Er døø’en stadig fee’?
Solens ubønhørlige stråler stegte os alle, mens Maceration stod i skygge på Pandæmonium. Det var nok meget godt, for ellers ville de ældre herrer nok være dejset om af hedeslag. Maceration er nemlig et band med en medaljerække af år på bagen. De blev dannet i 1889… undskyld, 1989, og var dengang en spydspids for den danske dødsmetalscene. Man kan tage dødsmetalbandet ud af Esbjerg, men ikke Esbjerg ud af dødsmetalbandet, og det kunne høres. Folk, der siger fee’ døø’ er nærmest lige så irriterende som 67-ungerne, men for Maceration er det den helt rigtige genrebetegnelse. Nu ville det blive interessant, om årene havde givet dem visdom eller hold i ryggen.
Esbjergdød
Jeg indledte med den helligbrøde at kalde Maceration for fee’ døø’, men jeg kunne også bare have kaldt dem for Esbjegdød. For forsanger Jan Bergmann Jepsen. jyske dialekt var udpræget og charmerende, og hvis man ikke hørte efter, kunne man tro, at det var Lars Larsen, som havde et rigtigt godt tilbud til dig. Bandet havde muligvis brug for at hvile sig lidt mellem sangene, for der var en del pauser med massere af publikumskontakt. I disse pauser skabte Maceration en hyggelig stemning med masser af farhumor og forsvindende lidt selvhøjtidelighed. Det blev dog også lidt meget af det gode, når pauserne ofte trak ud, som da vi eksempelvis ventede på guitaristen, der efter noget tid kom ladt luntende ind på scenen. Maceration var selvfølgelig mødt op for at spille deres nye album og skabe et show… men det kom mere til at virke, som om de bare var der for at hygge sig lidt med vennerne, mens de jammer i fars garage. Sådan har deres spæde dage i slutfirserne muligvis set ud, og det havde også en vis charme, men skulle blot have fyldt mindre.
Når bandet spillede, var det til gengæld tydeligt, at vi stod over for et af Danmarks solidt etablerede dødsmetalbands, der ikke er i tvivl om, hvad de laver. Alt spiller upåklageligt helt uden fodfejl, og alle riffs sidder lige i skabet. Efter først at komme tilbage med en udgivelse i 2022 efter lange 30 år væk fra scenen har de på ingen måde mistet grebet om guitaren, mikrofonen eller trommestikkerne. Desværre var lyden på Pandæmonium ikke den bedste, og instrumenterne blev af og til mudret ind i hinanden. Vokalen var ligeledes for lav og gik lidt tabt i al guitartråden. Mens der ikke er nogen tvivl om deres evner, så haltede energien til tider. Ensformighed behøver ikke at være en genremarkør for dødsmetal, men alligevel gled flere af sangene ind i glemslens land, da de mindede om hinanden. Dog stod enkelte sange såsom “The Den of Misery” og “Where Leeches Thrive” dog ud med fængende hooks. Trods varmen skabte den spredte publikumsskare en fin moshpit foran Pandæmonium, og en herre ved siden af mig headbangede så hårdt, at bølgebryderen rystede. Folket ville gerne Maceration, og Maceration ville gerne dem. De skabte således en fin stemning trods solens strålestik.
Guiness og guitarfræs
Man kan være så tilbagelænet, at man vælter bagover. Maceration var lige på kanten af at gøre dette, men blev reddet af deres tekniske snilde og et publikum, der trods tidens tand ikke har glemt de grånende dødsmetalpionerer. Der var en Guiness med på scenen, og Maceration havde en god energi, men måtte gerne have haft en mere varieret sætliste… selvom det var fint både at høre nyt og gammelt. De havde dog både charme, selvtillid og lækkert hår, og de skabte en hyggelig stemning trods heden. Og alene det skal de have point for.
