egentligt band. Er sammenligningen fair? Det mener jeg, den er, da især Barlow var så stor en faktor for Iced Earths succes. Ashes of Ares kommer med Emperors and Fools til at fremstå som en skrabet version af deres tidligere band, og det er rigtig ærgerligt, for deres tidligere skiver har haft mere personlighed. Men sangene er gode; de blegner dog sammenlignet med de sange på skiven som er rigtig gode. Og lad min endelig slå fast, at jeg synes, Matt Barlow er en af de bedste metalvokalister nogensinde. Men sangene her mangler de lag, som han kun flirter med i enkelte numre her. Det er synd og skam, desværre.
