Har I prøvet med en færge?

Castle Rat er et drønirriterende band, for de fucker med min hjerne. Når jeg bare kigger på bandet, så forventer jeg en klassisk og öld skööl omgang true metal a la Manowar, Vanilla Road, Visigoth og Eternal Champion. Men det sekund deres musik rammer mine ører, skabes der en galopperende mental dissonans. For ganske vist ligner de nogen, der burde spille storladen heltemetal, men det, bandet nu engang serverer, er lodden og ulden okkult proto-doom hevet durk ud af slut-1960’erne og 1970’erne. De spiller med andre ord noget musik, der er ganske lig Coven, Black Sabbath og sågar nyere bands som Lucifer. Det stemmer slet og ret ikke overens i mit hoved. Men uanset hvordan de nu engang ser ud, og om det nu også matcher deres musik, så kan man ikke anfægte den bølge af succes, som bandet p.t. rider på, også selvom vi her på Heavymetal.dk aldrig rigtig har følt os helt overbevist om, hvorvidt den succes nu også er berettiget. Men hvem ved, måske er en færge på godt og vel 18.000 ton præcis den ingrediens, de altid har manglet?

Rats!

For en del år siden snakkede jeg med Yannick Bünger, bassisten fra Dirt Forge. Han fortalte mig, at alle klassiske room-riffs er bygget op omkring 0-10-12 på E-strengen. Efter at have set en hel Castle Rat-koncert må jeg konstatere, at det postulat var ret tæt på at være 100 % korrekt. De spraglede musikanter indtog scenen og lagde ud med “Dagger Dragger”, et af deres bedre numre. Man kan jo mene om kostumebands. hvad man vil, men en ting er dog sikkert, og det er, at selvom bandets lyd og image ikke stemmer overens, så ville Castle Rat aldrig være spændende nok at opleve på en scene, hvis de bare havde stået i jeans og forvaskede T-shirts. De gjorde da også deres bedste for at få publikum engageret i deres metaunivers om vampyrer, portaler, druider, pest og rotter, men det var aldrig rigtig overbevisende – til gengæld var det helt utroligt kitschet. Særligt var det de momenter, hvor The Rat Reaper, en slags kombination af manden med leen, en skeletrotte og en burlesque danserinde, udfordrede den tilsvarende letpåklædte Rat Queen, altså bandets sangerinde, til tvekamp. Det lignede mestendels begyndelsen på en semi-erotisk scene fra en glemt Hammer-film.

Underholdende, jovist. Godt? Ikke rigtig

Catle Rat er egentlig underholdende nok, og det er bestemt heller ikke et dårligt band, det kunne man da både se og høre. Men trods totalteater og stort hår, så var de et miserabelt valg i forhold til at åbne en festival, der slår sig op på at være et flydende brunt værtshus, hvor der er større chance for at høre John Mogensen end Metallica. Deres gadagung-gadagung-doom var slet ikke vildt nok til at få folk til at rejse sig fra de bløde stole, og overhovedet ikke spændende nok til at få dem til at blive stående, hvis de nu endelig skulle have rejst sig. De spillede ganske vist også en koncert lørdag aften, og måske Castle Rat fungerer bedre efter mørkets frembrud efter fadøl nummer 666? Hvem ved? Summa summarum, så gik jeg derfra med følelsen af, at jeg hverken har brug for at se eller høre Castle Rat igen. Nogensinde.

5/10

Bølle vs. Klogeåge

Det kan godt være, at Inhuman Nature er fra London, men den lyd, de har præsenteret os for siden debuten i 2019, er vaskeægte newyorker-festbølle-thrash a la Anthrax, Nuclear Assault og Leeway, tilsat et gedigent tilskud af Power Trip. Altså den slags thrash, hvor man ikke er bange for at løfte både pizzaslices og håndvægte – måske endda på samme tid, cowabunga, dude! Det er ikke just klogeågemusik, men nu har Metal Cruise heller aldrig været et årsmøde hos Mensa, men derimod en flydende bodega, og til den slags, jamen så passer Inhuman Nature som fod i hose eller sågar papegøje på piratskulder. Uanset hvad, så var der da lagt op til et brag af en fest – eller det skulle man da tro!

Festen sluttede, før den begyndte

Festen udeblev dog, for Inhuman Nature virkede bestemt ikke, som om de var i festhumør. Jovist, sangeren og bassisten, der lignede en legemliggørelse af Exploiteds famøse logo, var da klar, men de resterende medlemmer lignende – og opførte – sig mestendels som nogen, der bare gerne ville hjem i seng, trods at klokken ikke engang havde slået aftensmadstid. Jeg havde faktisk set frem til Inhuman Nature, da det, de lever på plade, er ganske udmærket, men det, de præsterede på scenen her til aften, var alt andet end det.

Det var meget tydeligt, at de gerne vil være Power Trip, men ‘power’ er nok det sidste ord, man kan sige om deres sceneoptræden. Når 60 % af bandet virkede, som om de hellere ville sidde derhjemme og se Midsummer Murder, så er det svært at blive engageret som publikum. Lyden, især guitarerne, druknede da også totalt denne aften, så selvom der var to sådanne tilstede, så lød det max som en halv. Der gik da heller ikke mange minutter, før sangeren virkede lige så opgivende som de to guitarister og trommeslageren. Bassisten fortsatte dog med at holde humøret højt – og vredt, men lige lidt hjalp det. Når først gassen er sivet ud af ballonen, så får du den aldrig ind igen.

Prøv lige at vågne op, tak!

Jeg tror, at alle, publikum såvel som artister, forlod denne koncert med en følelse af, at man ligeså godt kunne have siddet derhjemme og set maling tørre. Så næste gang Inhuman Nature kigger forbi, håber jeg virkelig, at de har bedre lydforhold, men også lige har fundet spilleglæden frem – tak.

4/10

Sorte bølger kræver sort musik!

Jeg har før undret mig over, at blackmetallen er så ilde repræsenteret på Metal Cruise. Jovist, det er ikke den mest party-uartige genre, men turen går nu alligevel til Norge af alle steder. Sidste år var båden endda oversvømmet med flyers for diverse ture rundtomkring i Oslo, der alle havde fokus på netop den norske black metal – og det er ej heller nogen hemmelighed, at der da altid er en lind strøm til den famøse pladebutik Neseblod. Men heldigvis har vi i år fået Afsky – som ganske vist er fra vores egen andedam, men som spiller weltklasse black metal.

Jeg vil da bestemt heller ikke lægge skjul på, at Ole Luk & Co. er det absolutte hovednavn for mig på denne tur – og ikke kun fordi Luk netop har udgivet sin muligvis bedste skive til dato, nemlig Fællesskab. Sidst jeg så Afsky stå på en scene, var i Pumpehuset sammen med UADA tilbage i 2023. Det var en aften, hvor jeg smed hele ti kranier efter netop Afsky, og siden da er bandet kun blevet endnu bedre. Spørgsmålet er dog, nu hvor vi er til søs, om vi kan forvente numrene ”Sort vand” eller ”Stormfulde hav” – det kunne da være meget spas.

Alle gode gange tre

Det her var tredje gang, at jeg skulle se Afsky, og der er ingen tvivl om, at de kun bliver bedre og bedre. I og med at Simon er på tour med Sunken lige p.t., har de fået Frederik Øgaard Jensen (Mother of All, Lamentari) med som vikar – hvilket faktisk løftede bandets udtryk. Sammen med bassisten, Martin Jørgensen, der tydeligvis er stor Steve Harris-fan, var det de to, der sørgede for at skabe kontakten mellem band og publikum, således at Ole Luk selv kunne koncentrere sig om at spy sin forpinte galde ud over os alle.

Ganske som på Fællesskab startede festen til tonerne af Maria Stenz’“Hvor er alle drømmene”, men ulig på pladen fik sangen lov til at spille noget længere inden afbrydelsen, der førte os direkte ind i “Velkommen til Livet”. Allerede da Afsky havde slået den første tone an, kunne man både høre og mærke, at der var lagt i kakkelovnen til en rigtig god koncert. De fire herrer var ualmindeligt tændte, og trods den begrænsede belysning, der nu og da blev erstattet af hidsigt lilla stroboskoplys, så kunne man se spilleglæden lyse ud af dem. Aldrig har “Tyende Sang” lydt så melankolsk og tungsindig, som den gjorde denne aften, og de nye sange som “Natmaskinen” og “Den der intenting ved tvivler aldrig” sad lige i skabet, som om de havde været en del af Afskys sætlister i årevis. “Frosne vind” blev også leveret med knivskarp præcision, og det er ellers ikke et nummer, jeg er specielt stor fan af, men det blev jeg efter at have hørt det her.

Highfives og store følelser

I klassisk black metal forstand, så er Afsky ikke det band, der har den største publikumsinteraktion, selvom Jensen og Jørgensen bestemt medvirkede til, at man følte sig set af bandet, men den her slags musik handler nu ikke så meget om at blive set eller at få anerkendt sin tilstedeværelse – det er en fælles klagesang, hvor vi samles og mødes og hylder musikken og følelserne, ikke highfives og knuckles, selvom det da også er hyggeligt.

Men melankolien og misantropien til trods, så var det tydeligt, efter bandet havde lavet den klassiske 'vi-går-af-scenen-for-blot-at-komme-på-to-sekunder-efter-til-et-ekstra-nummer'-finte, at hvis de havde fået chancen, så havde Afsky spillet en time eller to til – storsmilende endda. Den chance fik de dog aldrig, for da de gik i gang med andet ekstranummer, blev lyden slukket, og bandet fik pænt at vide, at nu var tiden gået, for næste band skulle gøre sig klar. Trods den lidt kejtede afslutning, så ændrede det dog ikke på, at koncerten her var et magisk øjeblik, og et utroligt rørende et ligeså, for Afsky er nu engang helt utroligt rørende musik.

10/10

Lyden af et sort hul

Normalt kommer ordene til mig helt automatisk, når jeg sidder og skriver – som skidt fra en spædekalv. Det er uhyre sjældent, at jeg sidder og stirrer helt blankt på skærmen, når musikken først spiller. Det var dog præcis, hvad der skete, dengang jeg sad og skulle skrive noget klogt om LLNN’s seneste plade fra 2021, Unmaker. Det var ekstraordinært svært at finde de helt rette ord til at beskrive den oplevelse, den plade var – medmindre samtlige ord da skulle være onomatopoietika. For LLNN’s musik er essentielt set en sammensmeltning af diverse kataklysmiske lyde og uhæmmet, ukontrollerbart kaos.

Det er hverken musik for sarte sjæle eller noget, man nogensinde vil kunne betegne som folkeligt. Det er musik, der kræver enormt meget af lytteren, da bandet jo ikke 'bare' leverer en koncert, men et undergangsritual. Inden koncerten havde jeg dog mine tvivl, om Metal Cruise er det rette sted til netop LLNN, men det måtte tiden vise.

Apokalyptiske knæspark

Ud fra hvad jeg har læst, og hvad andre har fortalt mig, så forventede jeg mig et kulsort og ekstraordinært melankolsk – sågar apokalyptisk – og introvert ritual, hvor man kunne stå og virkelig mærke, hvordan ens indre kerne fik sig en gedigen rystetur. Det, jeg ikke forventede, var moshpits, bølle-attitude og høje knæspark.

Dette kunne sagtens skyldes, at de nu har Victor Kaas fra EYES med som frontmand – en mand, der er kendt for at have en særdeles fandenivoldsk opførsel på en scene. Og ret skal være ret, han indtog da også scenen med en diabolsk energi, som om alt og alle havde gjort hans liv til et levende mareridt – og han var altså kommet for både at slås og råbe.

Før koncerten troede jeg faktisk, at jeg forstod og kunne lide LLNN; om ikke andet end så på et overordnet, teoretisk niveau. Men efter koncerten måtte jeg konkludere, at jeg hverken forstod – eller kunne lide – LLNN. Det kan nemt være, fordi jeg havde bygget en eller anden helt forkert idé op om, hvad de egentlig ville byde på, versus hvad jeg så rent faktisk blev konfronteret med. Men det kan også skyldes, at i det sekund jeg ser høje knæspark, så ved jeg, at jeg er gået forkert. Kombineret med de tonstunge, monotone og mudrede rytmer, der fik hele salen til at runge og gynge mere end det stormfulde hav, var det tydeligt, at det her ikke var en koncert, der ville gå over i historiebøgerne.

Fatal fejlbooking

Det kom virkelig bag på mig, at LLNN var så bøvet. Jovist, en af de mange genrebetegnelser man igennem tiden har kastet efter bandet, er da hardcore, men jeg synes nu aldrig, det var det, der fyldte mest på pladerne. Der var det mere de store følelser og tanker, der fyldte, og ikke det store behov for at svinge med arme og ben som den tasmanske djævel på amfetamin. Lyden var derudover virkelig heller ikke noget at råbe hurra for, det var et mudret inferno af trommer, keys og så Kaas’ vokal, der gjaldede ud fra samtlige verdenshjørner. Det var ikke til at finde hoved eller hale i – og selvom de forreste blandt publikum var helt klar til at moshe, til solen stod op, så virkede LLNN til at være lidt af en fejlbooking til Metal Cruise, hvilket ikke er bandets skyld, overhovedet.

Alle, jeg snakkede med om koncerten, sagde noget i stil med 'Jah, jeg ved sgu ikke rigtig … Det var i hvert fald ikke noget for mig'. Og jeg må erklære mig dybt enig i det udsagn. Så det var nok første og sidste gang, jeg så LLNN optræde.

3/10