Med på et afbud
Et NWoBHM-band med 50 år på bagen er måske ikke den mest sexede booking på Copenhell nogensinde, slet ikke et år hvor Iron Maiden i forvejen er hovednavn. Men der er altså noget specielt over Saxon. Dels var deres debut, det allerførste album i den nye engelske bølge, og dels har englænderne været imponerende stabile med kvalitetsudgivelser spredt jævnt ud over hele deres lange karriere. Ingen langstrakte pauser og ingen vaklen i geledderne. Senest med den vellykkede Hell, Fire and Damnation fra 2024. Og sidste år beviste de gamle gutter i Amager Bio, at de stadig kan levere varen på koncertfronten. Så det kan da godt være, at Saxon kom med på et afbud i år, men her på Heavymetal.dk var forventningerne høje.
Legender lever evigt
Som i Amager Bio lagde Saxon ud med titelnummeret fra ovennævnte og, for os i 50’erne, stadig dugfriske Hell, Fire and Damnation. I en festivalsammenhæng er den slags et modigt valg, men dem nede foran kunne absolut synge med, og det inspirerede mig til straks at søge mod pitten. Lige siden 1983 har jeg ment, at ”Power and the Glory” har et af metallens fedeste riffs. Det gjorde absolut ikke tingene værre, at det nu var Diamond Heads Brian Tatler, der spillede det. Kald mig bare en gammel metalromantiker, men enhver festival med respekt for sig selv har Tatler med sin Flying V på programmet. At Saxon mestrer kunsten ikke bare at skrive fede riffs, men også klassiske titelnumre fik vi endnu flere eksempler på. Faktisk otte ud af sætlistens i alt 14 sange. Selv tak for dagens metalnørdede statistik.
Måske fik vi lige rigeligt af ’ikke-80’er-sange’, selvom ”Dogs of War” beviste, at selv i 90’erne kunne Saxon skrive fede riffs. Men anden halvdelen af sættet var en lang triumftur gennem Saxons tidlige år, og selv nede fra pitten virkede det som om, Saxon nåede hele vejen op på bakken. Både under “Denim and Leather” og “Strangers in the Night” signerede Biff battleveste til taknemmelige fans, og ih, hvor vi hyggede os. Altså, manden er en fucking legende og styrede begivenhederne med en feltmarskals overblik, men det blev måske lige onkelagtigt nok. Midt i det hele kiggede Biff pludselig på sit ur og udbrød ’I got an Apple watch that just told me I'm in a dangerous environment. Fuck mobile phones’. Hæ-hæ. Men heldigvis kom det jo aldrig ned på et Alestorm-niveau af platheder, dertil er der simpelthen for meget ægte heavy metal i Biff & Co.
På ”Wheels of Steel” fik Saxons feltmarskal endda de dovne tølpere oppe på skrænten til at rejse sig op, og så vidt jeg kunne se, satte de sig ikke ned igen. Heller ikke under ”Crusader”, sangen om de europæiske korstog, som Saxon selvfølgelig stadig spiller. De skider på moderniteten og synger om korstogene, fordi han skrev om dem i 1984, og fordi han kan. ”Princess of the Night” blev den sidste fællessang, vi fik i denne omgang, hvor vi igen kunne konstatere, at ægte, uforfalsket heavy metal stadig har sin plads på Copenhell.
Det sidste korstog
Ligesom med Anthrax er der noget uspoleret over Saxon. Begge er jo store bands, men de er aldrig blevet mærket af fænomenet ’global superstars’ som deres frænder i Metallica og Maiden. Ingen kæmpehits eller multiplatin-albummer, men de har bare altid været der og altid leveret fed heavy metal. Det gjorde begge bands igen her på Copenhell, og lur mig. om vi ikke når at se Saxon mindst en gang til, inden Biff drager på sit sidste korstog.
Sætliste
Hell, Fire and Damnation
Power and the Glory
Gods of War
And the Bands Played On
Sacrifice
Solid Ball of Rock
Heavy Metal Thunder
Dallas 1pm
Motorcycle Man
Denim and Leather
Strangers in the Night
Wheels of Steel
Crusader
Princess of the Night