Et sort album

Da Metallica udgav ’det sorte album’ i 1991, ændrede det metallen for evigt. Ved et trylleslag gik metalmusikken fra at være farlig undergrundsmusik til at være noget, der kunne spilles til bryllupper, begravelser, fodboldkampe og i tv-reklamer. Metallica selv gik ligeledes fra at være moderat succesfulde til at være verdensstjerner, der aldrig mere skulle tænke over, hvor pengene skulle komme fra. Kort sagt så forvandlede de en udskældt nichegenre til allemandseje, og det rå blev til det folkelige. Men hvad har alt dette med Baests nyeste udgivelse at gøre? Jo, ser I … Colossal er et ret sort album.

Et fuldvoksent bæst

Jeg skal være den første til at erkende, at jeg aldrig har set mig selv som Baest-fan. Misforstå mig ej, jeg har da nydt deres koncerter, endda givet dem den højeste karakter, vi opererer med, men ser man bort fra titelsangen fra Necro Sapiens, så har jeg aldrig sat deres musik på – hverken herhjemme eller i mine høretelefoner. Men så udgav de ”Colossus”, og selvom det nummer da umiskendeligt lød som Baest, så var der ét eller andet ved det, der pirrede min interesse på en måde, som bandet aldrig havde gjort det før. Dog var det først, da jeg hørte dem spille ”Misfortunate Son” og ”King of the Sun” på Copenhell Cruise 2024, at jeg kunne mærke, at Baest, måske, endeligt kunne blive noget for mig. 

Colossal er en ekstremt modig udgivelse – og lige så kontroversiel. For jo, jo, man kan da godt høre, at det er det samme band, som man kender, men kun lige akkurat. Væk er Bolt Thrower, Entombed og Morbid Angel. Væk er de infantile sange om opkast, kødkroge, blod og zombier. Baest virker nemlig til at være blevet voksne på Colossal. Så i stedet for alt det førnævnte finder vi elementer af Metallica, Ozzy Osbourne og sågar en lille smule Eric Johnson.

I mange år har guitarriffet været en slags persona non grata i dansk metal, men det virker til, at Baest nu er gået ind i kampen for at få det tilbage – og for det skal de have en stor tak. Revsbech og Karlsson hiver og flår i deres strenge, som gjaldt det livet, og de to herrer er en fryd at lytte til. Det instrumentale nummer ”Light the Beacons”, der nu og da minder om ”Cliffs of Dover”, understreger, at nok blev de kendte på at spille dødsmetal, men deres hjerter banker for de gode, gamle 1980’ere. Albummets helt store genistreg er uden tvivl ”Misfortunate Son”. Kombinationen af de Jake E. Lee-inspirerede guitarmelodier og Orms gæstevokal er intet mindre end eminent, og selvom de to ting umiddelbart ligger utroligt langt fra hinanden, så fungerer det bare. ”King of the Sun” kører meget i samme rille; her er det bare gode, gamle Jesper Binzer, der er med som gæst – hvilket er komisk, thi jeg så ofte har omtalt Baest som dødsmetallens svar på D-A-D, netop qua bandets ekstreme folkelighed.
Hvis man dog sidder og synes, der mangler noget ’fee’ døø’’, så er der da også ”Mouth of the River”, hvor HM2-pedalen for alvor bliver trådt i bund. Savner man derimod, at de unge jyder tør lave endnu større armbevægelser, jamen så er der albummets lukker, ”Depraved World”, hvor de kanaliserer de helt store nestorer, især Metallica.

Men inden det bliver alt for sukkersødt og lovprisende, så er jeg nødt til at drysse lidt malurt i bægeret, for nok er jeg af den overbevisning, at dét her er Baests bedste udgivelse nogensinde, men der er altså ting, der ikke står helt skarpt. Hverken ”Stormbringer” eller ”In Loathe and Love” er på niveau med resten af albummet, og begge kunne godt have brugt et stærkt c-stykke til virkeligt at løfte dem. Ligeså er der en del påfaldende ligheder mellem ”Colossus” og Avatars sang af samme navn fra 2020. Der kan naturligvis være tale om et tilfælde, men …

Nothing else matters

Colossal kan godt være den plade, der, for alvor, gør Baest til et internationalt navn. Jovist, de gamle fans vil måske nok føle sig forbigået, måske endda glemt, men bandets nye lyd, som uden tvivl er markant mere lettilgængelig samt folkelig, vil helt klart tiltrække endnu flere fans og lyttere, end eksempelvis Venenum gjorde. Nogle vil måske mene, de er blevet for bløde, andre vil måske mene, de er nogle ’sell outs’, men uanset hvad og hvorfor så har Baest skabt et virkeligt stærkt album. De har skabt en lyd, som jeg ikke rigtigt har hørt før – de har fået mig omvendt fra Baest-benaegter til Baest-fan. Og sidst, men ikke mindst, så har de tydeligvis haft det enormt skægt med at lave Colossal – og nothing else matters.