Ællevild - Hele Dagen Lang

Hele Dagen Lang

· Udkom

Type:Album
Genre:Folk
Antal numre:11

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

De små – og store – synger

Nu til dags har børn mere at skulle have sagt, end det nogensinde har været tilfældet i menneskets lange historie. Deres forældre er pavestolte over dem og slæber dem med overalt, så det er ikke et sjældent syn, at små skolebørn render rundt på Danmarks metalfestivaler til langt ud på natten. Der tilbydes metalkoncerter særligt tilrettelagt for børn, og en gruppe som Heavysaurus har stor succes i hele Europa. Men nu har Danmark altså også fået sin helt egen børnevenlige gruppe: Nordisk folkmusik for børn og deres forældre – det var ideen bag Ællevilds debutplade, Hele Dagen Lang. Albummet kreeret af Laura Emilie Beck og Ambrosius Mesterton Graae har med sine elleve sange en spilletid på lidt under tre kvarter og rummer alt fra nye sange over gamle sange med ny musik til gamle melodier med nye tekster.

Folk og røvere i Kardemomme by

Når man anmelder plader som denne, hvor målgruppen netop er familier med små børn, skal albummet også vurderes som sådant, og der skal tages højde for, hvad der skal opnås med musikken. Dermed kan man ikke forvente de helt højttravende kompositoriske åbenbaringer, poetiske tekster eller for den sags skyld tonsende guitarsoli – til gengæld kan man forvente iørefaldende melodier, der er nemme at synge med på, hyggelig lejrbålsstemning og Rudolf Steiner-vibes. Det er lige netop det, vi får allerede fra første nummer, “Dagsremse”, der med sit legesyge fløjtespil og Becks autentiske, upolerede vokal giver en følelse af nostalgi. Tredje nummer, “Havemand”, omhandler havemandens aversion mod nabolagets børn, da de stjæler æbler og kaster bolde over på hans grund – ikke for at lyde sur og gammel, men jeg identificerer mig i den grad med havemanden. Når det er sagt, har dette nummer en frisk 1920’er-inspireret sungen melodi, der passer godt til instrumentsporet bestående primært af kontrabas og violin. Yderligere opbygges der med de hviskede passager en virkelig uhyggelig stemning, der understreger børnenes frygt for deres sure nabo. Derimod er “Vintersang”, hvis tekst til dels er taget fra “Juletræet med sin pynt”, med sin let dansende melodi et særdeles smukt nummer og uden tvivl et af Hele Dagen Langs højdepunkter. På flere af sangene, for eksempel “Vættefest”, der faktisk er en meget hyggelig sang med en god tekst om diverse mytiske væsener, lyder det, som om Beck forsøger at rekreere dele af Nanna Barslevs (Ættir, Huldre) sangstil, som benytter sig af en vokalstil, der virkelig kun fungerer, hvis man behersker den, da det ellers kommer til at lyde en kende mislykket, hvilket da også er tilfældet her. På tiende nummer, “Hele Dagen Lang”, er der desuden en ting, der rent lyrisk virkelig skurer i mine ører, nemlig: “jeg har virkelig brug for at spille iPad med min lillesøster” og “iPad er min trang / hele dagen lang.”. Ud over at det selvfølgelig genspejler det senmoderne barns trang til at konsumere digitale medier, føles særligt de to citerede linjer virkelig malplacerede blandt teksterne, der ellers handler om naturen, mytiske væsener og om farerne, der lurer i naboens have. 

Krudtugler og kanelsnegle

Samlet set er Hele Dagen Lang en fin debut, der på mange måder lever op til det, undertegnede havde forventet af en plade, hvor hovedmålgruppen er familier med børn. Om ikke andet er det kun positivt, at der nu er flere sange at vælge imellem end blot “Æblemand” eller “Jens Hansens bondegård”.   

Tracklist

  1. Dagsremse
  2. Op I Fjeldet
  3. Havemand
  4. Hjertesang
  5. To Ravne
  6. Vintersang
  7. Vættefest
  8. Der Brænder En Ild
  9. ToSpring
  10. Hele Dagen Lang
  11. Vuggevise