Godsmack

Den Grå Hal, København K

Officiel vurdering: 9/10

Efter 20 års venten blev forventningerne endelig indfriet

At vente 20 år på at se et band er rigtig lang tid. Ikke desto mindre er det dog sådan, at det amerikanske hard rockband Godsmack ikke havde sat deres fødder på dansk grund siden 1999, hvor de spillede som opvarmning for Corrosion Of Conformity på Loppen. Så da Godsmack-koncerten blev annonceret tilbage i 2018 engang, var det med julelys i øjnene og forventninger som var jeg en 6-årig dreng dagen inden juleaften, at jeg satte et stort kryds i kalenderen. Denne torsdag skulle blive dagen, hvor det danske publikum skulle rocke med på alle de numre, som Godsmack på deres 7 studiealbums havde udgivet gennem disse 20 lange år. Spillestedet var igen fundet på Christiania, men denne gang var det den grå hal, der lagde scene til koncerten og Godsmack som aftenens ubestridte hovednavn.

Et band i overdådigt spillehumør

Godsmack havde valgt et ganske anonymt scene-setup til aftenens koncert, hvor der hang den obligatoriske banner bag trommesættet og diverse farvede lys spots i loftet. Her var det tydeligvis ikke stedet, der var brugt de store summer, men hvad gør det, når musikken så til gengæld indfrier forventningen og mere til? Bandet var taget på europæisk turné for at promovere deres nyeste album ”When Legends Rise”, og det kunne selvfølgelig ses på sætlisten, som indeholdt en del numre fra netop det album. Heldigvis var der også blevet plads til alle de ældre store hits gennem tiderne, så det var en rigtig fornuftig sætliste, de havde sat sammen.

Bandet virkede tændte og klar på at fyre op under det fremmødte publikum, og anført af den energiske forsanger Sully Erna, skabte de en fed stemning, som i den grad smittede af på publikum. Bandet spillede fremragende, og lyden var rigtig god under hele koncerten. Største overraskelse var da Sully forlod scenen for at komme kørende ind på scenen bag et trommesæt i fuld størrelse. Samtidig kørte det eksisterende trommesæt, med Shannon Larkin bag, ud midt på scenen, så de to sæt stod overfor hinanden. Dernæst fik vi en trommebattle, som i den grad var sat fedt op. En helt igennem vild måde at give publikum en fed trommeoplevelse på. Her skal trommeslager Shannon Larkin yderligere fremhæves, for han var ganske enkelt en oplevelse i sig selv. Med vilde armbevægelser tævede han sine trommer halvt ihjel som en anden Animal fra Muppet Show.

Bandet gav os omkring to timer for fulde udblæsning, og selvom de normalt på denne turné slutter af med nummeret ”I Stand Alone”, så ville de ikke forlade scenen uden også lige at spille AC/DC covernummeret ”Highway To Hell”. Bandet lovede at komme tilbage til Danmark meget snart igen og gerne til et større spillested næste gang. Måske Copenhell skulle læse med her, og få dem booket til næste års festival?

Sætliste:

When Legends Rise
1000hp
Cryin' Like a Bitch
Say My Name
Straight Out of Line
Awake
Unforgettable
The Enemy
Something Different
Keep Away
Love-Hate-Sex-Pain
Voodoo
Whatever
Bulletproof
Come Together 
I Stand Alone
Highway to Hell

Kommentarer (1)

Uno Gall

Godsmack var altså ikke support for Corrosion Of Conformity

Med fare for at blive kaldt nørd, må jeg påpege, at Godsmack ikke var support for Corrosion Of Conformity på Loppen i 1999, som I skriver. Det har jeg også læst i en anden anmeldelse i dag, andetsteds, men det er altså fejlagtig information.
Jeg var til stede på Loppen til Godsmack-koncerten i '99 - og så ikke skyggen af COC. Hvis de havde været der, ville jeg antageligt have opdaget dem... :-)
Godsmack var ved den lejlighed i Eurpoa for at promovere deres selvtitlede debut fra sommeren '98.
Det var i øvrigt et brag af en koncert, som jeg stadig regner son en af de bedste og mest overraskende koncerter, jeg i mit 51-årige liv har været til. Husker at jeg stod omkring en meter fra Sully Erna - og at Loppen ikke engang var tilnærmelsesvis udsolgt. Vi var vel 80-100 mennesker - men ingen af os var altså medlem af Corrosion Of Conformity .