.
.
.
|
w : o : a 2 0 0 3 - t o r s d a g
Annihilator, True Metal Stage, Torsdag
Koncerten startede for undertegnede ved billetlugen, hvor de lagde ud med "Ultra Motion". Dog ikke en af mine favoriter så ærgelsen over stadig ikke at have fået mit armbånd var minimal. Dog steg endorfinerne og blodtrykket da "King of the Kill" bragede ud over koncertpladsen som sang nummer to, og jeg stadig ikke havde fået mit armbånd. Efter en psykisk kamp for at holde mine aggresive spasmer inde fordi køen sneglede sig afsted, fik jeg endelig tilkæmpet mig mit armbånd og vraltede afsted ned foran scenen. Fik kun lige indtaget position foran scenen, hvorefter "Alison Hell"
smadrede resterne af min allerede fordrukne hjerne. Publikum brølede med, ledsaget af den nye forsanger Dave Padden's overraskende fede live vokal. Hele lineup var så tight som en jomfru musse dåse, og ikke på ét tidpunkt mistede Annihilator
taget på publikum. Jeg blev især imponeret af trommeslageren Randy Black's nærmest mekaniske tighte trommespil og Jeff Waters bevægelige guitar performance. Den eneste mangelvare var dog, at de ikke spillede "Refresh The Demon", hvilket de måske har gjort da jeg stod utålmodigt ved billetlugen i min parkinson rus. Alt i alt var Annihilator et af de fedeste bands jeg så på Wacken, noget jeg helt sikkert vil opleve igen hvis jeg får chancen.
(Chokehold)
Annihilator, True Metal Stage, Torsdag
Annihilator var det første band undertegnede fik det hele med af. Jeg gik desværre glip af Circle II Circle, som jeg ellers havde glædet mig til. Men tilbage til Annihilator, som jo er et gammelt kult Power/Thrash band, og nok det band med flest forskellige sangere, Joe DiMaco havde ellers slået rekord i form af at han sang på to fuldlængde skiver, og jeg tror ikke jeg var den eneste der håbede, at han fortsatte, men nej. Annihilator står igen på scenen til Wacken med en ny sanger, som ligner mest af alt en pop fyr, og synge er han nu heller ikke verdensmester i, de høje toner kan han ikke ramme og han har svært ved at huske de forskellige sanges titler, dårlig performance, men hva' fanden - næste gang til Wacken er han jo nok ude igen. Men som altid ved Annihilator er det jo bossen Jeff Waters der styrer sin guitar for vildt, og deres sætliste fejlede absolut ikke noget, de spillede klassikere som "W.T.Y.D.", "Alison Hell", "King of the Kill" og "Set the World on Fire". Deres optræden var nu noget bedre for 2 år siden.
(Keitel)
Annihilator, True Metal Stage, Torsdag
Efter lidt panik over at vores bus ikke kunne finde
vej til Wacken, samt andre små problemer, meldte
sveden på panden sig over om vi i det hele taget nåede
Wacken i tide til at se Annihilator... Efter den lidt
paniske start på festivalen nåede vi det lige med nød
og næppe at nå True Metal Stage inden Jeff Waters og
Co. gik i gang med deres 45 minutter lange sæt.
Annihilator virkede fra start veloplagte og Jeff
Waters fyrede den bare af. Lyden var ganske udmærket,
omend lidt lav, men der var altså også en hel del
metal i vente, så det var måske fedt nok ikke at få
smadret ørene fra start. Der blev leveret en hel del
klassikere fra især de gamle skiver "Never Neverland"
og "Alice In Hell". Et enkelt track fra den nye skive
"Wacking The Fury" i form af "Ultra-Motion" blev det da
også til. Højdepunkter må klart være tracks som "Set The
World On Fire", "King Of The Kill" og før nævnte
"Ultra-Motions". Selv om Annihilator rykkede, syntes jeg
at tracks som "Striker" og "Refresh The Demon" absolut
manglede. Meeen det er selvfølgelig begrænset hvad man
kan nå på 45 minutter. Det skal selvfølgelig også lige
nævnes at de ikke helt levede op til deres show på
Wacken i 2001, uden dog at skuffe!
(DSW)
Saxon, True Metal Stage, Torsdag
At Saxon spillede på dette års W:O:A kom nok som en overraskelse for de fleste. Bassist Nibs Carter og trommeslager Fritz Randow afholdt godt nok clinics på festivalen, men at hele bandet var tilstede vidste kun ganske få. Så da åbnings riffet til "Motorcycle Man" flænsede gennem aftenhimlen, var det som at se myrer sværme omkring en sukkermad. Bandet spillede derefter "Denim And Leather" og en hæsblæsende "Princess Of The Night", og sluttede disse tre numre af med at brænde øjenbrynene væk på første række. De kom derefter igen ud på scenen for at snakke lidt om deres kommende DVD og for at forkynde at de vil spille på næste års W:O:A. At bandet spillede uden de var på plakaten var virkelig fedt, og det var en fed gestus af bandet at komme op spille de tre numre.
(Bjorn)
Running Wild, True Metal Stage, Torsdag
Running Wild var et af højdepunkterne for mig i år, jeg har ikke kunnet forstå hvorfor de ikke har spillet i Wacken før i år, da de jo er og har været et af de største Heavy Metal bands i Tyskland. Running Wild har i mange år ligget på min top 10 over "all time greatest bands" men deres sidste tre albums har været meget skuffende og især deres live DVD som udkom sidste år, havde en enorm dårlig setlist. Men den DVD blev gjort til skamme, da Running Wild startede med en setlist, som næsten kun indeholdt gamle klassikere, så man næsten havde tårer i øjnene. De lagde ud med den ældgamle "Ghengis Khan", fortsatte med nummeret "Howling Werewolf" som blev skrevet før de lavede deres første plade. Jeg har kun hørt om sangen, fordi den ikke engang findes på et demo bånd. Kult, de gravede lige et nummer frem som har over 20 år på bagen. Sådan fortsatte de, et demo nummer mere, "Riding the Storm", "Welcome to Hell", "Victory" og mit yndligsnummer "Treasure Island" (endelig fik jeg lov til at se og høre det live, snøft). De sluttede selvfølgelig af med "Prisoner of our Time", samt "Under Jolly Roger". Deres live performance var også fremragende, eneste originale medlem, Rock N' Rolf, gyngede med hovedet som "Blackie Lawless" og skiftede cylinder flere gange, ja det var fedt. Selvom lyden kunne have været bedre var koncerten til UG pga. den fede set list.
(Keitel)
|
Officiel W:O:A homepage: www.wacken-open-air.com
|
|
