Desværre kunne dette års Springtime Slaughter på Forbrændingen i Albertslund ikke være det arrangement, som oprindeligt var meningen. 400 glade mennesker, der sidder udendørs ved langborde og drikker øl, hører dødsmetal og senere rykker ind for at moshe til aftenens bands, blev i stedet til en del færre, der iført mundbind måtte sætte sig til rette på de opstillede stole.

Corona og de tilhørende restriktioner lakker dog heldigvis mod enden, og det kunne mærkes på de fremmødte. Trods regler og påbud var det en veloplagt skare, der var klar til at opleve tre lige så veloplagte bands.

Defecate

Foto: Claus Ljørring

Kl. 19 var aftenens første band, Defecate, klar til at indtage scenen. Eller klar var måske så meget sagt, for omme backstage i minutterne op til koncertstart havde bandet overværet fodboldspilleren Christian Eriksens hjertestop i landskampen mod Finland, og de var derfor en anelse chokerede, da de gik mod scenen. Det kunne dog slet ikke mærkes på den hårdtslående kvintet, der med vanlig energi og ikke mindst selvironi gav et brag af et show. Og hvad gør man, når publikum ikke kan moshe? Så mosher man da bare selv. Fire gæve og velspillende jyder løb rundt i en cirkel på scenen til tonerne af deres egen sublime dødsmetal. Det var fremragende underholdning og ditto musisk overskud.

Chronicle

Foto: Claus Ljørring

Som så mange andre bands har Chronicle udnyttet coronanedlukningen til at skrive nye numre. De har endda også været forbi Antfarm Studios og Tue Madsen for nyligt for at indspille flere af dem, og heldigvis delte de også lidt ud af dem lørdag aften. Godt blandet med en håndfuld numre fra det fremragende album Demonology leverede Chronicle ligeledes et brag af en koncert. Det er umådeligt svært at blive siddende på sin stol, når et band af denne kaliber inviterer på en helt unik og ganske formidabel hybrid af dødsthrash med elementer af black metal og melodød. Det lykkedes dog for de fleste, og de fire unge stortalenter nølede ikke et eneste sekund i løbet af deres stærkt medrivende optræden.

Billy Boy In Poison

Foto: Claus Ljørring

Aftenens sidste navn var den københavnske deathcore-kvintet Billy Boy In Poison. Også de var ualmindeligt klar på at rive publikum godt og grundigt rundt i stolene, og der gik da heller ikke længe, før folk hoppede lidt i sæderne. Frontmand Hjalte Sejr Bertelsen var derimod på intet tidspunkt i siddehumør. Han efterlod ikke en eneste ubetrådt kvadratcentimeter på Forbrændingens scene, mens han sprang rundt og førte fornemt an i et forrygende show, der blandt andet bød på bandets to nyeste singler, “Blinded” og “White Hills”. De fremmødte ville uden tvivl gerne have mere, da koncerten sluttede, men som frontmand Bertelsen også sagde til slut, så var der ikke mere musik, men man kunne trøste sig med, at baren måtte holde åbent helt til midnat.

Trods restriktioner, mundbind, stoledans og fodboldspillere med hjertestop var Springtime Slaughter anno 2021 en særdeles dejlig aften. Vi glæder os allerede til næste gang, hvor vi selvfølgelig satser på, at stolene er væk, og madboderne er kørt i stilling. Tak for en skøn aften!