Matt Barlow - Heavymetal Betjent

Fra Thrash Gigant Til Politimand

Matt Barlow startede sin karriere som sanger for bandet Iced Earth. Her gjorde han sig bemærket med sin dybe stemme og lange røde hår. Han har siden forladt Iced Earth, hvorefter han var med i danske Pyramaze, tilbage i Iced Earth igen og nu med projektet Ashes of Ares. For nyligt optrådte han med drengene fra Pyramaze i USA, og i den anledning fik vi en lille snak med ham.

Carsten: Hvad har du lavet det sidste stykke tid? Specifikt, hvad sker der på Ashes of Ares-fronten?

Matt: Jamen vi har næsten skrevet et helt album færdig. Vi har haft mange personlige kampe i vores privatliv, som har fyldt meget, Vans kone kæmper imod cancer pt. Så det har taget lang tid at få alting til at gå op i en højere enhed, Vi har kastet idéer til hinanden igennem et par år nu, imens vi har lavet shows rundt omkring, og prøvet at få styr på privatlivet. Men det er meget tæt på at være færdigt nu, så vi skal til at se os om efter et nyt pladeselskab, og så tager vi den derfra. Men det er tæt på!

Carsten: Så Ashes er IKKE færdigt?

Matt: Nej, bestemt ikke, men vi skal have fundet et nyt pladeselskab. Lige nu er vi hos Nuclear Blast, og de ville ikke give os en kontrakt på to skiver, så vi er på markedet! Det er en hård branche, det her, men vi er glade for at arbejde med dem, som vil arbejde med os. Vi er jo ikke så pengehungrende, da vi også laver alt muligt andet, så det skulle være en mulighed at finde noget. Men vi kan jo naturligvis ikke turnere på samme måder, som mange andre bands kan.

Carsten: Så det er ikke 200+ dage hele verden rundt for jer?

Matt: Nej, altså det er jo der, hvor branchen er lige nu. Hvis man ikke vil gå sulten i seng som musiker, så skal man altså bare lægge den mængde tid i det. Det var også grunden til, at jeg forlod Iced Earth i sin tid, fordi Jon (Shaffer) sagde, at vi skulle turnere så meget. Men jeg var nødt til at holde fast i mit arbejde, og jeg kunne heller ikke få mig til at forlade min familie i så lang tid.

Carsten: Det er vel også familien, som gør, at mange bands skifter medlemmer ud?

Matt: Helt sikkert! Folk bliver jo ældre, får børn og bliver gift, og så er det svært at være fuldt på derhjemme og være fuldt på ude. Har man ikke børn så er det jo bare ud, af sted, se verden og det er fedt. Men man må jo prioritere selv.

Carsten: Du spillede for nyligt med danske Pyramaze igen - hvordan var det at blive ”genforenet”?

Matt: Det var fantastisk. Det var jo faktisk første gang, jeg faktisk optrådte med dem, for da vi indspillede ”Immortal”, indspillede jeg jo alt sang her i USA, og vi sendte så filerne over til Jacob (Hansen), som mixede det, men hele skiven var faktisk lavet, da jeg fik den. Jeg følte også lidt, at jeg skyldte dem det, for de havde spurgt mig i sin tid, om jeg ikke ville lave nogen shows med dem i Danmark, dengang vi udgav skiven, men jeg kunne ikke på det tidspunkt, og det fortryder jeg faktisk meget. Jeg ville rigtig gerne have spillet med Michael (Kammeyer), som jo var en kæmpe force for Pyramaze. Men det var rigtig fedt at spille med dem.

Carsten: Jacob Hansen er endda med i bandet nu.

Matt: Det er han nemlig, og han er en fantastisk gevinst for bandet.

Carsten: Har du nogensinde leget med tanken om at vende tilbage til Pyramaze?

Matt: Altså, de har jo en fantastisk sanger nu! Men jeg kan ikke lide at tænke i de hypotetiske tanker, og jeg vil ikke sige noget som kan tolkes forkert. Så jeg vil helst ikke lege for meget med den idé. Jeg vil mægtigt gerne på scenen med dem igen en dag, helt sikkert.

Carsten: Hvad med Iced Earth så?

Matt: Nej, samme historie. Hvis Jon sagde ”Hey, kom op og spil en sang eller to”, så helt sikkert, uden tvivl! Men Stu (Block) er deres sanger nu, og han er rigtig cool!

Carsten: Har du kendskab til nogen andre bands i det danske metal-miljø?

Matt: Nej, desværre, jeg er lidt anderledes på det punkt; jeg kigger ikke rigtigt efter nyt musik særlig tit. Jeg har sådan en base af musik, jeg lytter til, som ikke udvider sig alt for hurtigt. Jeg er vel lidt en nar på det område, men det er mest det materiale, som jeg voksede op med. Og så elsker jeg at skrive musik. Og på den måde er jeg nogen gange lidt bange for, om jeg bliver ”påvirket” for meget af ny musik, så jeg mister roden til at lave det musik, som jeg holder af. Men jeg kan sagtens påskønne et godt band, man ser live, som ved ProgPower. Det var ikke alle bands, jeg kendte, men det var meget sejt. Jeg har stor respekt for individualitet i musik.

Nu jeg tænker, så kender jeg jo faktisk Volbeat, og det er egentlig lidt sjovt, for vi spillede på nogle festivaller sammen herover. Og i starten havde jeg egentlig ikke noget kontakt med dem, men så begyndte de at turnere meget herovre, og en dag kigger min kone efter noget på nettet og spørger mig så, om jeg ikke kender Volbeat, da de spiller her i Baltimore. Så jeg ringede til dem, og vi kom til et par shows, og nu er vi egentlig blevet gode venner.

Carsten: Nu har du jo været aktiv i musikbranchen i rigtig mange år og har et imponerende katalog af sange i bagagen, er der en bestemt sang, som du er lidt mere stolt af at have lavet/sunget end andre?

Matt: Åh, det er altid svært, og det mest genkendelige, som jeg har haft en del af skriveriet bag, er vel ”Burning Times”. Det har altid været en fan-favorit, og dengang vi var i gang med at skrive albummet ”Something Wicked This Way Comes” arbejdede vi med netop denne sang, og det endte med ikke bare at være første nummer på skiven, men også første nummer på RIGTIG mange tours senere. Så det er vel den, jeg er mest stolt af.

Carsten: Hvis du nu kan vælge et band og enhver sang i deres katalog og stå på scenen med dem og fremføre den, hvilken sang skal det så være?

Matt: Metallica! Noget klassisk fra Ride the Lightning eller Master of Puppets. Jeg er meget stor Metallica-fan.

Carsten: Som stor fan, hvad ville du så spørge Lars Ulrich om, hvis du kunne?

Matt: Jeg ville ikke stille ham et spørgsmål, jeg ville undskylde! For mange år siden havde jeg nogle MEGET stærke meninger om Load/Reload-skiverne. Men efter jeg er blevet ældre og selv har mærket industrien på kroppen, så forstår jeg de skiver så meget bedre. Jeg kan forstå meget bedre, hvad de gik igennem dengang. Det må, for dem, have været en helt naturlig udvikling at tage det skridt og lave dem på den måde, men vi fans var alt for hårde ved dem. Men de er jo stadig Metallica! De spiller stadig shows over hele verden, de giver stadig det, folk vil have. Så som fan ville jeg undskylde for at have dømt dem så hårdt, som jeg gjorde. Og så ville jeg selvfølgelig takke ham for al den gode musik, de har givet os igennem tiden.

Carsten: I Danmark er vi jo generelt meget stolte af danskere, som klarer sig godt i udlandet, så selvom de nogle gange deler vandene med meninger, så er vi jo glade for Lars.

Matt: Det er fedt, jeg er så stor fan af, at folk er stolte over deres landsmænd og dem som klarer sig godt.

Carsten: Så ville du passe meget godt ind i den danske mentalitet.

Matt: Jeg har endnu ikke mødt en dansker, som jeg ikke kunne lide! Alle dem jeg har mødt er metalhoveder alligevel, og de har alle været cool.

Carsten: Hvad vil du helst have: En svanehals eller det der røde flap-lort, der sidder på hagen på en kalkun?

Matt: HAHA! Min kone har faktisk sagt, at jeg er ved at få sådan en kalkunting helt naturligt. Jeg synes selv, jeg er ved at begynde at ligne noget fra Looney Toons. Det her kæmpe adamsæble, jeg render rundt med, har helt sikkert gjort noget godt for min stemme, men nu er det ved at se sjovt ud. Jeg ville helst have en svanehals, men jeg er vel i realiteten ved at blive til en fucking kalkun alligevel.

Carsten: Et shoutout til danske fans fra Matt Barlow?

Matt: Ja, for helvede! Som sagt før har jeg endnu ikke mødt en dansker, som jeg ikke kunne lide, og jeg har det altid godt i selskab med jer. Tusind tak for at kunne lide min musik, uanset om det har været med Iced Earth, Pyramaze eller Ashes of Ares. Jeg elsker at snakke med folk, så skriv til mig på Facebook, hvis I vil snakke. Bare start med at sige, at I er fra Danmark, så har I sikret jer bonus-point lige der!