Om ungdom og mødepligt
Jeg glemmer det aldrig. Temmelig ung, og stadig forholdsvis urutineret koncertgænger, oplevede jeg Queensrÿche for første gang, da de i 1984 varmede op for Dio i Falkonersalen i København. Allerede dengang var min smag for metal ved at søge over mod det ekstreme, men de progressive og begavede metalsnedkere fra Seattle blæste mig fuldstændig bagover. Det førte med det samme til en kærlighed til et band, der som få udvidede grænserne for, hvad metallen kunne. Jeg troede, den kærlighed skulle vare evigt, men i årene efter 1990 og kæmpehittet Empire var det slut for mig og Queensrÿche. Det blev til en genial EP og tre-fire deciderede metalmesterværker, men så var der pludselig meget langt mellem snapsene, og kærligheden rustede fuldstændig. I dag, hvor to af hovedarkitekterne bag gruppen, Geoff Tate og Chris DeGarmo, for længst er historie i bandet, var det min opfattelse, at nutidens udgave af gruppen er et slags kopiband. Da de sidste år besøgte København for ottende gang, valgte jeg derfor Saxon i Amager Bio, men efterfølgende spredte rygterne sig: 2020’ernes udgave med Todd La Torre i front er simpelthen i topform. Med andre ord: Der var mødepligt foran Hades!
Mest for kendere
Hvad Queensrÿche angår, er jeg altså en af den slags ’spil noget af det gamle’-fan, jeg normalt selv bliver grænseløst irriteret over. Men som eftermiddagen skred frem, skulle det vise sig, at de amerikanske prog-mestre havde sammensat sætlisten lige efter mine sarte ører. Vi fik nemlig en sand hitparade fra de første fire klassiske udgivelser plus debut-EP’en. Og det var netop med ”Queen of the Reich” fra debuten, Seattlebandet lagde fra land. Havde jeg nogen som helst tvivl tilbage om, at La Torre var en værdig efterfølger til Geoff Tate, forsvandt den som dug for solen ved det allerførste skrig i åbningsnummeret. Jeg lukkede øjnene, og det var, som om Tate stod på scenen. Det kan man mene om, hvad man vil, men jeg blev straks overbevist om, at det her virkelig var Queensrÿche.
"Operation: Mindcrime" og "Warning" var begge fantastiske sange, solidt leveret, men de var nok lidt for meget mid-tempo til få alvor at få gang i sagerne foran Hades. Det indtryk forstærkedes, da to af mine favoritter, "NM 156" og "Neue Regel", fulgte. Klassiske numre om teknologisk fremmedgørelse, der vel at mærke blev skrevet i 80’erne, længe inden Meta, Musk og alle tech-milliardærerne. Spitzenklasse Queensrÿche, men det brændte aldrig helt af. Alt lød fantastisk, men det var tydeligvis svært at overføre så komplekse sange fra studie til scene. Tag bare de tre forskellige vokaler i omkvædet til ”Neue Regel” – den slags kræver noget af tilskueren, og sjældent har det været mere nødvendigt at kende materialet for at få det fulde udbytte af en koncert.
Hen mod afslutningen lagde instrumentalnummeret "Anarchy-X" op til mere af den dramatiske historie om Doctor X, Nicki og Mary, kun afbrudt af majestætiske "Empire". Under sidste nummer, "Eyes of a Stranger", forlod jeg pitten for at bevæge mig lidt rundt foran Hades og kunne dermed konstatere, at pladsen stadig var godt fyldt op, og der stadig var masser af fans af Operation: Mindcrime og alle de andre.
Intet at skamme sig over
Efter godt 55 minutter var det slut, men personligt kunne jeg sagtens have brugt langt mere tid i selskab med denne opdaterede version af det legendariske band, der fyldte så stor en del af min ungdom. Godt nok blev det aldrig den kæmpestore oplevelse, man kunne have håbet, dertil var sættet for kort, rammerne for store og himlen for lys. Men alle kritiske røster om billig kopi eller coverband bør straks forstumme. 2026-udgaven af Queensrÿche har intet at skamme sig over. Jeg er med garanti på plads, næste gang de kommer forbi.
Sætliste
”Queen of the Reich”
"Operation:Mindcrime"
"Warning"
”NM 156"
"Neue Regel"
"Take Hold of the Flame"
"Screaming in Digital"
"Anarchy X"
"Revolution Calling”
"Empire"
"Eyes of a Stranger"