Hjerte, sjæl og nostalgi
Alle de største musikere har startet deres karriere som en lillebitte fisk med to-tre numre og ild i både hjerte og sjæl – præcis som aalborgkvartetten Speedslut! Indtil videre har gruppen kun udgivet den digitale – og ganske udmærkede – EP Ferocity of Steel, men vi kan se frem til en debutskive allerede næste år. Med en lyd, der mestendels minder om en kombination af Show No Mercy, Black Metal og Pleasure to Kill, byder Speedslut på en kulsort og lynhurtig omgang retrometal fra dengang, hvor alting bare var lidt sejere. De her drenge kunne godt gå hen og blive Danmarks svar på Hellripper, hvilket også ville være rigtig sejt – og noget, den danske metalscene virkeligt trænger til.
True metal
Speedslut var, udover Afsky, dem, jeg havde glædet mig allermest til at se. Ovenpå en underlig omgang LOK havde jeg brug for en gedigen omgang kulsort speed metal taget direkte ud af midt-1980’erne. Og det fik vi da så sandelig også! De unge fyre fra Aalborg var fyr og flamme fra første sekund, og der blev saftsuseme høvlet spade til den helt store guldmedalje. Sidenote: Hvor var det dog skønt at se guitarsoli flyve ud af en B.C. Rich Mockingbird; det er godt nok mange år siden, jeg sidst har oplevet det.
Desværre for Speedslut var særligt guitarlyden udfordret denne aften. Tit og ofte forsvandt især leadguitaren i et inferno af bas og trommer. Men det stoppede dem bestemt ikke fra at spille røven ud af bukserne – og stor ros til frontmanden Frederik Kitte for at se ud, som om Satan selv havde besat ham. Det var altså en hidsig ung mand, der stod bag den mikrofon!
Ydermere havde de her drenge ikke helt samme scenetække eller publikumskontakt, som de endnu yngre drenge i Guttural Disgorge havde haft tidligere på aftenen. Til Speedsluts forsvar skal det dog siges, at deres musik kræver markant mere fokus og koncentration end netop Guttural Disgorges.
Men trods det var det tydeligt, at publikum, især den del, der havde været unge i netop midt-1980’erne, var ellevilde med deres beskidte speedmetal – hvilket er forståeligt, for selvom det alt sammen var noget, vi havde hørt før, så er der ikke mange bands i Danmark, der spiller lige præcis dén her form. Ligeså var det overbevisende og autentisk, og det var råt – uden at være brutalt eller ondt. Speedslut virker simpelthen bare og er nok det band på Cruise 2025, jeg vil betegne som det mest ’metallede’.
En usleben diamant
Speedslut er virkelig en usleben diamant. De har afgjort potentiale, og de har vilje og passion. De kan komme langt, og de kan blive et af Metaldanmarks nye store håb og navne. Jeg skriver dog ’kan’, fordi det kræver, at de virkeligt finpudser musikken og går i dybden, især med hensyn til detaljegraden og sangskrivningen. Men jeg tror på, at de kan stå distancen – og jeg glæder mig, helt oprigtigt, til deres debutplade.
