In Flames, Vega, 10/12 2022. Foto af CL Photography
In Flames, Vega, 10/12 2022. Foto af CL Photography · Se flere billeder i galleriet

In Flames

Store Vega, København V

Den hellige treenighed indenfor svenskerdød, melodisk dødsmetal, gøteborgmetal – eller hvad du nu har lyst til at kalde det – er som bekendt Dark Tranquility, At the Gates og In Flames. De to sidstnævnte satte os denne aften stævne og havde taget to andre svenske bands med sig i form af Orbit Culture og Imminence. Hovednavnet In Flames gør sig i disse tider klar til at udgive deres 14. album, Foregone, i 2023, men nu skulle vi altså først lige se, om de stadig har, hvad der skal til, efter mere end 30 år på metalscenen.

Orbit Culture

Orbit Culture er stadig relativt nye og ukendte i Danmark, mens de i hjemlandet høster stor succes. De er altså på alle måder (formentligt) et navn på vej fremad, og de virker bestemt som et oplagt valg til at varme salen godt op. Min sidemand mente endda, at de burde have været tredje band – så store er de i hans verden. Men nu var det jo ikke min sidemand, der bestemte spilleplanen, for de skulle som sagt sætte skuden fra land denne iskolde lørdag i Vega – og de gjorde det med højt energiniveau, så de fremmødte kunne få varmen.

De fik skruet op for ”Saw”, og publikum reagerede prompte med armene i vejret, masser af headbangen og skrål-med, så en del af publikum havde i hvert fald øvet sig hjemmefra. Nummeret har også en lyd, der gør, at man føler, man har hørt det før – og teksten er lige til højrebenet. Lyden var lidt mudret omkring vokalen i starten, men det blev heldigvis hurtigt rettet op, så vi kunne nyde koncerten.

Bandet leverede en intens og dygtig indsats – og publikum lod sig rive med. Sådan skal en opvarmning sørme da leveres! Musikken var effektiv og tung, vokalen svingede tilsyneladende uden besvær fra sprød clean til dundrende dyb growl, så det var en sand fryd. Niklas Karlsson i front indtog i det hele taget scenen. Han havde en tilstedeværelse, der sugede opmærksomhed til sig. Og Christopher Wallerstedt bag tønderne smadrede rytmen udover stepperne og sikrede aggressiv fremdrift i samtlige numre.

Nummeret ”Strangler” har et råb-med-omkvæd, der næsten er for simpelt. Det var hverken kønt eller nyskabende. Men det virkede sgu – for hvem kan lade et ”Get out! Get out! Get out!”-øjeblik gå sin næse forbi? Ingen tilsyneladende. Publikum labbede det i sig og brølede det retur i hovedet på Orbit Culture, der smilende tog imod.

Det var i det hele taget et band, der så tilfredse ud med deres koncert denne aften. Og det samme gjorde publikum. En absolut godkendt indsats fra alle både på og foran scenen. Spilleglæden lyste ud af gruppen, og musikken blev leveret dygtigt, uden at det blev for pænt eller kedeligt.

Sætliste

  1. Saw
  2. North Star of Nija
  3. Strangler
  4. The Shadowing
  5. Vultures of North

8/10

Imminence

Imminence i Vega. Foto af CL Photography

Imminence var andet band på scenen – og var nok det band, der stak mest ud. De er leveringsdygtige i alternativ metalcore/post-hardcore og minder mere i lyd om Bring Me The Horizon end om nogen af de andre navne denne aften.

Da de trådte op på scenen, så kunne jeg ikke lade være med at studse over, at forsangeren simpelthen havde en violin med. Selvom jeg havde lyttet til dem på forhånd, så havde jeg åbenbart aldrig opfattet, hvem der spillede den, og at det altså var et element, når de spillede live også.

Eddie Berg i front satte folket i gang igen efter den korte pause og blæste op for nummeret ”Ghost” – og viste os præcist, hvor dygtige de faktisk er. De buldrende trommer, den smukke violin og de genkendelige metalcore-blergh smadrede imod publikum, der ikke kunne andet end at tage imod. De elektroniske effekter og elementer fyldte meget i lydbilledet – og det hele var ekstremt effektivt og dygtigt sammensat.

Det så dog ud til, at publikum ikke helt var med Imminence hele vejen igennem. Umiddelbart tror jeg, at det tabte folk, at der fx gøres plads til et øjeblik, hvor kun Eddies violin kunne høres, mens han stod i lyskeglens fokus. Publikum rørte lidt på sig, som galopheste i deres startbokse. Men da breaket så endelig kom, så rykkede publikum til gengæld. Personligt så jeg nok hellere, at Imminence havde fokuseret mere på de ekstremt effektive metalcore-numre, som de rent faktisk har i bagkataloget, og mindre på fine små øjeblikke – for publikum vidste tilsyneladende ikke, hvad de skulle stille op med dem. Måske det havde virket bedre på et publikum, der kendte sangene bedre?

Alex Arnoldsson svingede sit meterlange garn, som om hans liv afhang af det – og spillede som besat imens. Det samme kunne jeg i øvrigt sige om Eddie Berg. Jeg har aldrig før set nogen både spille violin og krænge sin sjæl ud med sin sang. Han leverede bl.a. nogle gutturale brøl undervejs, og det virkede næsten naturstridigt, at hans lille krop i den hvide t-shirt og seler skulle kunne krænge sådanne lyde ud. Før den sidste sang, ”Temptation”, takkede Eddie os alle for at tage så godt imod dem og være ”an amazing crowd”. Han beordrede derefter en wall of death, der da også fik publikum til at vælte rundt til lyden af violinstrofer, tunge riffs, trommebuldren og et sønderrivende brøl.

Make some noise!

Imminence kom – for mig – ikke nær så godt ud over scenekanten, som fx Orbit Culture gjorde før dem. De stilskift, der kom i løbet af nogle af sangene, og i særklasse den violinsolo i midten af sættet, rykkede desværre ikke i publikum på den måde, som Imminence nok havde håbet på. De er sindssygt dygtige musikere, men det fængede bare kun noget af tiden, desværre.

Sætliste

  1. Ghost
  2. The Sickness
  3. Chasing Shadows
  4. Paralyzed
  5. Heaven in Hiding
  6. Temptation

7/10

At The Gates

At The Gates i Vega. Foto af CL Photography

At The Gates er göteborgsk dødsmetal, som vor mor elskede den. For At The Gates har alle dage spillet død for folket – det er solidt og rammer lige i maven. Jeg har set dem flere gange før, og de er normalt garanter for en god fest i pitten. De lagde da også stensikkert fra land med suveræne ”Spectre of Extinction” fra sidste album The Nightmare of Being, der udkom sidste år – og jeg følte mig med det samme hjemme.

Tomas Lindberg i front svingede ivrigt taktstokken i form af sit mikrofonstativ som en vanvittig dirigent. Og publikum fulgte ærbødigt deres mester. Basarmene pumpede, nakkerne knækkede og folket væltede rundt.

At the Gates har mange års rutine, og det var meget tydeligt denne aften. De leverede en perlerække af numre både dygtigt og effektivt. Men for mig personligt så er Tomas’ vokal ikke helt stærk nok til at levere på samme niveau som resten af bandet. Og det er ærgerligt. Han kompenserede dog ved at være en ekstremt animeret frontfigur – og stod ikke stille i mange sekunder. Til gengæld skal det siges, at publikum ikke så ud til at lade sig gå på af den bjæffende vokal. De var i den grad med bandet med alt, hvad det indebærer af pit, arme i vejret, råben og skrigen.

En svensker byder til dans

At The Gates leverede en solid, men i mine øjne lidt rutinepræget koncert – hvor særligt vokalen desværre trak indtrykket i negativ retning. Det lod folket sig dog ikke påvirke af, og da de blev budt til dans, så dansede de! Der var da også plads til et par gedigne guitarsoloer og de spillede et par geniale numre, der trækker præstationen op. Jeg har dog set dem stærkere og håber, at når jeg ser dem næste gang, så er der mere smæk på.

Sætliste

  1. Spectre of Extinction
  2. Slaughter of the Soul
  3. At War With Reality
  4. To Drink From the Night Itself
  5. Cold
  6. Under a Serpent Sun
  7. Heroes and Tombs
  8. Death and the Labyrinth
  9. Blinded by Fear
  10. The Night Eternal

7/10

In Flames

In Flames i Vega. Foto af CL Photography

Selveste In Flames har været i gang siden 1990, har turneret i hele verden – og nu lagde de altså endelig vejen forbi Danmark igen. De leverer melodisk og lyttervenligt metal, der er svært at hade – medmindre du har været med dem fra starten og forventede, at de bibeholdt den samme stil.

Og så oprandt øjeblikket, som alle i salen havde ventet på, da In Flames endelig indtog scenen. Og indtog den gjorde de. Anders Fridén i front skuede ud over salen med et smil spillende på læben, mens musikken satte i gang, og blæste derefter et langt skrig ud som start på ”The Great Deceiver” og fulgte op med de 20 år gamle suveræne klassikere ”Pinball Map”, og gulvet selvsagt imploderede, da legenderne fyrede op under ”Cloud Connected”.

Vi stod som sild i en tønde, og alle – både skovmandstrøjer, ishockey-shirts og et par julesweatre – lod sig rive med af musikken. Mange i salen var på samme alder som mig – og har derfor formentligt mærket den samme nostalgiske følelse kigge frem undervejs. Det var helt forrygende at høre de gamle numre – men overraskende nok var de nye numre et godt krydderi. De nye numre fungerede nemlig virkelig godt live, selvom de naturligvis ikke vakte de samme følelser som klassikerne.

Det var skønt at se, at både nye og gamle medlemmer spillede forrygende og med en stor intensitet og glæde. Bassen og trommerne fik også begge lov til at buldre og gav lydtapetet en forrygende dybde igennem et sæt af både nye og gamle dynamiske og aggressive numre. Lyden var for en gangs skyld i top, så det må jeg hellere skynde mig at tilføje. Lysshow mv. spillede også, og det var helt ærligt svært at finde på andet end roser til denne anmeldelse. Dog oplevede min kollega, at pitten udløste et par mindre slagsmål, der naturligvis er malurt i bægeret, hvis man var i nærheden.

Flere gange undervejs i koncerten var der pauser, simpelthen pga. publikums insisterende jublen. Bandet og særligt Fridén og Gelotte på guitar så ud til at labbe det hele i sig, og kærligheden gik begge veje. For Fridén kunne da heller ikke holde sig tilbage mellem sangene. Han fortalte oprigtigt om, hvordan de alle havde savnet at spille for (og med) publikummet, at fansene var awesome, at heavymetal-fans er mega ”nice and friendly”, at de har savnet os under corona, sikkerhedspersonalet er seje – kom op og mød dem og alt muligt andet gøgl. Det var fedt med interaktion, men det var lige før, det blev for meget af det gode. Havde Fridén og co. holdt fokus på at holde gryden i kog i stedet, så havde jeg været nødt til at give dem topkarakter.

THIS IS THE FEELING THAT I HAVE BEEN WAITING FOR

Det her var lige til årbøgerne over årets koncerter. Jeg har aldrig tidligere set In Flames være så meget i hopla som denne aften. De spillede alle tight og præcist, men aldrig på noget tidspunkt blev det for pænt eller kedeligt. Der var ild i røven på bandet, og publikum elskede hele møget. Klassikerne var der nærmest alle sammen. ”Only For the Weak” fik alt til at gynge, og de afsluttende numre ”I Am Above” og ”Take This Life” fik temperaturen helt op på smeltepunktet. Jeg og resten af publikummet fik hoppet vores 10.000 skridt denne aften i selskab med et band, der med både vrede og professionel finesse både lød sublimt og leverede et show, der kom ud over rampen.

Sætliste

  1. The Great Deceiver
  2. Pinball Map
  3. Cloud Connected
  4. Behind Space
  5. Graveland
  6. The Hive
  7. Colony
  8. Only for the Weak
  9. Leeches
  10. Foregone Pt. 1
  11. Wallflower
  12. State of Slow Decay
  13. Alias
  14. The Mirror's Truth
  15. I Am Above
  16. Take This Life

9/10