Life Cycles

Texanske Life Cycles fik fornøjelsen af at åbne for et sløjt fremmøde, men det lod de sig nu ikke gå på af. De gæster, der allerede var ankommet, gjorde sig dog desværre ikke de store anstrengelser for at give Life Cycles en god oplevelse på dansk jord. Forsanger Jeremy Cuervas var en klassisk opildnende frontfigur, som hidsigt efterspurgte mere røre i salen og circle pits. Resten af bandet kunne næsten kun lige hive sig op til at headbange, og sådan spejlede de jo fint publikums opførsel. De fremstod efter min mening alt for tilbageholdende på scenen. Manglen på tydeligt sceneshow og begrænset publikumskontakt gjorde, at koncerten virkede langt mere indadvendt end eksplosiv. Det virkede mest lidt uentusiastisk, og det er selvfølgelig ærgerligt, når man dels er på sin første turné i Europa, men især fordi de ifølge Cuervas selv var her for at overtage verden. Selve musikken var faktisk i store dele af koncerten ganske udmærket, hvor især ”The End Still Awaits” viste fin form med gedigne breakdowns, der dog selv her aldrig rigtigt fik fat i nakken på publikum. Også ”Serpents Kiss” indeholdt imponerende vokal og flere effektive riffs. Det afsluttende nummer, ”Portal to the Unknown”, var tydeligvis et godt valg, for de tunge grooves og effektive breakdowns fik selv lydmændene til at headbange med. Men derimellem kom der desværre et par numre, der ikke leverede nok arrigskab til at ruske folk ud af samtalerne. Tempoet og variationen føltes simpelthen for ujævn. Cuervas energi og bandets dygtighed var tillokkende, men desværre manglede de lidt mere variation og scenisk pondus til for alvor at sætte ild i gulvet.

7/10

Distant

Distant har med deres deathcore et helt andet take på, hvordan sådan en koncert skal leveres. Fra første skrig i mikrofonen og drøn fra instrumenterne var energien tydeligt forandret i salen. ”Stop staring – mooove”, brølede Alan Grnja i front, og fik med det samme de fremmødtes opmærksomhed. Attituden fra resten af bandet matchede heldigvis Grnja fint, og her kunne man tydeligt mærke nærværet og spilleglæden fra hele bandet. Det belønnede publikum, for allerede under tredje nummer, ”Oedipism”, startede en hidsig circle pit, mens Grnja skreg, growlede og gurglede sig igennem. Og hvad den circle pit manglede i størrelse, det gjorde den op for i ren og skær iver. Helt centralt for oplevelsen var Elmer Maurits, der storsmilende smadrede strengene på bassen, mens Grnja leverede det ene ekstremt lave growl efter det andet. Deres breakdowns ramte konsekvent hårdt og præcist, og lydtrykket blev holdt på et højt niveau sættet igennem. Flere gange blev tempoet trukket helt ud, og de skiftende tempi holdt de fremmødte på tæerne igennem numre som ”Hellmøuth” og ”Loveless Suffering”. Da der på et tidspunkt var faldet meget ro på publikum, gjorde bandet det eneste rigtige, nemlig at hive en klassiker op af lommen – ned at sidde på hug og så op at hoppe bagefter. Det virkede og fik vredet de sidste par publikummer op. Koncerten var langt mere kompromisløs, end jeg havde forventet. Den bød på ekstrem tyngde, langsomme breakdowns og perioder, hvor musikken føltes mere som et fysisk og klaustrofobisk pres end regulær lyd. Distant smed os kort og godt ind i et dunkelt maskinrum, hvor riffene bankede som stempler, og trommerne tævede os som en industriel maskine. Bandets kompromisløse tilgang gav mig en følelse af alvor og intensitet, som er meget forfriskende i en genre, der ellers ofte konkurrerer på tempo og teknisk overskud.

8/10

Revocation

Efter endnu en kort ølhentningspause var det Revocations tur til at forføre publikum med deres tekniske død. Og det var mestendels, som det plejer. Det var tungt, hurtigt og på et tårnhøjt teknisk niveau. David Davidson i front på både vokal og guitar var sædvanen tro en fingerfærdig og intens oplevelse, for mens riffene glødede, krængede han en vred og insisterende vokal ud over de fremmødte. Han blev bakket godt op på vokalen af særligt Alex Weber på bassen, og det gav en god dynamik med de forskellige vokaltyper. Vi fik naturligvis tech-klassikere som ”Existence is Futile” – men der var også gjort plads til deres nyeste plade repræsenteret af numre som ”Dystopian Vermin” og ”Sarcophagi of the Soul”. Og på trods af at der næsten er 20 års forskel på nyeste og ældste numre, så fremstod koncertens sætliste dygtigt sammensat. Sættet fremstod til gengæld afbrudt af nogle lange pauser, indimellem skulle medlemmerne have en ordentligt slurk vand, og andre gange så det ud, som om der var noget teknisk rod. Det var så slemt, at nogle af de fremmødte endda råbte ”kom sååå” ad flere omgange. Og selvom Davidson og co. nok knap forstod det, så forstod de nok hensigten. Det er ærgerligt, at det fik lov til at rive huller i det momentum, bandet trods alt fik skabt, for når Revocation spillede, så var det fortryllende og kontrastfuldt. Teknisk tight og energisk, selv når strukturerne var komplekse. Smukke passager, hvor riffene i front fik masser af plads at stråle i, og tunge, dystre og galopperende nakkesmerteinducerende sekvenser. De altid forrygende ”Strange and Eternal” og slutteligt ”The Outer Ones” lukkede en ellers lidt blandet oplevelse med bravur.

7/10

Sylosis

Nu som headliner

Sylosis er ikke ligefrem nybegyndere og har da også tidligere turneret i hele verden. Danmark har da også haft besøg af så sent som i sommers på Copenhell, men denne aften skulle vi have fornøjelsen af dem som hovedpersoner. Sylosis udgiver The New Flesh den 20. februar 2026, og det var med spænding, jeg ventede på at finde ud af, hvor godt det nye kunne blandes med de gamle numre i sættet – og ikke mindst om de nye sange holder live. Det var der tydeligvis også mange andre, der gjorde, for salen var nu endelig godt fyldt op af glade mennesker. Og da der blev skruet godt op for ”I Was Meant for Loving You”, skrålede så mange med i salen, at det tegnede godt for publikums energi, inden bandet overhovedet gik på scenen.

Fræs med finesse

Sylosis lagde brutalt fra land med nummeret ”Erased” fra det kommende album The New Flesh. Bandet stod som vanligt enormt solidt med præcis timing, høj energi og kombinerede aggressivitet og musikalitet. Det tog heller ikke lang tid, før både circle pits og crowdsurfing gik i gang, og hvem kan da også holde sig tilbage, når ”I Sever” vælter ud over scenekanten? Ikke mange tilsyneladende, og da den blev fulgt op af mageløse ”Worship Decay” og ”Heavy is the Crown”, var der ikke mange blandt publikum, der stod stille. Lysshowet underbyggede også stemningen og var en effektiv makker under de tunge breakdowns, hvor lyset slukkede helt og så blændede op, når drønet ramte brystkassen.

Sætlisten bestod af gamle hits som ”Heavy is the Crown” og ”Eclipsed” samt singler fra det kommende The New Flesh-album – og endda et endnu ikkeudgivet nummer i form af ”All Glory, No Valour”.  Alt sammen vævet sammen til et tungt effektivt metaltæppe, der svøbte sig om publikum. Og selvom bandet har spillet i over 25 år, er repertoiret både forskelligartet og sammenhængende på samme tid. Ikke forskelligartet nok til, at det bliver rodet. Og ikke sammenhængende nok til, at det bliver for sikkert og kedeligt.

Josh Middleton i front på vokal og guitar var som sædvanligt enormt effektiv i både sin interaktion med publikum og sin optræden. Han er måske ikke den sanger i verden med størst variation, men han er heldigvis indigneret nok i sin levering til, at man kan tilgive ham det. Både Middleton og Conor Marshall leverede komplekse riffs på en måde, hvor det så legende let ud, fx på ”Eclipsed”, der virkelig formåede at vise deres evner på strengene. Hele bandet emmede i det hele taget af spilleiver og interagerede med publikum, uden at det blev hverken indøvet eller fyldte for meget.

Sylespidse Sylosis

Sylosis kombinerede sin tekniske metalpræcision med brutal energi og intens sceneudstråling, og deres knivskarpe sammenspil samt miks af både gamle klassikere og nyere sange fungerede til UG som katalysator for publikums energi. Derfor formåede de også som de eneste på scenen denne aften at holde publikum i gang fra første riff til sidste break. Det eneste, jeg kunne sætte en finger på, var, at jeg godt kunne have ønsket en my længere sætliste for hovednavnet. Man kan jo ikke gøre for, at man er grådig, kan man vel?

Sætliste

1. Erased
2. I Sever
3. Worship Decay
4. Heavy Is The Crown
5. Poison for the Lost
6. All Glory, No Valour
7. Where the Sky Ends
8. Eclipsed
9. Servitude
10. Reflections Through Fire
11. Teras
12. Pariahs
13. Deadwood 
14. The New Flesh

9/10