Interview med Opeth

På fredag udkommer Opeths nye livealbum og DVD, Garden of the Titans – Live at Red Rocks Amphitheater, og i den anledning fik vi en snak med guitarist Fredrik Åkesson. Han fortæller om de svære forhold under optagelserne, om det nye kontra det gamle Opeth og giver endda en masse råd om hvilke prog-bands du bør tjekke ud hvis du vil forstå, hvor Opeth kommer fra i dag. Og så løfter han såmænd også sløret for det næste Opeth album!

På Sorcerers turneen spillede Opeth mere end 90 shows over hele verden . Det ser ud til, at hver Opeth-turne er større og mere succesfuld end den forrige.

Ja, vi prøver at spille større steder nu og måske lidt færre shows. På Heritage-turneen spillede vi omkring 250 shows. På Sorceress-turneen fik vi heldigvis muligheden for at spille nogle fantastiske steder, hvor vi ikke havde spillet før, f.eks. Operahuset i Sydney, Wembley Arena, DR Koncerthuset i København, Red Rocks selvfølgelig, Radio City Hall i New York og Massey Hall, hvor Rush indspillede Exit… Stage Left.

Red Rock i Colorado, hvor I indspillede DVD’en, ser ud til at være et helt specielt sted. Som kunstner, hvilken stemning kommer I så i, af at spille sådan et sted?

Der er meget historie der, da spillestedet åbnede i 1906, tror jeg nok. The Beatles har spillet der, Elvis, The Rolling Stones, Hendrix og Metallica, Judas Priest og Iron Maiden. Det var tidligere et territorie for indfødte amerikanere, så der er meget ”magisk historie” i området og endda fodaftryk efter dinosaurer. Jeg ledte ikke for meget efter dem, for der er åbenbart mange pumaer i området, og jeg ville helst ikke ende med at blive deres aftensmad – det ville ikke være godt for showet!

Men at stå på den scene med et tændt publikum og de gigantiske klipper, der omkranser amfiteatret, det var noget helt nyt og meget anderledes end noget andet, jeg har oplevet før. Det er nok den vildeste følelse, man kan få, når det kommer til koncertlokationer! Vi opdagede det med det samme, da vi blev gjort opmærksomme på stedet, at det her var stedet for vores DVD. ”Lad os gøre det”, forstår du?

Jeres performance på DVD’en er fantastisk, selv når man tænker på Opeths sædvanlige høje standard. Kan du fortælle lidt om forberedelserne, træningen osv., der leder op til at kunne spille så godt og lyde så tight?

Op til det her show havde vi lavet mere end 70 optrædener på turneen, og det hjælper. Når vi udgiver et nyt album og forbereder os på at tage på turne, så bruger vi et par uger i vores øvelokale. Og før det har alle selvfølgelig lavet deres lektier, så vi ikke behøver at genlære riffs osv., når vi øver sammen. Alle kender sangene og deres dele, og så kan vi arbejde på arrangementerne, backing-vokaler og selve sætlisten. Så et par ugers træning og så tror jeg bare, at det handler om at spille mange shows. Det er nøglen til at gøre bandet tight. Efter en tid, så er det hele muskelhukommelse, og så behøver du ikke tænke over det. Vi har et par lange sange, og de har en del forskellige passager og dele. Sommetider når jeg står på scenen og spiller – og det sker for os alle i bandet – så tænker jeg, ”hvordan kan jeg huske alt det?”, ”hvad laver jeg?”. Men efterhånden bruger du ikke længere din hjerne, du gør det bare.

Meget af det er rutine og alle de koncerter, vi spiller. Og så drikker vi ikke før vores shows! Vi kan godt lide at få et par øl efter et job, men det er mere en belønning end hele den der rock ’n’ roll-ting – det gør vi ikke, der er for mange noder at spille!

Da Mikael står på scenen og snakker, taler han om at fjerne småproblemer og fejl på DVD’en. Overdubbing af liveoptagelser er ofte årsag til hede debatter. Hvad gjorde I med Garden of the Titans?

Ikke meget. Jeg tror, at Mikael er lidt ironisk her, for vores mål er altid ikke at gøre noget! Der var dog et par ting. Du kan godt fikse en forkert tone i den første passage på et riff og erstatte det med en korrekt, der bliver spillet senere i sangen. Sådan noget kan man gøre i mixerrummet, men vi er for det meste ret gode til at gøre det rigtigt live, hvis jeg selv skal sige det. Lige den her koncert var faktisk superkold. I dagtimerne var der solskin, men om aftenen blev det isnende koldt. Efter et par sange kan man endda se på DVD’en, at der var en storm på vej, og det ser ret intenst ud. Det viste sig at være en virkeligt svær optræden, fordi vores fingre var som is! Så da vi gik af scenen, var vi faktisk nervøse og tænkte ”det her er skidt”, men det endte med at blive meget bedre, end hvad vi først troede. Der var en enkelt solo jeg gerne ville have genspillet, men det tillod Mikael ikke. Jeg fiksede kun en enkelt guitar, der var meget falsk gennem en kort passage, men det er vist også det. Vi ville lave en ærlig DVD, og det synes jeg, at vi har gjort.

På coveret af DVD og album kan man se jeres ansigter i de røde klipper på, ja, Red Rocks. Er det en hyldest til det ikoniske Deep Purple In Rock albumcover?

Ja, det er, du har helt ret. Den Mount Rushmore-ting, som Deep Purple havde på det album. I virkeligheden, så havde vores forrige DVD [In Live Concert…] i Royal Albert Hall den same type Deep Purple-gimmick, så lad os se, hvad vi finder på til den næste.   

I havde en kendt kameramand til at lave dele af jeres bonusklip på DVD’en. Tror Devin Townsend stadig, at Mikael taler finsk?

Jeg er ikke sikker, jeg har faktisk ikke hørt om det, men jeg skal nok spørge (griner). Devin spillede faktisk også på jobbet, og vi er gode venner med ham. Mikael fortalte mig, at det faktisk var Devin, der inspirerede ham til at være mere sarkastisk på scenen og bruge sin sorte form for humor mellem sangene.

Sorceress er det første Opeth-album, der går nummer 1 på hitlister, der ikke er finske. Hvordan havde du det, da du fandt ud af, at I havde et nummer 1 album i Tyskland?

Jeg havde ikke set det komme! Det er sjovt fordi lige før Sorceress-albummet, skiftede vi label til Nuclear Blast. Og deres chef, Mark Staiger, sagde til os, at ”Jeg skal nok sørge for at I får en nummer 1 i Tyskland”, og det skete! Så ja, det var lidt overraskende, men vi fik også den bedste hitlisteposition i UK nogensinde. Jeg ved ikke præcist, hvor mange albums det er i disse dage, men vi er ret glade for det resultat uanset hvad.

Danmark var så heldige at få to besøg af Opeth under Sorceress-turneen: Copenhell i 2017 og i DR Koncerthuset i 2016. Var der nogen specielle øjeblikke under de to koncerter?

Ja, jeg nød virkelig showet i Koncerthuset! Det var også et af de lange specielle shows. Vi spillede i næsten 3 timer, hvor vi både spillede Sorceress-sættet og en samling af Damnation & Deliverance [red.: desværre husker Fredrik forkert her, da sættet i DR bare var standardlisten på Sorceress-touren]. Det er noget andet, når du ikke har den der metal-stemning med folk, der hopper rundt og alle sidder ned i stedet for. Jeg ved, at Hank Sherman og Mikael Denner var der, og det var selvfølgelig spændende. Jeg har lovet at besøge Mikaels pladebutik i København næste gang, jeg er der!

Copenhell-showet var anden gang, vi spillede der, så vidt jeg husker. Det var et fedt show og også et fedt publikum. Der er sket noget med Opeth og Danmark de senere år. Det er som om, at interessen virkelig er vokset, og det er vi selvfølgelig taknemmelige for. Vi har også spillet et par gange i Vega, og vi har generelt gode minder fra at spille i Danmark.

Der er blevet sagt meget om Opeths rejse væk fra metal på jeres seneste tre albums. Hvordan føles det at spille noget af det ”gamle lort” (Mikael Åkerfeldts egne ord) sammen med det nye proggede og growl-løse musik? Føler du, at der er forskel?

Faktisk ikke så meget. Vi har ikke ændret tonearter på guitarerne, vi bruger stadig den samme lyd. Selvfølgelig lyder sangene lidt forskelligt, men det er mere vokalen. Jeg nyder virkelig stadig at spille de gamle numre. Vi er stadig ’metalheads’, så vi prøver ikke på at undgå det. Det er mere noget med den kreative tilgang, og at Mikael har brug for at lave noget andet. Vi peakede metallen med Watershed, og det er tydeligvis en stor del af Opeths historie. Jeg opfatter os stadig som et metalband, vi spiller stadig det gamle metal i tourbussen, og hvem ved, hvad der sker i fremtiden? Vi breder os meget ud, og det er et privilegie, at vi kan gøre det, men vi er ikke blevet til snobber eller noget!

Jeg tror roligt, vi kan sige, at du primært var metalguitarist i 2008, da du kom med i bandet. Så hvor stor en udfordring har det været at tilpasse sig alle de forskellige stilarter og genrer, som Mikaels sangskrivning sender i din retning?

Da jeg var ung, var mine guitarhelte Uli Jon Roth, Mikael Schenker, Gary Moore, Yngwie Malmsteen og Eddie Van Halen. Senere blev jeg interesseret i Shrapnel med Paul Gilbert og alle de fyre. Men jeg hørte også andre ting som Charlie Parker, proggede ting som Rush og endda mere klassiske artister som Paganini. Jeg synes, det er vigtigt at få inspiration fra forskellige musikkilder og ikke kun spille det samme metal som alle andre. Så kan du forhåbentligt finde din egen vej. Jeg har selv spillet i et par forskellige hard rock- og metalbands såsom Krux, der var et doom-metalband, Arch Enemy, der selvfølgelig spiller melodisk død og også Talisman, der var mere hard rock. Så det at man har hørt og prøvet så mange forskellige genrer, det hjalp meget, da jeg kom med i Opeth. Jeg skulle stadig lære Mikaels måde at spille guitar på, fordi han har en unik stil, når det kommer til riffs. Jeg var også nødt til at arbejde meget med min akustiske spillestil med finger style picking. Næste år har jeg været med i Opeth i 12 år, og jeg føler, at jeg er meget opmærksom på Mikaels stil, og det er lettere for mig at forstå Opeths sange nu. Og oveni det, så gør øvelse mester – forhåbentligt.

Lad os snakke om soloen på ”The Wilde Flowers” fra Sorceress-albummet. Det er bare en killer solo, og du rammer den perfekt på DVD’en. Kan du fortælle lidt om, hvordan sådan en solo bliver skabt i skrive- og indspilningsprocessen?

For det meste er det bare Mikael, der ringer og beder mig komme forbi for at arbejde på en ny sang i vores lille studie eller vores øvelokale. Så improviserer vi et par gange, og ofte så ved jeg ikke rigtigt, hvad jeg laver. Det er bare mig, der spiller løs. Så bliver jeg nødt til at genlære det [under indspilningen], og det kan faktisk være ret vanskeligt at vide, hvilke licks og tricks, jeg har brugt. Så for det meste er det bare improvisation. Lige den solo har nogle hurtige elementer, der bliver ændret lidt hver gang, jeg spiller den. Men jeg prøver at holde den så tæt på albumudgaven som muligt.

Så du skriver ikke soloerne ned node for node?

Nej, ikke rigtigt. Jeg har lavet nogle soli på den måde. For eksempel ”Moon Above, Sun Below” fra Pale Communion-albummet. Jeg tror, jeg arbejdede på den solo i to måneder, og min kæreste blev sindssyg af at høre på den hver dag!

Har din egen musiksmag ændret sig eller er den blevet påvirket i retning af prog, siden du kom med i bandet? Og hvis ja, hvilke prog-bands burde fans så tjekke ud, hvis de vil lære mere om, hvor Opeth kommer fra i dag?

Ja, helt sikkert (min smag har ændret sig). Jeg kan dog også godt lide nogle nye metalbands. Jeg havde aldrig rigtigt hørt Coroner, før jeg mødte Mikael, og jeg kan virkelig godt lide dem. Men også en del prog selvfølgelig. Bands som Camel, Museo Rosenbach, Goblin og Magma, der er et meget mørkt fransk prog-band fra 70’erne. Mikael har en kæmpe vinylsamling, og man kan finde en del interessant obskur musik på hans reoler. Et andet band, som jeg er blevet interesseret i for nyligt, er Bloodrock fra 70’ernes USA. Lidt som Black Sabbath – det er heavy men progget. Og selvfølgelig King Crimson, især Red og In the Court of the Crimson King. Det er klassiske albums!

Men jeg tror, at et andet element i Opeths stil er skandinavisk folk. Særligt Jan Johansson og hans album Jazz På Svenska, der mest består af blødt melankolsk klaverspil, det er meget interessant. Du kan formentligt høre en del Opeth i det, hvis du lytter til det album, selv på Orchid.

Det har været stille i Opeth-lejren i en periode efter flere års skriverier, indspilninger og turneer. Hvad sker der i bandet lige nu?

Ja, vi har haft en ret lang pause faktisk siden november sidste år. Vi havde 4 festivaler i juni i år, men udover det så har vi ikke turneret i lang tid. Det begynder at klø i mig for at komme i gang igen og komme ”on the road’ igen, men lige nu er det tid til at komme tilbage til studiet og indspille et nyt album. Jeg burde ikke rigtigt snakke om det nu, men det er planen, og vi begynder formentligt at indspille om en måneds tid!

Hvad laver du i den tid, du ikke er sammen med Opeth? Martin Axenrot spiller med Bloodbath for eksempel, har du også nogen sideprojekter?

Jeg har lavet nogle forskellige ting. Jeg lavede en solo på Ihsahns seneste album, og jeg spillede med på en Phil Lynott-hyldest, der var ret sjov. Jeg har også arbejdet med John Norum fra Europe. Jeg har skrevet tre sange til ham, der er mere blues og hard rock. Alt er mere eller mindre indspillet, og han begynder at mixe inden længe, tror jeg. Jeg spiller rytme-guitar på de sange, jeg skrev, men ingen soli, hvilket jo er helt forståeligt!

Jeg har også skrevet nogle sange for Biff Byford fra Saxon for nyligt til hans kommende soloalbum. Forhåbentligt kommer vores skemaer til at hænge sammen, selvom vi begynder at få travlt med Opeth igen. Jeg var inde og se Saxon spille for et par uger siden i Stokholm, og jeg blev blæst bagover af hans vokal – han har stadig en fantastisk stemme. Så vi må se, hvad der sker med det, og jeg håber det lykkes. Men lige nu er det tid til Opeth igen!