Når smerten ikke længere skal skjules
Siden Caleb Shomo startede projektet i 2013, har Beartooth været et sted, hvor frustration, selvhad, angst og følelsen af at stå med ryggen mod muren er blevet omsat til metalcore med store omkvæd og endnu større breakdowns. Det begyndte som Shomos nærmest enmandsbetjente musikalske udløb, men udviklede sig til et af de markante navne i moderne metalcore med albummer som Disgusting, Aggressive, Below og senest The Surface. Men Pure Ecstasy er interessant, fordi arbejdsmetoden for første gang er blevet ændret. Efter fem plader, hvor Shomo i meget høj grad selv har skrevet, indspillet og produceret musikken, har han denne gang lukket andre ind i maskinrummet. Jordan Fish (tidligere Bring Me The Horizon) er med som co-producer, Misha Mansoor fra Periphery har været med til at skabe titelnummeret, og trommeslager Connor Denis har for første gang indspillet Beartooth-trommerne på pladen. Men er det så blot en teknisk detalje, eller er det som et helt nyt band?
Tungere, friere og mere nøgen
Beartooth er ikke blevet blødere med årene. Tværtimod. Titelnummeret åbner med et riff, der lyder som en betonblander, der har fået for meget koffein. De tunge guitarer er tilbage for fuld styrke, og vokalen er rå og aggressiv. Men Pure Ecstasy handler ikke kun om at skrue op. Shomo har selv beskrevet albummet som meget mørkt og med meget lidt traditionel positivitet, så titlen handler om at finde en vej gennem mørket frem for at lade det definere én. "The only way out is through" er på mange måder pladens grundidé, og bag de tunge riffs ligger der en fortælling om selvaccept, identitet, smerte og det at forsøge at finde glæde uden at bilde sig selv ind, at alt er godt. Det er ikke nødvendigvis en lykkelig plade, men nærmere en plade om at turde lede efter noget lykkeligt.
En af de største og mest interessante ændringer fra tidligere udgivelser til denne ligger faktisk ikke nødvendigvis i musikken, men i måden albummet er blevet til på. For som nævnt har Shomo historisk haft fingrene i stort set alt, når Beartooth gik i studiet. Denne gang har han i langt højere grad lukket andre ind, og det kan faktisk høres. Albummet er stadig umiskendeligt Beartooth, men lydbilledet er større, mere åbent og mere melodisk. Og på flere numre er der en næsten poppet sans for det gode hook, uden at bandet på nogen måde slipper guitarerne og de tunge riffs.
"Eyes Closed", "Beautiful Again", "Free" og "For Me By Me" er blandt albummets stærkeste kort, fordi de så tydeligt demonstrerer bandets evne til at skrive omkvæd, der sætter sig fast uden nødvendigvis at føles som rene stadionprodukter. Pladens enorme hook-potentiale skyldes da også netop forbindelsen mellem den gamle hårdhed og den nye, store produktion. "Free" har en mere åben og melodisk side, mens titelnummeret går direkte efter struben. De føler sig ikke tvunget til at vælge mellem den store rockmelodi og den knusende metalcore. Man kan dog også savne lidt mere grus under neglene. For albummet er større, blankere og mere melodisk end meget af deres bagkatalog. For et band, der har brugt mere end et årti på at skrige sig gennem mørket, er det en stor forandring. Lyden er også tenderende overkomprimeret, hvor især trommer og guitarer kan have svært ved at finde plads. Titlen til ”Stadiums” er næsten pinligt oplagt, men sangen leverer til gengæld på ambitionen. Den er skrevet til de store rum, til armene i vejret og tusindvis af mennesker, der synger samme linje tilbage mod scenen, og det er fedt at mærke, at bandet virkelig omfavner sin storladne side. Beartooth har hevet konfettikanonen frem, men de har stadig gemt en motorsav i bagagerummet.
Hvad er der tilbage, når kampen er slut?
Beartooth har i årevis været Caleb Shomos musikalske trykkoger. Vrede, angst, afhængighed, selvhad og kampen for overhovedet at holde sig oven vande er blevet presset sammen, indtil det eksploderede i form af metalcore med store omkvæd og endnu større desperation. Men Pure Ecstasy føles anderledes. Ikke fordi Beartooth pludselig er blevet et lykkeligt band. Langt fra. Men fordi han denne gang skriver fra et sted, hvor der også er plads til frihed, selvaccept og glæde. Albummet tager afsæt i hans personlige erkendelse af sin seksualitet og den komplicerede rejse, der følger med at turde være den, man faktisk er. Det er derfor et album, som både rummer en vis portion personlig befrielse og et vigtigt værk om queer-erfaring, og derfor også en plade, hvor glæde og smerte eksisterer side om side. Caleb Shomo har taget den gamle Beartooth-maskine frem, åbnet motorhjelmen og besluttet, at der godt må være mere end vrede i tanken. De største øjeblikke er virkelig store, og omkvædene sidder fast i hjernen bagefter. Shomo synger og skriger med enorm overbevisning. Den personlige fortælling giver selv de mest polerede øjeblikke en reel følelsesmæssig vægt, og samlet set er det bandets hidtil mest modne og alsidige værk.
