Foto: Julia Nikiforova / JN Lightning Photography · Se flere billeder i galleriet

ORM

Lille Vega, København V

Fra Intet til Altet på halvanden time

Nogle gange kan man fornemme, når noget stort er under opsejling. Allerede et godt stykke tid før klokken 21, hvor supportbandet Offernat skulle gå på scenen, var der godt fyldt op i Lille Vega i København. Orms kæmpeværk Intet • Altet var netop udkommet, så det var jo en slags releasekoncert. Ville gruppen virkelig spille hele den nye udgivelse? Altså 90 minutters storslået, dyb og uhyre kompleks musik i ét hug? Det var ikke til at vide, men spændingen i Vega var mærkbar. Inden vi fik svar på det spørgsmål, skulle vi dog lige stifte bekendtskab med et af de nye og spændende bands på den københavnske metalscene.

Offernat

Det er altid godt at kende nogen, der kender nogen. Da Offernat for nylig sendte deres yderst vellykkede All Colours Retract på gaden, var det med Simon Sonne Andersen fra Orm som producer. Det er selvfølgelig nærliggende at tro, at det faktum har haft indflydelse på valget af Offernat som support på Intet • Altet-turen rundt i landet den næste måneds tid. Uanset hvad: Når man får sådan en mulighed, så skal man bare gribe chancen, og det må man sige, at Offernat gjorde fra første sekund, da de gik på scenen. Her på Heavymetal.dk var vi som nævnt svært tilfredse med All Colours Retract, og det levede københavnerne bestemt op til her i Lille Vega. Gruppen spillede deres black metal-inficerede udgave af post/sludge-metal med masser af dynamik, indlevelse og vildskab. Godt nok lød trommeslager Jonas Bangstrup mindre som Scott Kelly end på pladen, men inspirationen fra Neurosis var stadig ikke til at tage fejl af. Man får ikke minus i min bog for at lade sig inspirere af de kriseramte amerikanere, og slet ikke når det gøres med overskud og egen tilført kreativitet som her. Støjelementerne i gruppens udtryk var ikke specielt interessante, men de fyldte heldigvis ikke ret meget, tværtimod fungerede musikken bedst, når den var tung og sludget. Publikum gjorde ikke så meget væsen af sig før til sidst, og det var svært at forstå. En absolut godkendt optræden fra et dygtigt band, der garanteret har endnu mere at byde på i fremtiden.

7/10

Orm

Ét er fremtiden, men nutiden tilhører Orm, der med deres nye mesterværk, Intet • Altet, endnu en gang har hævet barren for, hvad den danske metalscene kan præstere. Det var tydeligt fra starten, at gruppen trods deres insisteren på nedbrydning af genregrænser i den grad har fat i noget, metal-Danmark har brug for. Nok var der vist ikke udsolgt, men der var stor trængsel foran Lille Vegas scene, så over 400 publikummer var vi da i hvert fald til stede. Det er absolut mere end godkendt. Vi fik en båndet intro fra Intet • Altets første sang, ”Fra Dyden”, og så gik Orm ellers i gang i det, der skulle vise sig at være ren opvisningsstil. Man kunne godt se, det krævede stor koncentration at få al kompleksiteten i de lange sange til at gå op i en højere enhed, men alligevel var der allerede fra starten også plads til løssluppenhed og begejstring fra bandmedlemmerne.

Alt blev leveret stilsikkert og med indlevelse, og publikum var også med helt fra starten. Eneste minus var vel, at vokalerne lå lige højt nok i mixet (det samme gjorde lilletrommen). Man kan godt forstå, at gruppen ønsker fokus på vokalerne og dermed teksterne, for de fylder med rette meget på Intet • Altet, men her blev det altså lige i overkanten. Lilletrommen blev heldigvis rettet ind i løbet af sættet, der på imponerende vis inkluderede hele den nye udgivelse. Eller det vil sige næsten, for vi fik ’kun’ en forkortet version af den ubeskriveligt smukke ”Trance/Floden, som kan lede” – heldigvis med trompet- og violinstykkerne intakte. Egentlig ærgerligt, for afslutningen er noget af det allerbedste på den sang, men det var alligevel nok en god ide i en koncertsammenhæng at skære lidt ned for de meget rolige og meditative passager i den sang. Specielt, når man atter en gang må konstatere, at store dele af metalpublikummet her til lands stadig ikke ved, hvornår de skal holde deres kæft og bare lytte med. Orm fortsatte heldigvis ufortrødent, og vi var da også mange, der var fuldstændig opslugte af gruppens energier.

Drevet af passion

Det er næsten ikke til at forstå, at et band, der jo egentlig har musikken som en fritidsbeskæftigelse, kan levere ikke bare plader på det her niveau, men også gøre det så overbevisende live, som de gjorde denne aften under turnéens allerførste koncert. Det må koste så meget blod, sved og tårer og ikke mindst timer, uger og måneder. Det vidner om passion på et ubeskriveligt højt niveau, og det var undervejs tydeligt at se, hvor meget det her projekt betyder for mændene bag Orm. Den passion blev givet videre til en flok taknemmelige gæster, der alle var vidner til noget stort i Lille Vega.

9/10

Sætliste
”Fra dyden”
”Floden, som kan skabe” 
”Trance/Floden som kan lede”
”Mod døden”

Tilføj kommentar