15. studiealbum fra tyske veteraner uden tegn på metaltræthed

Rendyrket heavy metal

Skal vi være helt ærlige, er der vel ingen musikstil, der konstant opfinder nye subgenrer som vores egen heavy metal. Der findes næppe en guitar-tuning, en toneart eller et specielt ’look’, der ikke har sin helt egen genrebetegnelse. Midt i denne temmelig nørdede tilgang til musikken er det en befrielse, at der stadig er bands derude, som bare spiller no-nonsense heavy metal, fra dengang mor var dreng. Sådan et band er Accept, men alligevel er det, som om Accepts skæbne for altid vil være at spille andenviolin som den evige toer efter balladekongerne Scorpions i det tyske metalhierarki. Bortset fra fraværet af balladehits skyldes det bl.a., at bandet for det meste har levet en temmelig omskiftelig tilværelse med konstante udskiftninger og lange pauser undervejs. Det hele startede ellers så godt med debuten Accept i 1979 og så en konstant optur i 80’erne med en stribe stærke albums, især Restless And Wild og Balls To The Wall. Det gav en række sange, der for længst er blevet metalklassikere, men så smuttede den ikoniske frontmand Udo Dirkschneider i 1987, og gassen gik hurtigt af ballonen. 90’erne og 00’erne blev aldrig til det helt store, selvom Udo gjorde comeback i bandet – af flere omgange endda.

Fortsætter den gode stime

Udover gamle Udo er det især guitarist Wolf Hoffmann og bassist Peter Baltes, der har tegnet bandet, og da de fik amerikanske Mark Tornillo, der lyder næsten uvirkeligt meget som Udo, med på vokal i 2009, begyndte Accepts anden guldalder. Fra og med Blood Of The Nations i 2010 fulgte en stribe stærke og generelt anmelderroste old school metalalbums. Også her på heavymetal.dk har vi været begejstrede, især for 2014’s Blind Rage, der fik 9/10. Den gode stime fortsætter helt klart her på The Rise Of Chaos. Dette album indeholder så mange fede riffs og hooks, at de næsten ikke kan være det bekendt. Hvordan kan folk tæt på de 60 lyde så friske og dynamiske?

”Die By The Sword” er en stilsikker albumåbner, ikke super hurtig, men med et godt tempo og et lækkert, medrivende riff. Allerede her bliver man mindet om, at Hoffmann er en virkelig dygtig – måske endda ret undervurderet – metalguitarist, som mestrer både tyngde og melodi. Videre går det med ”Hole In The Head”, der handler om, hvor lidt forsanger Tornillo savner sin eks. På humoristisk vis, javist, men bestemt ikke uden bid og vrede. Så følger det stærke titelnummer, bl.a. med en forrygende solo fra Hoffmann. Efter ”The Rise Of Chaos” og en ellers meget sikker start dykker kvaliteten lidt, og det er, som om der er lidt for mange gentagelser – på trods af bl.a. et cool hook i ”Koolaid”. Heldigvis slutter The Rise Of Chaos rigtigt stærkt af, bl.a. med ”Analog Man”, der er en slags hyldest til den gammeldags m/k, der ikke helt kan følge med i den digitale verden – der er nok mange gamle Accept-fans, der kan nikke med på det. På ”Worlds Colliding” demonstrerer Hoffmann igen sin overlegne tæft for både shredding og melodi i sine soloer.

Intet nyt under solen, men hvad gør det?

Eneste anke mod The Rise Of Chaos er nok, at det måske lidt for meget er som en tidsrejse tilbage til 1980’erne. Accept leverer de fede riffs, de rullende rytmer og de bombastiske kor i total sikker stil. De gør det præcist, som vi forventer det, og som de gjorde både i 80’erne og på alle albums siden comebacket med Tornillo. Det betyder så også, at der ganske enkelt ikke er noget nyt eller noget overraskende at hente. Men hvad gør det egentlig, når det leveres så professionelt og så medrivende som her? For alle, der kan li’ deres metal old school style, er dette en sikker vinder. Til alle jer andre kan jeg kun sige: ”Your loss!”