Hvor er den digitale mor, når man mangler hende?
Af og til sker det, at man mister noget, glemmer alt om det, og så, adskillige år senere, åbner man en skrivebordsskuffe og finder det. Det er kort fortalt historien om, hvorfor det har taget knap ti år for tidligere Impalers-bassist Dan Skøtt at udgive debut-ep’en fra sit soloprojekt Anethera. Men når nu mødre er verdensmestre i at finde ting, kan man undre sig over, at han ikke spurgte sin mor, hvor han havde efterladt ep’en. Hvorom alting er, så kan verden i hvert fald nu dykke ned i Fiat Justitia Ruat Caelum.
Det må være rustfri
Skulle man have hørt en af Anetheras over ti år gamle demoer, så er man nok godt klar over, hvilke genrer projektet fordyber sig i. Tilhører man dog ikke en af disse ca. 17 mennesker, så er det dødsmetal af den mere industrial-prægede slags. Der er nok nogle, der vil rynke på næsen af industrial-mærkatet, og man kan da også mene, at der ikke er udkommet meget nævneværdigt i genren i de sidste 10-15 år, men lad os nu se.
Anethera rammer i hvert fald det kolde, kyniske og maskinelle udtryk ganske glimrende. Riffs der tordner gennem en maskinhal, mens trommerne giver billeder af hydraulikstempler, der pumper nådesløst afsted, og bassen runger som pulsen fra en hal af elmotorer. Alt sammen overset af en AI, der følelseskoldt brøler ordrer afsted.
”Homo Ex Machina” åbner ep’en med en rytme, der utrætteligt og med maskinel præcision hamres ind i lytterens øregang. Perfekt til når vi alle engang skal underkaste os Amazons kapitalistiske dystopia og slave afsted i kolde, sterile haller, hvor Jeff Bezos regerer med en jernnæve. Det er dog ikke dette mareridtsscenarie, der gør nummeret til ep’ens svageste, men at det eneste interessante er førnævnte rytme.
”The Zeta Reticulean Dilemma” og ”Veritas Vos Liberabit” er dog noget mere spændende. På ”The Zeta Reticulean Dilemma” skærer guitaren for alvor igennem, fyrer op for tempoet, og den underliggende synth forvandler næsten de traumeinducerende varehuse til uendelige dansegulve. Det er muligt, at industrial metal havde sin storhedstid på randen til det nye årtusinde, men her er der bestemt ingen rust eller et akut behov for en livreddende WD-40 indsprøjtning at spore. Skulle man være kommet i det rebelske hjørne, så åbner ”Veritas Vos Liberabit” med en monolog fra filmen Network fra 1976. I store træk handler det om, at verden er ved at gå hundene, og der er god grund til at være vred. Noget ”Veritas…” da også opfordrer til. I samme fængende stil som ”The Zeta…” bare med rytmesektion, der banker så hårdt, at den kunne standse traktorfælge ud, bliver der skruet godt op for vreden. Ren vrede er muligvis nok til at overstyrte et maskinelt dystopia, men det skader bestemt ikke, at det er så fængende, at man håber at få lov at gøre det igen.
Industriens tandhjul kræver hurtigere leveringstid
Industrial metal får sandsynligvis ikke en genoprejsning ligesom mange af metallens andre undergenrer – specielt ikke nu hvor Fear Factory er imploderet, men det er i bund og grund også fuldstændig lige meget. For på trods af at have været undervejs i knap et årti så er Anethera’s debut-ep, Fiat Justitia Ruat Caelum, en yderst habil rundtur i alt, hvad der kendetegner industriel død. Den dybe tallerken 2.0 bliver på ingen måde opfundet, men der er trods alt en familiær varme i den kolde metalfavn. Men selvom man siger, at rigtige mænd ikke tager backup, så håber jeg hr. Skøtt har lært lektien og ikke bruger endnu ti år på at finde næste ep.
