Jo Quail

Den aften for snart seks år siden var Quails koncert plaget af en lydmand, der, for at sige det mildt, ikke var sin opgave voksen. Det blev heldigvis hurtigt tydeligt, at den slags problemer var der ingen af denne gang. Vega havde styr på sagerne, og vi fik derfor uforstyrret lov til at nyde Jo Quails unikke tilgang til at spille cello. Med en yderst begavet brug af looping forvandledes dette fine, klassiske instrument i hendes hænder til lyden af et helt orkester. Quails optræden var mere afdæmpet end i Pumpehuset, og når hun her i Vega talte til os mellem numrene, fremstod hun som en skrøbelig solist, der hudløst ærligt stod foran os. Når hun lod musikken tale, dykkede hun derimod helt ned i sangene med både en imponerende koncentration og overskudsagtig udstråling. 
 

Højdepunkterne var ”Gold” fra Five Incatations og ”Forge” fra Exsolve, og på sidstnævnte fik vi endda lidt af de rockede/metalliske elementer, som man aner lidt flere af på hendes udgivelser. Dem kunne hun til lejligheden godt have skruet lidt mere op for. Det blev der desværre ikke meget af – for oplagt måske? Konklusionen efter denne opvarmning må være, at man ganske enkelt ikke behøver andre instrumenter end en cello. Trommer, bas, keys og stort set alle andre strengeinstrumenter er dækket helt ind, når Jo Quail står bag celloen. En smuk optræden, der dog aldrig løftede sig op til det helt store.

7/10

Myrkur

’Rejsen er aldrig kedelig’, skrev jeg sidste år, da jeg kårede Myrkurs Spine som 2023’s næstbedste danske album, og kedeligt var det absolut heller ikke her i Vega. Med blandt andre Maja Shining (bas, keyboard, sang) og Mikkel Haastrup (guitar) på scenen var det uden tvivl det bedste band, jeg endnu har set Myrkur stille op med. Sammen med chefen diskede de fra starten op med en stribe sange fra det nye album, og en ting var meget tydelig med det samme: Maja Shinings vokal klædte det samlede udtryk helt vildt godt, for der er ikke mange, der formår at synge lige op med Amalie Bruun.   

Bortset fra vuggevisen ”Menneskebarn” fik vi alle sangene fra Spine, men det er jo altså også en kort sag på kun lidt over en halv times spilletid. De blev uden undtagelse leveret ret forrygende, og selv ”Valkyriernes sang”, som jeg ellers kritiserede som noget rod, da jeg anmeldte Spine sidste år, hang i livesituationen bedre sammen end på albummet. Netop ”Valkyrierne” gav en fed overgang til den gamle ”Dybt i skoven” fra debuten M. Man kunne en kort overgang næsten tro, man var til metalkoncert, og stemningen i det ellers ret afdæmpede Store Vega fik et tiltrængt løft. Efter et par sange fra Mareridt, blandt andet den smukke ”Crown” (med Jo Quail tilbage på scenen), returnerede vi til Spine, blandt andet med ”Blazing Sky”s perfekte mix af metal og Myrkurs unikke pop.

Bedst som der for alvor var kommet stemning i salen, sagde Myrkur efter bare 45 minutter tak for i aften. Heldigvis fik vi da et par ekstranumre at gå hjem på. Først den altid episke ”Ulvinde” og så den mest Spine-agtige sang fra Mareridt, bonusnummeret ”Death of Days”. En lidt underlig afslutning fra en kunstner, der, på godt og ondt, altid insisterer på at gå sine egne veje. Det, vi fik, var tæt på fremragende, men under en times optræden fra et så stort navn som Myrkur med masser af stærke sange i diskografien er bare alt for lidt. Det fortsætter selvfølgelig hendes tendens til udelukkende at fokusere på det nye, hvilket jo har det med at udfordre trofaste fans. Det virker i det hele taget, som om Amalie Bruun stadig ikke befinder sig helt trygt i rollen som frontfigur og ’rockstjerne’, men bevidst søger at udfordre folks forventninger. Fred være med det, men det kan altså godt lade sig gøre at fremhæve det nye uden at forbigå det gamle. Slip bare dæmonerne løs, Amalie! Du har meget mere at give af …

8/10