Ormen har skiftet ham, desværre

Jeg betragter Orms eponyme debut fra 2017 som en af de bedste debutudgivelser inden for dansk metal, men afgjort også som en af de bedste danske metalskiver til dato. Med sine større-end-livet-riffs, sin maleriske atmosfære og sin helt særegne uldne og varme lyd, der mestendels minder om en gåtur igennem en efterårsskov, er Orm virkeligt et storslået værk. De to efterfølgende skiver, Ir og Intet – Altet, var en kende for langhårede og vægelsindede efter min smag, men det musikalske niveau var dog fortsat tårnhøjt.

Så Orm røg imidlertid i glemmebogen, men så gik vi ind i 2024. Her fik vi både den fremragende single “Slør”, og vi fik lov at høre Orm spille med musklerne sammen med Baest på “Misfortunate Son”. De to vakte atter min interesse for Orm, og da bandet så samtidig løftede sløret for, at den næste udgivelse ville blive mere rifforienteret og med kortere numre, håbede jeg på, at vi endeligt fik et album a la debuten igen.

Nu sidder jeg så med Guld på anlægget og må konkludere, at ormen virkeligt har skiftet ham.

Hvor er den sande Orm?!

Hvis ikke det var, fordi jeg sad med alt promo-materialet, så havde jeg aldrig gættet, at det her var en Orm-udgivelse. Havde nogen derimod fortalt mig, at det var en skive lavet af et nyt norsk blackened death-band, så havde jeg troet dem. Væk er den klassiske uldne og varme lyd og produktion, væk er de titaniske melodier, og væk er Theis Wilmer Poulsens tordnende brøl.

I stedet får vi endeløse blastbeats, skærende guitarriffs, der alle virker til at følge den samme chugga-chugga-chug-formel, og det hele bliver akkompagneret af relativt flade skrig.

Jovist, nu og da kan man da godt fornemme de skæve og progressive elementer, som altid har været en del af bandets essens. Men ulig før er de ikke længere vævet ind i musikken; i stedet kommer de bare dumpende midt i det hele, uden varsel. Det er især tydeligt på “Udskammet”, hvor der klippes ret hårdt fra fuld smadder til et par sekunders stilhed efterfulgt af lejrbålsguitar.

Det virker malplaceret og ærlig talt kikset – og når man nu ved, hvor dygtigt bandet ellers før har været til netop at skrive og komponere, så fremstår det også noget amatøristisk. Jeg er mildest talt forundret over, at dét her er en Orm-skive.

Faktisk så forundret, at jeg var nødt til at henvende mig til den af mine kolleger, som er den absolut største Orm-fan, jeg kender. Men selv han var dybt forundret og, ja, skuffet over denne her skive.

Havde det her nu været bandets debut, og så var alt andet kommet derefter, så havde det måske givet mening, da der så havde været en tydelig progression, men i stedet er vi vidne til en decideret musikalsk regression. Det er faktisk ret svært at sige noget pænt om Guld, ja, faktisk er det at få øje på guldet lidt som at finde en nål i en høstak.

Produktionen er flad som en pandekage, guitarerne lyder som myggesværme, og kompositionerne er enormt formulariske. Med andre ord får man helt lyst til at ruske Orm og forlange at få at vide, hvor den rigtige Orm er henne – som en afsløret spion i en dårlig actionfilm.

Guld og grønne skove

Dog er der da enkelte små guldklumper hist og pist. “Martret” er et udmærket nummer – nok det tætteste, Guld har på et reelt hit – og mellemspillet i “Af magt” fungerer også ganske godt. Men når man sammenligner med alt andet, som bandet nogensinde har præsteret, er noget, der kan koges ned til halvandet godt nummer, langtfra imponerende. Vi blev lovet episke riffs og storladne melodier, vi blev lovet hårdtslående numre og en tilbagevenden til rødderne. Vi blev lovet guld og grønne skove, men fik desværre blot en lang næse.