Sons of Texas

På slaget 20.00 trådte Sons of Texas på scenen, og Amager Bio blev fyldt med vaskeægte sydstatsrock. Inspirationen fra legenderne i Pantera var tydelig, især hos frontmand Mark Morales, der kan beskrives som en miniudgave af Phil Anselmo – heldigvis mindre provokerende! Fra første nummer var energiniveauet på absolut maks., og det fem mand stærke band var i konstant bevægelse – faktisk så meget, at Morales og guitarist Jes De Hoyes hoppede ind i hinanden. Ups. Den gode energi smittede hurtigt af på publikum, og samtlige hoveder nikkede i takt til de texanske toner. Under andet nummer, ”Blameshift”, blev der skruet en tand op for heavy-faktoren. Gulvet gyngede, trommerne blev tæsket, og den karismatiske Morales fløj rundt på scenen. Der var oprigtig spilleglæde at spore hos de fem knægte, og kontakten til publikum var noget nær perfekt. I midten af sættet fik vi ”Expedition to Perdition”, ”Feed the Need” og ”Beneath the Riverbed” fra bandets kommende plade, Forged by Fortitude. Trods lidt vokalproblemer i omkvædene var sidstnævnte skæring, ”Beneath the Riverbed”, showets absolutte højdepunkt; de tunge grooves sad lige i skabet, og publikum kvitterede med klap og hujen. Generelt var sætlisten skruet rigtigt godt sammen, men jeg undres over, at vi hverken fik drengenes største hitsingle, ”Baptized in the Rio Grande”, eller et Pantera-cover, som de ellers har for vane at lave. Nuvel, det er bagateller. Sons of Texas gav os en veludført koncert med høj energi, fede sange og en afslappet stemning. Kom snart igen!

8/10

LTNT

Af uransagelige årsager skulle støjrockerne i LTNT på scenen som andet band i rækken. Sidste gang, undertegnede oplevede denne britiske trio live, var det bestemt ingen fornøjelse, og jeg ventede derfor ængsteligt på, at de ville tage revanche denne mandag aften. Lad mig bare sige, at det gjorde de ikke. Kl. 20.50 lød et fjoget brøl fra forsangeren, og briternes metalliske old school rock bragede af sted. De første par sekunder var egentligt ret groovy, men efter cirka et halvt minut begyndte jeg at tælle lamper og studere loftsbeklædning. Damn, det var kedeligt. Der var så godt som ingen bevægelse at se – hverken på scenen eller på gulvet. Sådan fortsatte koncerten i de næste 30 minutter; et kedeligt band spillede kedelige sange. De tre LTNT-knægte gjorde ingen nævneværdig indsats for at rette op på skaden, men blev i stedet stående på deres respektive pladser og udvekslede ikke mange ord med publikum. Dette resulterede i, at flere og flere fandt baren mere interessant end bandet. Selvom de unge drenges spilleevner ikke fejlede noget, og lydkvaliteten var ganske god, blev denne koncert en tam oplevelse – især oven på Sons of Texas’ energiudladning. Øv, sikke en mavepuster.

3/10

Seether

Det var nu op til sydafrikanske Seether at redde aftenen og bringe stemningen tilbage til et passende niveau. Små fem minutter forsinket blev scenen indhyllet i et mørkerødt skær, og Shaun Morgans guitarstøj flød ud i salen for fulde gardiner. Støjen blev hurtigt forvandlet til åbningsnummeret ”Stoke the Fire”, hvorefter bandet gik på scenen – til stor jubel fra den tæt pakkede Amager Bio. Trods lidt mikrofonproblemer blæste bandet os omkuld, og det var tydeligt, at lydstyrken havde fået et nøk op! Den indledende succes fortsatte med fantastiske ”Gasoline”, der for alvor fik fyret op under publikum, og ”Truth”, som skabte ivrig fællessang i den fyldte sal. Generelt var sætlisten en vandring gennem ’best of Seether’, hvor det ene hit strømmede ud efter det andet. ”Rise Above This” fik de forreste rækker til at hoppe i takt til de glade toner, ”Country Song” satte et kækt smil på alles læber, og ”Fine Again” fik publikum til at synge højere end Morgan selv. Min eneste anke på denne front er, at ”No Jesus Christ” – med sine over syv minutter – blev en anelse for lang og forstyrrede det ellers gode flow. Derudover var det en temmelig halvhjertet udgave af storhittet ”Broken”, vi fik serveret mod slutningen af showet. Det var tydeligt, at Morgan ikke havde meget tilovers for denne gamle traver; han nynnede halvdelen af sangen og lod publikum synge resten.

Med sig denne aften havde Seether ’låneguitaristen’ Clint Lowery fra amerikanske Sevendust – og sikke et godt valg! Det er svært at forestille sig en guitarist, der passer bedre ind i Seethers univers og umiskendelige lyd. Lowery varetog hovedsageligt opgaven som lead guitarist, men leverede også en ganske habil sangstemme, fx i ”Nobody Praying For Me”, hvor vokalharmonien sad lige i skabet. Bassist Dale Stewart var som sædvanlig bandets vittige gut, trommeslager John Humphrey var den seriøse, og frontmand Morgan gav os lækker rockvokal og solide Nirvana-vibes.

Selvom koncerten var energisk, bar den også præg af en introvert Morgan, der gemte sig bag sit hår og larmede enormt meget med sin guitar mellem numrene – i stedet for at tale til publikum. Dette er efter min bog en skam, for Morgan er rent faktisk en rigtig humoristisk fyr, hvis bare han giver sig selv lov. Det gjorde han trods alt et par gange under aftenens festligheder: Midt i sættet brød han spontant ud i Joan Osbornes ”One of Us”, og under sidste nummer, klassiske ”Remedy”, sprang han ned fra scenen.

Faktisk var dette nummer koncertens højdepunkt, og showet sluttede derfor med et brag. Morgan rendte rundt på gulvet, Stewart rystede røv på scenen, og da Lowery brølede ”1, 2, 3, 4” i mikrofonen, gik publikum amok. Dermed satte Seether et pænt punktum for en pæn koncert.

Sætliste

• Stoke the Fire
• Gasoline
• Truth
• My Disaster
• Nobody Praying for Me
• Rise Above This
• Save Today
• Country Song
• Words as Weapons
• No Jesus Christ
• Broken
• Fine Again
• Betray and Degrade
• Fake It
• Let You Down
• Remedy

7/10