Hjemmebanefordel
“Prøvligeoghørher, Aarhus”, råbte Simon fra scenekanten. Det havde han ikke behøvet. Alle var lutter øren efter to sublime gæsteoptrædener fra henholdsvis Nakkeknaekker og Dawn of Demise. De to bands havde på hver deres måde placeret den ene sprængladning efter den anden hos publikum, inden Baest gik på, og det var en kæmpe fornøjelse at se to opvarmningsbands, der i den grad leverede varen. Det havde de fandme også bare at gøre, for Baest havde denne fredag aften tænkt sig at fyre helt op under kedlerne i et propfyldt udsolgt Voxhall.
Nakkeknaekker
Nakkeknaekker havde, som det første af de tre bands, ca. 20 minutter til at fyre den af. Og de spildte ikke tiden. De purunge knejter fra Silkeborg er et djævelsk charmerende selskab, og de spillede og opførte sig, som var de hovednavnet selv, denne fredag aften i byernes by. Inden man fik set sig om, var der moshpit og stagediving, og dem, som ikke kendte Nakkeknaekker, var ikke færdige med at måbe, da de 20 minutter var gået. De er til gengæld med i pitten næste gang.
De fem medlemmer har karisma langt ud over det sædvanlige, og hvor var det forløsende at se et ungt band, der stillede sig helt fremme ved scenekanten og ville noget med publikum. Og så gør det jo ikke noget, at bandets frontmand er blandt de allerstørste talenter på den danske dødsmetalscene lige nu. I hvert tilfælde når det gælder showmanship. Havde han bedt publikum om at tage 30 armbøjninger, havde de gjort det på stedet. Undertegnede inklusive. Den attitude er der i øvrigt alt, alt, alt for lidt af i den danske musikbranche, så når der endelig er bands med karisma og gejst, der fyrer den af på den måde, så er det en fornøjelse at overvære.
Dawn of Demise
Og “speaking of showmanship”, så kan Dawn of Demise nu også deres metier. Nuvel, håret er tyndere, og alting lidt kraftigere, når man som forsanger Scott Jensen lige har rundet de 52 somre, men der er mange måder at skabe følgeskab og en god fest på. Rutine, et solidt bagkatalog og et tæt sammenspillet hold af dygtige musikere er en af dem. Onde, tunge lydflader var grundsubstansen i de musikalske lussinger, bandet langede ud en efter en, og Scott Jensens lune og direkte kommunikation med publikum var med til at holde gryden i kog. Masser af bajere, skål og dødjj kan ingen aarhusianere med respekt for sig selv sige nej til. Der var ikke så få Dawn of Demise-battleveste på Voxhall denne aften, hvor bandet spillede både nyt og gammelt materiale for et gennemloyalt publikum, der også fik Baest-medlemmer at se på scenen. Det blev til duet-growling med Baest-frontmand Simon Olsen, som efterfølgende tørt konstaterede: “Uden Dawn of Demise, ingen Baest”.
Baest
Baest var kommet hjem, og velkomstkomiteen bestående af 700 sultne gæster stod klar til at tage imod. Og det kan egentlig siges ret kort: De blev ikke skuffede. Baest, Voxhall og Aarhus blev en fest udover det sædvanlige, og sympatiske Baest havde i løbet af koncerten både inviteret Nakkeknaekker og Dawn of Demise med på scenen. Både lyd og lys var absolut godkendt, og de øvrige rammer… dem skabte Baest og publikum i fællesskab. Et arsenal af toner fra bandets foregående albummer og den nyeste EP Justitia var mere end rigeligt til at cementere Baests position som dødsmetalliveband nummer et i Danmark lige nu.
Med et band, der forstod at spille på hjemmebane, i modsætning til byens hold, og derfor havde nada problemer med at omsætte forventninger og spænding til en enestående storsejr, gik alle hjem med oplevelsen af et band, der satte pris på og så deres publikum, der spillede fabelagtigt og satte en fed streg under, at musik, den skal ses og høres live. Ellers var man jo f.eks. gået glip af Simons replik midt i koncerten: “Det var alligevel et rimeligt fucking stort djævlehåårn, det der…..” – og ja, tænkte jeg, da jeg så manden, der var lige så bred over skuldrene, som han var høj: Det var et rimeligt fucking stort djævlehåårn, men det kunne også lige mangle andet, sådan en fandenivoldsk fantastisk fredag aften i smilets by.