’True Norwegian Apocalypse Rock’
… sådan beskriver den norske hævi-kvintet Håndgemæng sig selv – det skal jo helst være trve deroppe i Norge. De udgav deres debut i 2023 og fulgte i 2025 op med Satanic Panic Attack, som vores anmelder ikke tøvede med at kalde 'en ukristeligt medrivende omgang blackened stoner-doom spækket med fede riffs'. I forhold til den pågående stil på det album havde debuten en noget mere psykedelisk aura, så det var spændende at se, hvad Håndgemæng ville fokusere på her på Copenhell. Desværre gik vi af uforklarlige årsager glip af dem på Copenhell Metal Cruise sidste år, og det måtte bare ikke ske denne gang. Så vi stod klar med søvn i øjnene foran Pandæmonium på det ukristeligt tidlige tidspunkt klokken 12:30 fredag morgen. Og ja, 12:30 er morgen på Copenhell.
Masser af Satan og kærlighed
Jeg har aldrig set så få mennesker foran Pandæmoniun, men det er jo muligvis, fordi jeg vist aldrig har været til en koncertstart klokken 12:30. Det blev heldigvis hurtigt bedre, og det tjener til nordmændenes ære, at ingen forlod pladsen, da de først var nået frem. Håndgemeng er et lille band på vej op, og det kunne man blandt andet se på deres diminutive backdrop, der så ud, som om det var printet på A3. Men på alle andre områder opførte de gale/geniale nordmænd sig, som om de var stadion-spillende superstjerner.
Desværre fik vi aldrig deres beskidte version af Kiss-klassikeren ”Detroit Rock City”, men ellers var der intet at klage over, hvad sætlisten angik. "Satanic Panick Attack" med det lange, lækre c-stykke sad lige i skabet, og det fortsatte med den eminente "Down Below". De fleste retrobands kæmper med at skabe deres egen identitet. Jeg forstår her i skrivende stund stadig ikke helt, hvordan Håndgemeng gjorde det, men de slap fuldstændig udenom det lidet flatterende prædikat. De er 100 % dem selv, uanset hvor meget de end hylder de gamle rock’n’roll-dyder.
Der var hele tiden et glimt i øjet, blandt andet når den ene af guitaristerne blev præsenteret som Abuse Springsteen. Men bag al komikken var et sindssygt velspillende band, der hele tiden balancerede perfekt efter det gamle Led Zeppelin-mantra ’tight but loose’. Inden de sluttede af med den geniale ”Medieval Knievel”, udbrød forsanger Hellvis Presley (måske mere kendt som Martin Wennberg), at Håndgemeng elsker Legoland, Copenhell og Satan. Den sang landede på min 2025-playliste, og at det var fuldt fortjent, blev her slået fast med syvtommersøm.
Rock'n'roll will never die...
Gehenna ved midnatstid havde været genialt for det her norske band, og langt mere passende. Men Håndgemeng viste, at de mestrede kunsten at få det bedste ud af en umulig situation. Samtidig beviste de, at rocken, på trods af vedholdende rygter om det modsatte, i allerhøjeste grad stadig lever. Så længe vi har bands som Håndgemeng, går denne aldrende skribent i hvert fald trygt ind i fremtiden.
