Abstinenser
Efter fire dage med dødsmetal på Killtown Death Fest er det eneste, jeg har lyst til at lytte til… mere dødsmetal. Denne diagnose er gyldig hele året, og selvom jeg som regel kan finde en flygtig glæde i afveksling fra morderiske riffs, ubønhørlige bulldozerbeats og grufulde grubegrowls, er der intet som velskabt død. Tyske Abythic har fået til opgave at tilfredsstille min tørst efter ovennævnte bestanddele med deres andet album andet album, Conjuring the Obscure. Jeg må dog tørste et par timer endnu, for selvom gruppen leverer de typiske kendetegn fra dødsmetal, leverer de desværre ikke ret meget andet.
Riffs uden effekt
Albummet får en foruroligende begyndelse med ”Eternal Chaos Will Rise”, idet den står som en mellemting mellem intro og et egentligt nummer. Efter halvandet minuts præsentation af instrumenterne qua halvkedelige temaer, gør vokalen entré og leverer lige nøjagtigt et vers, før sangen rundes af igen. ”Order of the Gash” kommer efter og leverer finsk lydende tremolo-riffs fra start til slut, kun kortvarigt afbrudt af et c-stykke, som imidlertid plukker de samme toner enkeltvist. Sangskrivningen er ikke just præget af dynamik, nummeret bevæger sig fra tremolo-riff til tremolo-riff uden nævneværdig variation i lydniveauet, og resultatet er temmelig ensformigt.
Ensformigheden er det store problem på Conjuring the Obscure. Selvom ”Shrouded in Perpetual Darkness” varierer riffene bedre end størstedelen af albummet, lider den ikke desto mindre under den begivenhedsløse sangskrivning. Albummets midtersektion er endnu værre. ”Ruins in a Wasteland of Visions” har reelt kun ét tema, som spilles af guitaren under verset og gentages af højtidelige korstemmer under omkvædet. ”Drifting Among Shadows” åbner lovende, men forfalder til ensformig tremolo-riffing indtil 3:30, hvor tonerne blot slås an på powerakkorder i stedet, ligesom 2’eren. Det er essentielt at spille gode riffs, men man må også arrangere dem på en måde, som opnår en hårdtslående effekt. Her fejler Conjuring overordnet.
Afslutningsvist kommer imidlertid et par overraskelser. ”Shadows of Becoming Might” indledes som resten af sangene, men trommespillet bringer en uvant opbygning, og ganske rigtigt: et break sætter et efterfølgende crescendo op, idet gruppen tromler af sted med et af albummets stærkeste riffs. En tydeligt Florida-inspireret andenvokal får hovedrollen, og selvom førstevokalen generelt er god, er enhver afveksling kærkommen på nuværende tidspunkt. Umiddelbart efter kommer afslutteren ”Let the Purge Begin”, som står som albummets stærkeste sang.
… og så har jeg ikke engang nævnt de forbistrede samples af overdramatisk halv-hvisken, der adskiller hvert nummer på albummet.
Savner spænding
Abythic har en god, tung lyd og leverer udmærkede riffs og growls på Conjuring the Obscure. Desværre halter albummet stort, hvad sangskrivning angår, og navnlig en stor ensformighed præger sangene. Selv når riffene egentlig besidder en vis kvalitet, gentages de blot 4-8 gange og bliver afløst af et nyt uden tanke for effekt. Som resultat savner albummet spænding, og i realiteten er det kun afslutteren, der kan sige sig fri for dette problem. Endelig er der de evindelige samples mellem hvert nummer, som sikrer, at intet nummer kan fremstå som en logisk udvikling fra det foregående. Næsten hele albummet passerer derfor lettere ubemærket hen, og for nogle af sangenes vedkommende er det desværre godt det samme.
