Klassisk rock i smukt moderne format
Bestemt ikke færdige
Måske var du en af dem, der oplevede en helt suveræn koncert med amerikanske All Them Witches på dette års Copenhell. Hvis ja, og hvis du ellers kunne holde til den næsten dræbende varme, bevidnede du et band, der ikke bare har fået et nyt lineup, men også er vokset rent musikalsk. Den overlegne selvsikkerhed, spilleglæden og det formidable groove, bandet leverede live, har de også altid haft på plade. Men bedst som man troede, de havde ramt toppen, og efter seks års albumpause måske ikke havde meget mere i sig, overrasker de med deres nyeste plade, House Of Mirrors.
Fra store drenge til voksne mænd
Som skrevet er det seks år siden, vi sidst hørte fra Tennessee-kvartetten, og dengang var det i form af pladen, Nothing as the Ideal. Albummet blev det sidste med den originale trommeslager Robby Staebler, som forlod bandet i 2024, og siden er Christian Powers trådt til. Sammen med resten af gruppen har han været med til at indspille en masse af de nye numre, bandet begyndte at turnere med for et par år siden. Helt nye er sangene derfor ikke, men som et samlet album er det noget nær det bedste, denne anmelder har hørt fra All Them Witches.
Det er aldeles vanskeligt at putte gruppen i en bestemt kasse og påstå, det blot er hardrock, blues, doom eller noget helt fjerde. Bandet bevæger sig nemlig rundt i et psykedelisk spændingsfelt af riff-domineret americana-rock, hvor de er lidt af det hele og alting på én gang. På House Of Mirrors er det dog, som om det meste går op i en højere enhed end tidligere, hvilket vidner om stor modenhed hos de fire medlemmer. De har alle dage hyldet deres rødder, og her gør de det ganske konkret med deres egen fortolkning af den traditionelle gamle blues-traver “Red Rocking Chair”. Her i en yderst syret version på over seks minutter, som er lige på nippet til at blive kedelig. Men så er det godt, heksedrengene ligeledes kan finde på at spille groovy bluesrock, man ikke kan stå stille til. Som når de på “Hold Up, Say What” og det formidable “Angel on the Wayside” praktisk talt lyder som kollegerne i Rival Sons. “Turn On The Light” er bestemt heller ikke kedelig, og det er svært at løsrive sine ører fra tanken om, at det næsten lyder som grunge. Lidt mere strøm og et højere tempo, så nærmer man sig Seattle i 1993.
House Of Mirrors er ikke mere end ti numre på godt 43 minutter, men alligevel formår All Them Witches at vise imponerende bidder af alle de facetter, de mestrer. “Go-getter” og i særdeleshed “Starting Line” er glimrende eksempler på bandets kompetencer inden for det afdæmpede, psykedeliske og melodiske. Og helt enestående bliver det på “The Welterweight”, som jeg ikke tøver et sekund med at udråbe som vidunderligt smukt. Giv det lige et lyt, hva’?
Bragende gode balancer
House Of Mirrors er ikke bare en stilmæssigt flot blanding af diverse nuancer af bluesy hardrock. Det er også et album, hvor All Them Witches på smukkeste vis skaber ligevægt og harmoni mellem visionær fremtid og nostalgisk tilbageblik. Og ligeledes mellem det introverte og ekstroverte. Det er muligvis ikke en plade, der er lige lettilgængelig for alle, men ved gentagne lyt er der gode chancer for, at albummet vokser sig stort og mageløst. Det gjorde det i dén grad hos undertegnede, og kan derfor anbefales til alle, der har en forkærlighed for riffstærk klassisk rock og blues, som godt må tage chancer ud i det syrede.
