Der er koncerter, man går til med forventninger. Der er koncerter, man går til uvidende og med åbent sind. Og så er der koncerter, hvor forventningerne er så høje, at de næsten kun kan blive en modstander i sig selv. Dette er en af de sidste. Forventningerne var i top.
Når Deafheaven står til at indtage Amager Bio, følger der en særlig tyngde med. Bandet er notorisk kendt for deres tekniske formåen, deres kompromisløse sammensmeltning af black metal, shoegaze og post-metal og for at kunne omsætte ekstremt komplekse kompositioner til noget, der samtidig føles stort og umiddelbart. Deres tekniske formåen er forbløffende, og derfor er barren sat faretruende højt, allerede inden den første tone er slået an.
Og hvem tør så at stå for opvarmningen til denne type band?
Det gør newyorkertrioen Show Me The Body. De kommer fra en helt anden tradition, med musikken funderet i sludge og med inspirationskilder i hiphop. Spørgsmålet er så, om opvarmningen kan løfte forventningerne yderligere – eller om den blot bliver en appetitvækker til aftenens egentlige prøve.
Show Me The Body
Gentlemen?
Johnny Madsen sagde engang, at en gentleman er en person, som kan spille banjo – men som lader være. Show Me The Body er ikke gentlemen. De er ekstreme, brutale og, ja, spiller banjo.
Det er ikke svært at se, hvad Show Me The Body forsøger at skabe. Deres musik bevæger sig i et beskidt felt mellem sludge, hardcore/punk og hiphop, hvor den rå energi og konfrontationen er en væsentlig del af udtrykket.
En dårlig start – og et mudret lydbillede
Allerede fra begyndelsen stod det klart, at de ikke ligefrem havde fået hele salen med sig. Amager Bio var langt fra fyldt til bristepunktet, og endnu mere sigende var det, at en del af publikum aktivt havde valgt opvarmningen fra.
Forsanger Julian Pratt kvitterede med en omgang udskamning og ironisk hån, som mest af alt fremstod arrogant. Efter denne start ændrede Pratt dog strategi, og han formåede at komme ud over scenekanten gennem sin egen energiske tilstedeværelse.
Forsangerens rå politiske attitude er uden tvivl bandets stærkeste våben. Han virkede som en mand, der nægtede at acceptere, at salen ikke var på hans side, og den kompromisløse fremtoning gav koncerten en tiltrængt nerve. Der var en vrede og et nærvær i hans måde at indtage scenen på, som man ikke kunne tage fra bandet.
Men når attituden blev trukket fra, stod der desværre ikke nok tilbage. Vokalen var presset og flere steder direkte dårlig at lytte til, uden at det føltes som et bevidst æstetisk valg. Heldigvis forsvandt den ofte ned i den samlede lyd, hvor bassen til gengæld fik lov til at fylde alt for meget. Den lå som en tung dyne over resten og gjorde det svært at skelne detaljer eller høre, hvad bandet egentlig forsøgte at bygge op.
Publikumsreaktionen gjorde heller ikke meget for at løfte situationen. Der var enkelte stunder af entusiasme, men Amager Bio nåede aldrig op i nærheden af sit maksimum. Det virkede snarere, som om mange allerede havde besluttet sig for, at Show Me The Body ikke var det, de var kommet for. Retfærdigvis.
Men når et supportband samtidig leverer en koncert, der kræver, at man investerer sig i deres univers, blev der for stor afstand mellem scene, sal og publikum.
Attitude er ikke nok
Det skal dog siges, at Show Me The Body ikke manglede vilje. De spillede med en insisteren, som mange andre opvarmningsbands kunne lære noget af. De forsøgte ikke at gøre sig nemme at sluge, og den politiske vrede var langt mere interessant end en generisk omgang opvarmningsrock. Men denne aften var det bare ikke nok.
Show Me The Body havde altså attituden, energien og viljen til at gå i clinch med publikum, men det musikalske fundament var for ustabilt, og publikum virkede aldrig for alvor interesseret i at møde dem halvvejs. De forskellige elementer fandt ikke for alvor hinanden denne aften.
Deafheaven
Sublimt
Hvis Show Me The Body havde haft svært ved at få Amager Bio med sig, ændrede situationen sig markant, da Deafheaven gik på scenen. Det var, som om salen pludselig vågnede. Flere var stødt til og havde indfundet sig på deres pladser, og hvor opvarmningen havde føltes som noget, publikum skulle igennem, føltes Deafheaven fra første sekund som det, alle faktisk var kommet for. Og hold kæft, hvor de leverede.
Deafheaven var ganske enkelt fremragende. Energiske, konstant tilstedeværende og teknisk så overlegne, at det på et tidspunkt næsten blev uhyggeligt. Der blev ikke leveret en eneste teknisk fejl fra nogen af bandmedlemmerne. De enkelte instrumenter sad, hvor de skulle, overgangene var præcise, og selv de mest tekniske passager havde en kontrol under overfladen, som afslørede et band med fuldstændig styr på deres håndværk.
Musikken kan være voldsom og massiv og kaotisk, men live havde Deafheaven en kontrol, der gjorde, at kaosset føltes perfekt. De kunne eksplodere uden at miste grebet om musikken.
Det kræver så meget at spille så præcist, at intet falder fra hinanden. Deafheaven gør det så sublimt og ubesværet, at man står målløs tilbage.
Og så er der vokalen. Den bliver vi nødt til at tale om.
George Clarke leverede en sindssyg vokalpræstation. Der var en råhed og intensitet i skrigene, som gang på gang skar sig helt ind til benet på alle lytterne. Alt sammen med en fantastisk imponerende kontrol. Han brugte stemmen som endnu et instrument i det samlede lydbillede, og selv Till Lindemann må nikke anerkendende – og med en smule konkurrencefrygt – over de rullende r’er, som Clarke leverede.
Det var ikke bare noget, man hørte – det var noget, man mærkede.
Dirigenten
Clarke var samtidig et studie i scenetilstedeværelse. Han var konstant på farten og konstant opmærksom på salen. Han bevægede sig ud mod publikum, gav highfives, søgte øjenkontakt og trak folk ind i koncerten. Men han mistede aldrig kontrollen over rummet. Tværtimod virkede det næsten, som om han overvågede hele salen fra scenen.
Han holdt øje med, hvad der skete. Han registrerede reaktionerne. Han fandt folk, der ville med, og gav dem plads. Han skubbede energien videre, når den var der, og når det hele skulle eksplodere, var det ham, der trykkede på knappen. Han var en sublim dirigent.
Han stod ikke bare foran publikum og optrådte for dem. Han styrede dem. Et blik, en bevægelse, en hånd ud over kanten af scenen – og pludselig var der kontakt mellem band og sal. Det gjorde koncerten langt mere levende end en traditionel sceneoptræden, hvor publikum blot står og modtager.
Og publikum kvitterede. Efter den lunkne modtagelse af Show Me The Body var forskellen til at mærke. Nu var Amager Bio levende. Okay, måske tirsdag aften-levende.
Men der var en helt anden intensitet i rummet, og Deafheaven formåede at udnytte den til fulde. De spillede ikke bare deres koncert – de byggede den sammen med publikum.
Deafheaven viste deres klasse. De kunne have nøjedes med at være teknisk dygtige. Det havde i sig selv været imponerende. Men de kombinerede den tekniske perfektion med en voldsom fysisk energi og en stærk fornemmelse for publikum. Det hele sad.
Var der så noget negativt at berette om? Lidt var der. Lyden gik delvist i stykker i to korte passager under koncerten, ærgerligst under ”Body Behavior”, men dette skal ikke lægges bandet til last eller fratage dem en karakter på denne sublime præstation. At publikum måske kunne have givet mere en lørdag aften end en tirsdag aften, skal heller ikke påvirke karakteren.
Leveret med selvfølgelighed
Det var en af de koncerter, hvor man efterfølgende begynder at tænke over, hvor svært det egentlig må være at få så mange ting til at fungere samtidig. Teknikken, sammenspillet, vokalen, energien, kontakten med publikum og evnen til at styre et rum uden at gøre det mekanisk.
Deafheaven gjorde det hele med en selvfølgelighed, der næsten var provokerende. En teknisk fejlfri, fysisk voldsom og ekstremt nærværende koncert, hvor Deafheaven beviste, at man godt kan være perfektionistisk præcis uden at miste den rå nerve.
Hvis Show Me The Body var noget, publikum skulle igennem, var Deafheaven belønningen. Er man Deafheaven-fan, gik man ud af Amager Bio stolt af sine helte. Var man der for at opleve dem, er man nu blevet superfan.
