All Hail the Yeti er et eksempel på hvad sker der, når fire amerikanske gutter beboende ude i de store skove vælger at danne et band med inspiration fra de mere uhyggelige folkesagn. Man får en følelse af at sidde i mørket omkring det varme lejrbål, stirrende ind i ilden, mens en gammel gammel mand fortæller om monstrene i skoven. All Hail the Yeti har taget flere af disse historier, og bygget et musikalsk univers omkring fortællingerne. All Hail the Yeti er første udspil fra bandet, og med første nummer "Deep Creek", bliver man ført ind i det urovækkende univers, som bandet fremmaner.

Umiddelbart minder All Hail the Yeti mig om norske Kvellertak. Ikke grundet genren, men grundet brugen af mange forskellige genreelementer. Lyden på "All Hail the Yeti" henter sin inspiration fra mange forskellige genre fx metallen, stonerrocken, hardcore, og flere steder er der også tilføjet amerikansk folkemusik og country. All Hail the Yeti formår at tilføre skiven et snært af musikalsk hjemegnslyd, hvilket gør, at numrene albummet skiller sig ud.

Den tekstmæssige inspiration finder All Hail the Yeti i uhyggelige folkesagn, indianelegender, gysere, og et enkelt eller to numre omhandler også om forskellige sorger. Der er en virkelig dyster og uheldsvanger stemning over albummet, og når bandet på "Deep Creak" synger om et monster fra fortiden, og hvordan personen i fortælling flygter fra døden, bliver man fuldstændig fanget ind i universet, og man sidder nærmest på tåspidser med adrenalilen bankende rundt i kroppen. Et andet godt eksempel på All Hail the Yetis fænomenale evne til at skabe stemningsfulde og gribende numre er "The Weak and Wounded". Et intronummer til "After the Great Fire". Det halvanden minut lange intro er som taget ud fra en gyserfilm, hvor en psykiater sidder og udspørge, hvad jeg tror er en skitzofren kvinde, som senere i nummeret taler som en lille pige. Denne scene er tilsat få akkorder og skrattende lyd, hvilket i den grad får hårene til at rejse sig på kroppen. Psykiaterens og pigens stemmer følger med i næste nummer, hvor lyden har et new metal skær over sig. Vokalen minder lidt om Slipknot på dette nummer, mens instrumenterne har et mere klassisk stonerrocket skær over sig, tilsat tunge riffs. Lidt ala Mastodont og Red Fang.

I det hele taget er "All Hail the Yeti" fyldt med gode numre, og udover de nævnte "Deep Creak" og "The Great Fire", er det numre som "The Art of Mourning", "I am Wendigod" og mit personlige yndlingsnummer "Judas Cradle". Et nummer på lidt over 20 min., hvor 15 min. er optagne skovlyde.

Jeg er svært begejstret for "All Hail the Yeti". Hele vejen igennem emmer skiven af uhygge og fænomenale tekster. Stemningen på albummet er uovertruffent og man føler flere steder, at man er trådt direkte ind i skoven fra Steven Kings "Dyrekirkegården". All Hail the Yeti formår at være nyskabende, uden at det musikalske univers tabes på gulvet. Derfor en stor anbefaling herfra.

Her er et af de bedste tracks fra albummet The Art Of Mourning: