Verden er også ved at smelte

Vi er alle bekendt med et materiales tre former — fast, flydende og gas, og at temperaturforskelle er, hvad der adskiller de tre. Skiftet fra flydende til gas er selvfølgelig imponerende, hvis vi snakker eksempelvis uran, da dette kræver mere end 4000 grader celsius. Men stadiet mellem fast og flydende er lidt mere fascinerende. Stadiet hvor materialer smelter, livskraften svinder ind, og man ser døden indtræffe i slowmotion. På sin vis både smukt og makabert. En poetisk tankegang de herrer Tue Sprogø og Thomas Rindom muligvis havde, da de grundlagde bandet Meltification, der netop har udgivet debuten Meltification.

Trangen til ørepine øges

At kalde Meltification en langsom dræber ville dog være decideret løgn. Duoen har nemlig kastet deres ubetingede kærlighed over noget så rart som grindcore.

Har man savnet Earache Records’ klassiske grind-æra, så lægger åbneren “Turmoil” og den efterfølgende “Midian” bestemt ikke fingre imellem, når det kommer til at fortolke tidlig Brutal Truth og Napalm Death. Opfostret på den glødende vrede af citatet: “multinational corporations, genocide of the starving nations” er det den gode skramlede fartdjævel af en dystopisk kapitalist kødhakker, som duoen har gravet frem. Vi kan meget hurtigt blive enige om, at Meltification ikke genopfinder noget som helst, men et gensyn med halvfemser-grind er bestemt et lyt værd. 

Specielt når Meltification kaster nogle mere thrashede og hardcore-prægede håndfulde grus i overforbrugets ustoppelige maskineri. “Nuclear Death Threat” balancerer smukt grind og crossover thrash. Man kan næsten fornemme ungdommens vrede og afmagt over at have arvet en planet på vej på lossepladsen, kanaliseret gennem en giftgrøn Flying V, masser af denim og ditto attitude. Mere voksent, men mindst lige så fuld af attitude er både “Assembly Line of Horror” og “Doomsday Horde Caravan”. Thrash-elementerne fra Brutal Truth får næsten helt overtaget, men afbrækket med større fokus på riffs — noget Meltification som helhed har ganske stort held med — giver pladen en lyd af mere end bare klassisk hadsk dystopisk grind. Er Meltification derved hen ad vejen lidt skabelonskåret Brutal Truth, hvor Napalm Death, Extreme Noise Terror og Terrorizer klipper lidt uden for stregerne? Til dels. Men der er for få andre, der gør det, til at det er et reelt problem.

Vil man kigge efter problemer på Meltification, så er det dog også muligt at finde et par stykker. Grinden har ganske vist en let dødsmetallisk klang, men når “River of Torment” lader døden få næsten frit slag, bliver leen hurtigt sløv. Bolt Thrower er meget fede, men at malke det samme groove tre minutter i streg ender ud med et produkt, hvor selv skummetmælken ser fyldig ud. Ligeledes er ideen med nævepumpende hardcore og dødsmetal på den instrumentale “Hellscape” god, men der sker bare for lidt til, at nummeret føles færdigudviklet og klar på blodigt håndgemæng. Man kommer faktisk lidt ned i gear af nummeret. Den akustiske “Hellscape, Pt. 2” med sit dystre underlæg fungerer egentlig fremragende som åndehul til det billede af død og ødelæggelse, Meltification tegner. At nummeret så kun adskilles fra “Hellscape” af den knap et minut lange “A.I.Mageddon”, eliminerer nødvendigheden af førnævnte åndehul og får “Hellscape, Pt. 2” til at fremstå lidt ligegyldig.

Fungerende nostalgisk vrede

Et par ufuldendte ideer og tvivlsomme beslutninger til trods, så er Meltification et kærkomment syn på den danske grind-scene. Halvfemser-grind med en thrashet vinkel er i den grad en mangelvare, og Meltification gør bestemt genren ære. Vreden lyser som en skærebrænder, fingeren bliver givet til verdens beslutningstagere, og fremtiden er mørk og kold. Alt er lige som det skal være, og pladens 33 minutter flyver hurtigere afsted end et Jericho missil med retning mod en skole.