Telos

Telos er blackened hardcore med så meget attitude, at det er svært at se væk, når de indtager scenen. Det gjorde sig således også gældende denne aften. Allerede inden musikken gik i gang, stod Victor Kaas i front klar med et vredt udtryk og skuende ud over salen. Og så snart musikken brølede i gang – ja, så fulgte han i den grad med. Og man skulle så sandelig være på tæerne, hvis man ville følge med. Bandet består af ekstremt kompetente kræfter, og det er helt tydeligt, at de havde totalt styr på, hvor skabet skulle stå. Trommeslageren så endda ud til at småkede sig et par gange, hvilket er en fabelagtig kontrast til det sindssyge lydbombardement, han fyrede mod os.

Kaas har alle dage været en forsanger, som man enten elsker eller hader. Jeg ved, vi har folk på redaktionen, der mener, han er alt for meget. Men det kan altså noget. Det maniske. Det virrende hoved. De bidske vokaler og den sindssyge energi. Ikke engang 20 sekunder inde i koncerten så jeg da også et par kvinder gå ud af salen, fordi det larmede for meget. Men altså… det er hardcore. Det skal jo skramle og larme, så man kan mærke det helt ind i knoglerne. Og det gjorde de fremmødte i den halvfyldte sal så sandelig. Musikken er ikke ligefrem lettilgængelig. Det er i virkeligheden nok indbegrebet af, hvad min kæreste hader ved metal. Det larmer og skramler, og man ved aldrig helt, hvor det næste stik kommer fra. Bliver du kørt ned af trommernes buldren? Eller de skingre guitarer? Eller Kaas’ vanvittige og dyriske skrig?

Desværre var lyden kun delvist med bandet, og flere gange kunne man høre decideret hyletoner. Men bevares – i det kakofoniske kaos, Telos blæste udover scenen, så kunne det også være en del af udtrykket. Publikum var desværre kun sådan nogenlunde med på legen. De fleste stod stille undervejs, men der var heldigvis et par dedikerede fans, der lod sig rive med og skabte noget liv foran scenen.

Da de sluttede sættet af med ”Throne”, så var det med speederen i bund og et publikum, der endelig lod sig rive lidt mere med. Det kan være en utaknemmelig opgave at være opvarmning, og jeg tror desværre, at det påvirkede i hvert fald min egen oplevelse af Telos’ koncert. Publikum var ikke ankommet i særligt stort antal, og de fremmødte var måske bare ikke lige helt klar til at smadre kranier endnu. Ærgerligt for Telos, men de får lov til at prøve igen om en måneds tid på Copenhagen Metal Fest. Vær der, hvis du vil have øretæver.

7/10

Fit For An Autopsy

Fit For an Autopsy har eksisteret i 15 år og leverer deathcore af øverste hylde. Musikken er medrivende, og teksterne er langt bedre end gennemsnittet. Hvis du altså har tid til at læse teksterne. Forventningens glæde var da også tydelig hos alle fremmødte, for nu var det endelig tid til, at Fit For an Autopsy skulle knuse scenen. Med det samme bandet gik på scenen, blev band og publikum til et sammenhængende frådende monster. Som musikken blæste ud over scenen, sendte publikum energi retur i form af skrålende halse, flyvende djævlehorn og en frådende pit.

De velprøvede og effektive breaks fra numre som ”Black Mammoth” og ”The Sea of Tragic Beasts” kom velsmurte ud af core-maskinen og sendte publikum i rasende fart rundt i salen. Selvom jeg ikke synes, at lyden var helt på plads, så lod det ikke til at påvirke publikum det mindste. De var klar til at gøre tirsdag til tonsedag. De fræsende guitarer fra Pat Sheridan, Will Putney og Tim Howley blev bakket godt op af Josean Orta bag tønderne og bassisten Spinazola – og alle mand udstrålede spilleglæde og uovertrufne evner. Og så har vi ellers manden i front. Joe Badolato. Han var som et vildt dyr på scenen, og hans vokale præstation var fremragende. Her vil jeg også gerne fremhæve et nummer som ”Hellions”, der blev skreget og brølt ud, som om det gjaldt ham livet selv. Vildskaben blev heldigvis matchet af publikum, og oplevelsen gik op i en højere enhed.

Da Badolato først præsenterede og derefter satte gang i ”Absolute Hope Absolute Hell”, så imploderede festen. ”Far From Heaven” fulgte snart efter og lukkede for en helt forrygende koncert, der må være blevet hørt vidt omkring. Suveræn tirsdag aften.
Fit For an Autopsy overtog fuldstændigt salen denne aften og ejede scenen fra start til slut. Salen var fyldt til bristepunktet med begejstrede publikummer, og det var tæt på, at folk måtte trække ud ad dørene, hvis de ville gå fri af circle pitten. Bandets optræden var på alle måder gennemsyret af lige dele professionalisme, talent og spillelyst – og en evne til at engagere publikummet. Joes skrig kan give enhver gåsehud af fryd, og Patrick Sheridan er intet mindre end fremragende på lead guitar. Selv hvis aftenen sluttede her, så var jeg gået glad hjem.

Sætliste

• A Higher Level of Hate
• Iron Moon
• Black Mammoth
• Warfare
• Savages
• The Sea of Tragic Beasts
• Pandora
• Hellions
• Absolute Hope Absolute Hell
• Far From Heaven

9/10

Killswitch Engage

Aftenen fortsatte på højt niveau, da Killswitch Engage gik på præcist kl. 21.50 til et vildt hav af metalhoveder. Alle var spændte som fjedre efter den suveræne forestilling, Fit For an Autopsy leverede. De lagde fra land med, hvad man må kalde en klassiker, nemlig ”My Curse”, der straks fik den fyldte Bios tag til at løfte sig. Den smukke guitar i begyndelsen og det syng-med-venlige omkvæd gjorde det nemt at fortsætte de gode takter.  

Dutkiewicz var flyvende på lead guitaren med sin velkendte ”smarte” hawaiiskjorte og neonpandebånd. Han var i vanlig stil i højt humør, men udover at være et legebarn i stil med Will Ferrel så spillede han tight som altid og lagde en mere end solid backing vokal. Og det skulle vise sig at være ret vigtigt. For Jesse Leach havde desværre ikke verdens bedste aften. Hans vokal haltede ad flere omgange undervejs, men blev dog til dels reddet af Dutkiewicz’ kor og det til gengæld utroligt velspillende og glade band bestående af yderst kompetente Foley på trommer, Stroetzel på guitar og D’Antonio på bas. Og så et taknemmeligt publikum. For den ros skal publikum have. De var konstant i bevægelse, skrålede med og gav masser af energi op mod scenen. 

Jesse Leach gik ad et par omgange helt ned til publikum i front, så man fik nærkontakt af alle grader, hvis man befandt sig i de forreste rækker. Det skete bl.a. ved en af deres suveræne klassikere ”This Fire Burns” fra 2006. Hele salen blev fanget af stemningen, publikum svajede frem og tilbage og skrålede yndigt sammen ”Even through the darkest days, this fire burns, always”. Personligt så savnede jeg Howard Jones’ fremragende vokal, der stod i front for bandet, da nummeret blev indspillet. Det samme gjorde sig gældende under det ellers suveræne nummer ”The Signal Fire”, der i sin tid blev indspillet som duet mellem netop Howard Jones og Jesse Leach.
Sætlisten bød i det hele taget på en bred vifte af sange fra bandets mangeårige karriere. Det kan dog undre, at man lader albummer, der er blevet indspillet med en anden forsanger, fylde så meget, men at de udelod fx publikumsfavoritten ”Holy Diver”. Men uagtet den bredside så var publikum tydeligvis med bandet, og numre som ”Rose of Sharyn” resulterede i en gigantisk circle pit. Musik kan så sandelig tæve folk til adlydelse. Bandet sluttede af med den smukke ”My Last Serenade”, der meget passende udløste en gedigen omgang fællessang, og Jesse var ude at flyve på publikums hænder. Vi manglede bare et lejrbål og en omkransende skov, så havde den været slået helt i bund. 

Det kan være utaknemmeligt at være opvarmning, men det kan også være utaknemmeligt at komme efter et så velspillende og oplagt band som Fit For an Autopsy. Og det gør sig gældende her. Havde de ikke været på først, så havde jeg ikke tænkt nær så meget på, at publikum kunne gå mere amok. Men nu havde jeg jo lige set det. Og hvis nu jeg ikke havde hørt ret meget af det bagkatalog med Jones på vokalen, så ville jeg nok heller ikke have slået så hårdt ned på Leachs vokal. For den var desværre svag i dag. Bandet er dog et virkeligt tight bekendtskab, der dygtigt og effektivt skruer numre sammen, der fungerer rigtigt godt live.

Sætliste

• My Curse
• Rise Inside
• This Fire
• Reckoning
• The Arms of Sorrow
• In Due Time
• A Bid Farewell
• Beyond the Flames
• The Signal Fire
• Unleashed
• Hate by Design
• The Crownless King
• Rose of Sharyn
• Strength of the Mind
• This Is Absolution
• The End of Heartache
• My Last Serenade

8/10