Slayer
I de seneste år har det absolut ikke været nemt at være Slayer. I en lang periode måtte guitarist Jeff Hanneman kæmpe med sygdom, der desværre resulterede i hans alt for tidlige død. Derudover sagde de også farvel til trommeslager Dave Lombardo efter en bitter strid om penge. Men trods interne stridigheder, stor sorg og en udskiftning af halvdelen af bandet, er Slayer kommet uhyggeligt godt tilbage på den store scene - og det var da også et skræmmende oplagt band, der trådte ind på scenen i Horsens omkring kl 19.45. En times tid var hvad de havde at gøre at gøre godt med, men man må i den grad sige, at de ikke spildte tiden; Ikke så meget pjat, ikke så meget snak, men derimod noget nær den fedeste setliste Slayer overhovedet kan mønstre. Der blev lagt ud med “World Painted Blood" og så buldrede Slayer-toget ellers derudaf de følgende 60 minutter, sublimt anført af guitarist Kerry King i rollen som togfører. Lyden var i top (og det var mastervolumen-knappen også!), bandet var tændt og de to ’nye’ folk, Paul Bostaph og Gary Holt gjorde det fuldstændig upåklageligt. Det var en hitparade og mesterlig opvisning i thrash når det er allerbedst. Efter at højdepunkter som “War Ensemble", “Dead Skin Mask" og “Raining Blood" havde revet ens ører af, sluttede de af med en hyldest til Jeff Hanneman i form af “Angel of Death" - Slayer kom, så og sejrede - og viste på fornemmeste vis at de stadig er et heavyband i den absolutte topklasse.
Metallica
Så var det blevet tid til aftenens hovednavn. Mørket havde så småt sænket sig over det gamle statsfængsel, og da AC/DC's "It's a long way to the top (if you wanna rock n roll)" bragede gennem højtalerne, vidste de fleste, at det nu var ved at være tid til godt to timers Metallica. Turnéen hedder "By Request", og det gør den fordi, det er de fans med billet til de pågældende koncerter, der via online-afstemning har fået lov at bestemme setlisten. Og den var faktisk skruet rigtig godt sammen på denne aften; Efter vanlig intro i form af Ennio Morricones forrygende "Ecstasy of Gold" gik bandet på og gav os nogle super energiske og perfekt eksekverede udgaver af "Battery", "Master of Puppets" og "Welcome Home (Sanitarium)". Forrygende start fra et band, der, trods deres efterhånden mange år på bagen, var særdeles veloplagte og i dejligt spillehumør. Især forsanger James Hetfield beviste, igen igen, at hans evner som frontmand og heavy-entertainer er i særklasse - mage til nærvær med sit publikum skal man lede længe efter. Metallica, der jo ellers er kendt for at gøre hvad der passer dem (af og til med svingende succes…!), var tydeligt indstillede på, at denne aften var for deres mange fans skyld - og de blev ikke skuffede! Den publikumsbestemte setliste var, som sagt, fremragende. Den afveg måske ikke så vanvittigt meget fra hvad Metallica selv kunne have fundet på, men med numre som “The Unforgiven", “…And Justice For All" og ikke mindst “Wherever I May Roam" var der lige præcis den tiltrængte variation, som efter mange års greatest hits-koncerter var nødvendig for ikke at blive en gentagelse af noget, de 35.000 fremmødte havde set før. Efter en perfekt leveret og højpotent “Enter Sandman" blev nummeret “St. Anger" spillet - stemt ind med røven i vandskorpen og spillet for første gang i otte år! Dette har selvfølgelig sine indlysende årsager, som vi ikke skal komme nærmere ind på her, men jeg må sige, at nummeret fungerede en del bedre live end det gør på albummet af samme navn. Det bliver nok aldrig en klassiker til Metallicas koncerter, men på denne aften passede det faktisk ganske fint til resten. Efter “Creeping Death", som var blevet stemt ind via sms-afstemning i løbet af koncerten, blev der, vanen tro, sluttet af med “Seek & Destroy". En forrygende dag og aften var ved at være slut, og selvom det var denne anmelders femte Metallica-koncert, forlod jeg alligevel det gamle fængsel med en dejlig fornemmelse. Jeg havde nemlig lidt bange anelser på forhånd, der gik på, at Metallica efterhånden bare er en gammel cirkushest, der ikke ved hvornår den bør forlade manegen og lade sig pensionere, men lige kører endnu en aften hjem på rutinen. Bevares, Metallica har da nok deres bedste dage bag dem, men på denne aften beviste de, at de stadig kan overraske og levere et allerhelvedes godt liveshow af ypperste kaliber. Top professionelt, nærværende og ærligt - den gamle cirkushest kan så sandelig godt endnu!