Rytmekons for talblinde
Kan du tælle til fire? Er du sikker på det? Både Car Bomb og Imperial Triumphant opfordrede flere gange publikum til at klappe med under koncerten, og det må have været en ondsindet spøg, for rytmesansernes tidskoder var mere utilregnelige end DSB’s rejseplan under sporarbejde. Hænderne hang flere gange afventende i luften i forsøget på at fange et beat mellem håndfladerne, og de fleste opgav hurtigt ævred. Det var dog ingen hæmsko for publikums energi, der blot voksede, som aftenen skred frem. Koncerten fremkaldte en nostalgisk følelse af vægelsind, når man på Copenhell var nødsaget til at vælge mellem de bands, der spillede samtidig. Samme aften indtog The Smashing Pumpkins og Myrkur nemlig Store VEGAs skrå brædder. Det medførte et lille indhug i fremmødet, men publikum formåede alligevel at fylde salen med et stort nærvær. Alle tre bands leverede varen til en mindeværdig aften, og man nærede ingen misundelse til dem, der var taget til de lidt større bands.
Frostbitt
“Hvad siger manden, Misse?”, udbrød en blandt publikum, for forsanger Ivan Hansen fra Frostbitt valgte at tale til os på norsk. Det lød nu fint forståeligt, men alligevel var det også en fin gestus, at et af medlemmerne forsøgte sig på gebrokkent dansk. Generelt havde bandet en god publikumskontakt og varmede salen op med 00’er-nostalgi, så det baskede. Musikken mindede om tiden, før Korn kom i kommercialismens mikrobølgeovn og blev poppede. Hansens vokal lød som et elskovsbarn af Chino Moreno og Jonathan Davis. På den ene side vakte det genhørets glæde ved at genopleve en samtidig version af min opvæksts musik; på den anden side ville jeg have ønsket, at de havde en mere selvstændig stil. Trommeslager Steffen Amandus Nielsen var dog imminent, og hans nyfortolkning af nu-metallens trommeside medførte et friskt pust til det samlede lydbillede. Frostbitt er et mindre band med under 4.000 månedlige lyttere på Spotify, men det tal voksede helt sikkert efter en aften, hvor de efterlod scenebrædderne brandvarme til Car Bomb. Spilleglæden skinnede ud af dem alle, og særligt Hansen mødte os med så stort et smil, at det kunne have flækket ansigtet over. Det kan også være tilskrevet den humor, som bandet bragte for dagen, særligt under Pidgeonbots. Her blandede duekurren sig med blastbeats, og man fornemmede, at bandet forsøgte at lægge slagrytmen efter duekaldet. Det var kreativt, selvom det ikke holdt sig flyvende gennem hele nummeret, men lidt faldt til jorden som en gumpetung skovdue, der har spist for meget pølsebrød. Dog fortjener bandet stor respekt for at forsøge noget helt nyt, der fuldkommen bryder alle konventioner og forventninger. Hvis bandet arbejder videre med eksperimenter som dette, er der meget godt i vente. Frostbitts koncert var aftenens korteste, og efter sidste nummer var man som en forslugen due blot sulten efter mere.
Car Bomb
Amerikanske Car Bomb var en bilbombe af energi, hvis eksplosion sendte trykbølger af energi gennem publikum. Der var intet sted at gemme sig for trommeslager Elliot Hoffmans rytmer, der snart sneg sig ind på det ene øre for blot brat at skifte retning og sende en rytmisk knytnæve mod den anden kind, man lige havde vendt til. Bassist Jon Modell gav strengene smæk og var i så nær kontakt med publikum, at han var lige ved at vælte ud over scenekanten. Man blev næsten blæst væk af hans basgange, hvis man da ikke blev taget af vinden fra guitarist Greg Kubackis hæsblæsende riffs. Ligesom Frostbitt havde Car Bomb humor. Det kom eksempelvis til udtryk, da de lavede en joke i stil med Falling In Reverses “this is the heaviest song we have ever written”, da bandet pludselig slog over i recession med popinspireret rock ledsaget af skrigende pink scenelys. Det var et overraskelsesmoment, der vækkede opmærksomheden og gjorde lytteren klar til at modtage endnu en gennembankning af gedigen smadder. Eller som da forsanger Michael Dafferner pludselig gav sig til at genopføre Jesus Christ Superstar – øjensynligt ikke af anden grund, end at det lige faldt ham ind. Og hvorfor ikke? Der måtte gerne have været endnu flere af disse stemningsskift, for mod koncertens sidste halvdel var ørerne lidt stakåndede af at løbe efter kompositionernes kakofoniske harmonier. Car Bomb havde dog gemt det bedste til sidst og afsluttede aftenen med et brag under Secrets Within, der kunne sætte adskillige bilalarmer på gaden i gang.
Imperial Triumphant
Hvis trompeten giver en uklar lyd, hvem vil så ruste sig til kamp? Det spørger Paulus om i Første Korintherbrev. Amerikanske Imperial Triumphant har svaret, for da de ved aftenens koncert fremdrog et messinghorn, var alle blandt publikum beredte på nærkamp. Aldrig har jeg været vidne til så ukorrekt en måde at spille trompet på. I stedet for at blæse i hornet sønderbankede bassist Steve Blanco sin stakkels bas med det, og effekten var et både visuelt og auditivt kaos. Imperial Triumphant præsterede en medrivende koncert med komplekse kompositioner som Lexington Delirium, hvor man på intet tidspunkt vidste, hvad der ventede. Inspirationen fra jazzens verden er tydelig i forsanger og guitarist Zachary Ezrins riffs samt trommeslager Kenny Grohowskis kreative trommetonsning. De viste således, hvordan bandets lydbillede bevæger sig helt ned i den mørke muld for at viste os metallens rødder og de mareridtstræer, der er opvokset af dem. Ezrins stemme forcerede guldmaskens gitter og leverede velplacerede hæse growls, når han ikke talte til publikum mellem numrene med sin robotagtige stemme. Der var et klart element af absurd teater over hele seancen, og det er tydeligt, at bandet vægter deres æstetiske fremtoning højt. Maskerne afgav projektørernes gyldne genskin, mens Ezrin uddelte en uhellig nadver i form af mousserende vin, hvis skum han først badede publikum i, inden han udskænkede dens dråber direkte ned til de forrestes drøbler. Corpus Christi fik vi dog ikke noget af, men det var nok heller ikke gået sådan at kaste med brød – det havde nok bare tiltrukket de tidligere Pidgeonbots. Når vi nu er ved det lommeteologiske, var det befriende at høre så velklingende og generelt grammatisk korrekt latin. Det kunne andre bands tage ved lære af.
En garde, avantgarde!
Jeg er sikker på, at The Smashing Pumpkins og Myrkur også leverede et fortrinligt show, men efter så mindeværdig en aften fortrød jeg på ingen måde mit koncertvalg. Lille VEGA havde både lyd og særligt lyset på plads, og det medvirkede til at fuldende de ret forskellige stemninger, som hvert band søgte at skabe. Umiddelbart virkede sammensætningen af Frostbitt og Imperial Triumphant som et umage par, men ligesom med nogle uforståelige parforhold virkede det alligevel. Man gik hjem med hår sammenfiltret af headbanging og en fornyet respekt for avantgardisterne blandt metalfolket.
