Make like a banana and split
Jeg har altid fået at vide, at med ærlighed kommer man længst – men efter at have arbejdet i lidt over et årti med både børn og deres forældre har jeg dog erfaret, at det ikke er helt sandt. Nå, så here goes … Jeg kan virkelig ikke fordrage den type musik, som Siamese spiller. Den der overproducerede, sterile, moderne electro-core, som er så uendelig langt fra, hvad jeg forbinder med metal. Når jeg hører den slags musik, bliver jeg omgående til Albert Arnesen fra Matador. Men på samme måde som film skal ses i biografen, så skal bands opleves på en scene – og det er bestemt set før, at jeg er vendt hjem fra en koncert som konvertit. Selvom jeg ikke forventer at gå ”B.A.N.A.N.A.S”.
Professionalisme og publikumstække
Lad os starte med at få nogle helt nøgterne, objektive fakta på bordet: Samtlige medlemmer af Siamese er kompetente musikere samt entertainere. De ved alle lige præcis, hvordan man skal agere på en scene, således at publikum føler sig inkluderet og involveret. Mirza Radonjica er ligeså en fantastisk frontmand, der formår at tale til et publikum, således at alle står og tænker: 'Gud, han talte jo kun til mig!' Publikum åd hvert et ord, hver en sætning og hver en joke råt – især var der en flok kvinder blandt publikum lige bag mig, der virkelig ikke kunne skjule deres begejstring. Jeg tror aldrig før, at jeg er blevet skubbet væk fra min plads af en flok feststemte furier, men én gang skal jo være den første. Derfor var dette, igen objektivt set, en rigtig god koncert fremført af dygtige musikere, leveret til et særdeles tændt publikum.
Tak, men nej tak
Men ak, jeg gik hverken derfra som nylig konvertit, og ej heller gik jeg “B.A.N.A.N.A.S” på noget tidspunkt. Jeg kan på ingen måde se eller høre fidusen ved Siamese, som sat på spidsen er et boyband med markant mere bas og flere breakdowns, det er Biebercore, om man vil. Jeg forstod ærlig talt heller ikke, hvorfor der var to guitarister, da én havde været nok – altså hvis man havde kunnet høre vedkommende. Violinen var ligeså mere et visuelt element end et auditivt. Jeg forstår simpelthen ikke Siamese, eller jo, efter at have set dem optræde samt set, hvordan publikum lappede det i sig, så forstår jeg det jo godt – for det virker, og de spiller præcis den slags zeitgeist-musik, som er så hyperpopulær lige nu. Men er musikken langtidsholdbar eller bare en trend? Jeg ved det ikke, jeg har hverken en spåkugle eller evnen til at se ind i fremtiden. Alt hvad jeg ved, er dog, at Siamese er dygtige, men novra, hvor skal jeg dog ikke bede om et stykke med dem igen. Nogensinde. Ellers tak!
