Skuld gammel venskab rejn forgo
”Auld Lang Syne” af Robert Burns meldte sig meget hurtigt i bevidstheden, da aarhusianske Advocacy tilbage i 2023 meldte sin genkomst til den progressive nationalscene i form af The Path of Decoherence (TPoD). Den litteraturkyndige læser vil sandsynligvis forbinde førnævnte skotske venskabsdigt med Jeppe Aakjærs – på vores breddegrader – noget mere velkendte versionering, ”Skuld gammel venskab rejn forgo”. Aakjærs interesse for Burns udsprang af deres lignende opvækstvilkår, mens selve sangen navnlig i jyske kredse markerer afsked efter sammenkomster. Og hvordan passer kvintetten fra ’Smilets by’ så ind i fortællingen? Det gør den såmænd lige præcis, fordi begge d’herrer Peter med efternavnene Juelsgård og Locher har fortid her på redaktionen. Pennen er dog for begges vedkommende for længst lagt i skuffen til fordel for henholdsvis bas og guitar, hvilket vi senest kunne drage fordel af i 2020 på EP’en med det yderst rammende navn, Remnants. Advocacy har som enhed ført en mildest talt fragmenteret tilværelse, hvorfor blot forsanger Søren Kjeldsen står noteret som gruppens eneste gennemgående medlem. En kendsgerning, der om noget sætter den overlegne præstation på nærværende album så meget desto mere i relief.
Stormfulde dybder og ukendte højder
Straks man betræder den foranliggende sti, opstår en følelse af genkendelsens glæde i form af det instrumenterede eponym. En disposition, der har fundet anvendelse på debuterende Geophobia såvel som efterfølgende Remnants. Den legesyge kreativitet gennemsyrer produktionen, hvor sirligt klaverspil, progressive riffs og ikke mindst dramatisk orkestrering blomstrer lystigt i alle retninger. Det er Advocacy, nøjagtig som vi husker dem og dog alligevel forandrede. Det bemærkes med reference til seneste udgivelse, hvordan man har fastholdt en udtalt overbevisning om tilgængelighed for lytteren alt efter investering. Således tilstræber eksempelvis ”Prayer for the Reckless” og ”Leap of Faith” at skabe en divergerende lytteoplevelse alt efter format og ikke mindst miljø. Gennem matriklens SONOS-aggregater dominerer (lidet overraskende) guitaristernes ekvilibristiske strengeleg. Iført lyttebøffer med støjreduktion, gerne henslængt på chaiselongen med friskbrygget kaffe, inviterer de sprøde basanslag atter indenfor i Geophobias støvede jazzsaloner.
Når vi evner at flytte vores skærmslørede fokus fra eget kosmos, åbner sig en hel ny verden. I tilfældet ”Star Formation” rettes dette mod den stjernefunklende nattehimmel. Med sfæriske toner ækvivalent med den uendelige hvælvings omfang drages vi mod de komplekse konstellationer. Også her skal vi på behørig afstand for at begribe det fulde billede. En erfaren kartograf er derfor påkrævet, når forgreninger gennem tid og rum såvel som det menneskelige sinds stormfulde dybder skal kortlægges. Søren Kjeldsens vokal navigerer her med stoisk ro og sikkerhed, og ”Cut Loose” fastholder momentum qua sit fjerne ekko af Tim Christensens dybsindige lyrik og Mikkel Sandagers sørgmodige klang på forbilledlig vis.
Selv for den erklærede kyniker er der ikke meget at udsætte på TPoD. Ja, det skulle da lige være den insisterende tikken fra klokkeviserne på enigmatiske ”Interlude”. Ligeledes foresvæver den bydende nødvendighed af dette 76 sekunder lange mellemspil noget tvivlsom. Men selv her udgør de stemningsfulde akkorder et forsonende træk. Tilbage står velsagtens kun den lidt pauvre dosering af growls. Til tonerne af ”Unnamed” titter disse sporadisk frem mellem de velkendte basanslag, dog uden at gøre nævneværdigt væsen af sig. Vokalt rammer Kjeldsen til gengæld en af sine bedste præstationer i forhold til de rene toner. Født er således en fremtidig favorit til sætlisten, der på trods af den kontradiktoriske navngivning utvivlsomt kommer til at leve sit helt eget liv på de skrå brædder under rampelysets skær.
En udfordrende, men mageløst smuk sti
Den danske scene for progressiv rock og metal er ganske enkelt gaven, der fortsætter med at give. Så sent som sidste år havde vi en bred palet af udgivelser under lup. Her kan i flæng nævnes artister som Être, Kaiju og Hollow Hour, der alle præsterede på fornemt niveau. Med TPoD har Advocacy flyttet barren for det muliges kunst adskillige tommer. I forsøget på at imødegå eventuelle anklager om ’ananas i egen juice’ har jeg med lys og lygte søgt efter fluen i suppen. Og bevares, skal vi iføre os de VIRKELIG små sko, kan logikken bag placering såvel som eksistensberettigelsen af instrumentelle “Interlude” sagtens bestrides. Arkiveret under ’pedantisk navlepilleri’ finder vi også den beskedne tilstedeværelse af passagerne med growl. Når man nu slår sit udtryk op som en emulsion af jazz, progressiv rock … OG metal med inspiration hentet hos både Opeth og Ne Obliviscaris, ville mindre tilbageholdenhed på den front absolut have klædt produktionen. Begge anker falmer dog som et par solstraffede sofahynder på det, der meget vel kan ende som en af årets højdespringere med dansk ophav. Advocacy er på himmelflugt, og TPoD bør uomtvisteligt løse billet de store scener herhjemme såvel som i udlandet.
