Interview med Michael Poulsen

Volbeat Boxen, rolfrawphotography.dk

Vi fik os en snak med Michael Poulsen, i forbindelse med sit nye band, Asinhell.

Michael, fra Dominus til Volbeat til Asinhell, det er noget af en rejse?

Det må man sige.

Er du der, hvor du skal være nu?

Åh, det ved jeg ikke noget om. Lad mig sige det sådan, at jeg har det rigtig godt med både det, jeg lavede i Dominus, og det, jeg laver i Volbeat, og det, jeg nu er i gang med i Asinhell, og at være familiefar. Livet er godt, og jeg befinder mig et rigtig godt sted i livet. Så jeg klager ikke over noget.

Jeg så lige, hvem du havde med. Mangler der ikke en bassist?

Nej, vi har Jacob Hansen med på bas.

Men nu tænkte jeg på, at I ikke har en fast bassist med?

Det er også lidt de tanker, jeg har haft, når jeg nu skulle i gang igen med at lave dødsmetal. Det skulle være med nogle gamle danske rødder, eller du ved, om ikke andet nogen, man har kendt i rigtig lang tid, hvor de skulle gå helt tilbage til Dominus-dagene. Marc [Grewe] har jeg kendt lige siden Dominus-dagene og har været i kontakt med. Jacob Hansen kender jeg også helt tilbage fra Dominus-dagene, hvor han var aktiv i Invocator, så da vi var i studiet, så vi ikke nogen grund til at begynde at ringe rundt eller kontakte nogen. Så vi spurgte pænt Jacob, om han gad det, og han syntes, projektet var rigtig spændende, og han kunne lide musikken. Du ved, gode gamle minder med Invocator, Dominus og så videre, og Morten Toft har jeg kendt i rigtig mange år, og da han også var aktiv i Hatesphere og lavede Raunchy. Flemming var endt med at lægge soloer på pladen, og ham kender jeg jo også helt tilbage fra, da han lavede Autumn Leaves. Dominus spillede med Autumn Leaves, så det er en rigtig gammel holdopstilling med gode kammerater, der er gået sammen. Jeg synes, det er pissespændende og rigtig hyggeligt, også fordi det er lavet med gode gamle danske kammerater – hvis vi ser bort fra, at Marc er tysker, men jeg har kendt ham lige siden Dominus-dagene.

Det er fedt, at det kan gå sådan på tværs af landegrænser, også det venskab der.

Ja, lige nøjagtig. Vi har jo alle sammen beholdt kærligheden til gammel tråd. Om det så er klassisk heavy, death metal, thrash metal, eller hvad det nu er, så har vi stadigvæk passionen for den her genre, og at man så mange år efter kan gå sammen om et projekt og blive udgivet på legendariske Metal Blade fra Brian Slagel, det er lidt en drengedrøm, der går i opfyldelse.

Jeg kunne læse mig til, at du var rigtig glad for det, og at det var som at være 17 år igen.

Ja. Ikke fordi jeg gad være 17 år igen. Fy for helvede! Jeg har det rigtig godt med at være 48 og ville på ingen måde gide at være en dag yngre. Men ja, det er jo det, der også sådan er lidt det romantiske i det hele, det er gamle minder, fra man startede, hvor man får lov til lidt at træde ind i den der boble igen. Og det skal da ikke være en hemmelighed, at jeg har da savnet de dage, hvor man tape-tradede, og man kunne bruge en hel weekend på at besøge de her heavy metal-/vinylforretninger på kryds og på tværs af landet og nørde de her udgivelser med kammerater og bekendte. Der var det her fællesskab om genren, fordi det var jo undergrund, og som sagt bytte eller tape-trade og udveksle undergrundsmagasiner og flyers. Om det så var på spillestederne eller i pladebutikkerne, eller hvor det nu var, eller hjemme hos en kammerat, det var så spændende på en eller anden måde. Jeg har aldrig været tilhænger eller fan eller supporter på den måde af de sociale medier, for jeg synes, det er en fuldstændig uinteressant måde at promovere sig selv på i dag. Jeg har heller ikke selv nogen sociale medier. Jeg har en postkasse ude i min indkørsel, hvis folk vil mig noget, og det har jeg det rigtig godt med. Når det så er sagt, så har jeg bare en dejlig følelse med at få lov til at lave det her undergrundsdødsmetal. Det er blevet kørt op i en lillebitte garage hjemme hos Morten uden vinduer, og der er nærmest ikke noget luft. Der er ikke noget PA-system, der er sat et trommesæt op, fordi Morten øver en gang imellem, når han lige skulle i studiet med Raunchy. Og selvfølgelig havde vi jo adgang til store, fine lokaler, som Volbeat øver i, men det var slet ikke det, der var meningen. Meningen var: Lad os gøre det her, som vi gjorde det dengang. Vi har en lille smadret garage med et trommesæt. Jeg finder en gammel, smadret combo-forstærker i min kælder, som jeg brugte i Dominus, og en guitar, der ikke er blevet skiftet strenge på i 30 år. Så skruer vi op på 10, og så ser vi, hvor mange løse forbindelser der er i det hele.

Det er sådan, man bliver signed af Metal Blade? Man skal bare finde Fender-comboen?

[Griner]: Ja, måske, jeg ved det ikke. Men som jeg sagde før: Der er noget romantisk, noget nostalgi i det her at gå tilbage på den der måde. Men også lige pludselig at have meget mere erfaring, end man havde dengang, både med hensyn til at spille musikken, udøve den, forstå den og så videre, men så samtidig også lige huske at bremse sig selv og lægge lidt låg på og ikke udnytte, at man har de ressourcer. Og der har vi virkelig gjort det så primitivt, vi kunne. Vi har forholdt os til at være i denne her garage med det skrabede udstyr, der nu var, og kun øve et par timer hver fredag. Det blev så til death metal-fredag, inden jeg skulle hente mine unger i skole og børnehave, og inden Morten skulle hente sine unger i skole og børnehave, så så vi lige snittet til at øve et par timer og drikke en lunken pilsner i den varme garage. Det blev altså bare lige hurtigt til ti numre. Så ringede jeg til Marc, fordi jeg havde snakket med Marc i rigtig mange år og støttet op omkring hans projekter, både i Morgoth og Insidious Disease. Manden har jo gang i så mange projekter, og han har altid været min absolutte favoritgrowler inden for den genre. Det skal ikke være en hemmelighed, at mit helt store forbillede altid har været Chuck Schuldiner fra Death, og det var også mit absolutte favoritband inden for genren. Du kan høre den inspiration fra Morgoth, specielt fra de to første, klassiske EP’er, The Eternal Fall, nærmest lillebrorband til Death, og man kan høre, at Marc er ekstremt inspireret af Chuck. Han er en af de bedste, og da jeg gik i gang med at skrive de her, så var det hele tiden med Marc i tankerne om, at det var ham, der skulle lægge vokalen. Han var drømmen fra starten af. En ting er, at han er en af mine rigtig gode venner, og noget andet er, at jeg synes, han ganske simpelt er den bedste. At få ham med i mit nye projekt er også en drengedrøm, der går i opfyldelse. Hvis jeg havde fået det at vide, da jeg opdagede Morgoths Resurrection Absurd og The Eternal Fall, og hvad der kom efterfølgende – det havde været det vildeste shit at få sådan en historie! Men der er jo sket så meget siden, og vi er alle sammen blevet meget ældre og har spyttet i hinandens projekter. Med hensyn til Flemming: Han har jo hjulpet til i Raunchy og har også været med i Invocator. Jeg har grint over det – det er jo lige nøjagtigt det, jeg skal bruge: en god gammel bekendt, en kammerat fra de gode gamle dage. Lad os bare komme i omdrejninger.

Ja, han gør det da godt nok til, at du tog ham med i to bands?

Ja. Han nåede jo at indspille i Asinhell, og da vi så pludselig stod i en situation uden guitarist tre uger før tourstart, så var der selvfølgelig forskellige gutter på tale. Hvem skulle lige træde ind med så kort varsel? Der er jo de der sindssyge guitarister derude, de skal bare høre pladen en gang, så kan de det hele. Dem var der også nogle stykker af, men det var faktisk vores eget bandmanagement ovre fra USA, der sagde: ”What about that Flemming dude?”. ”Flemming? No way he is gonna play Volbeat, he is only into old school death metal”. “But why not just ask him? You guys are already in contact, you are good friends”. Så sagde jeg: “Jo, jo, men hør nu her, jeg tror sgu ikke, at han lytter til Volbeat, det er ikke noget, jeg har hørt ham snakke om. Vi snakker kun dødsmetal, vi snakker ikke Volbeat eller rockmusik eller popmusik”. Det var faktisk meget sjovt, at Flemming siger: ”Michael, jeg må ærligt indrømme, at jeg kender altså ikke Volbeat. Kun det, man lige hører i radioen, når man får tændt for bilen”. Og det tænkte jeg jo nok. Så sagde han: ”Prøv at høre, jeg tager lige til Dublin i tre dage og drikker noget irsk whisky, så kan du lige tænke over den. Så ringer jeg til dig, når jeg kommer hjem”. Og så sagde han: ”Jeg synes, det lyder som en fed oplevelse, det vil jeg sgu gerne hjælpe jer med”. Så han endte med også lige at skulle ind at spille sådan noget boogie-woogie med Volbeat. Fedt, at man kunne holde det inden for de rammer.

Nu har du jo lavet et band igen, og jeg gætter på, det er, fordi du gerne vil spille noget dødsmetal, lidt mere ovre i den mere hårde genre. Hvorfor så ikke genoplive Dominus?

Det har jeg aldrig rigtig haft nogen tanker om. Det eneste, jeg kan sige med Dominus, er, at jeg har tænkt mig at udgive Dominus-udgivelser på vinyl på et tidspunkt. De skal genudgives, og de skal også ud på de forskellige medier, så folk kan få fat i dem igen. Jeg har bare hygget mig med, at det var lidt svært at få fat i, og så har jeg grint lidt af det. Men det er vel netop det, der er så spændende ved denne her genre. Det er den der jagt på at få de lidt mere svære og spændende ting. Så jeg har trukket den lige til det sidste, og jeg trækker den lidt endnu, før jeg udgiver de her Dominus-ting på vinyl og så videre. Men når det så er sagt, så selvom man går tilbage i tiden, så har jeg brug for, at Asinhell er et nyt band, for jeg synes egentlig ikke, at det lyder som Dominus. Selvom jeg stadig er i kontakt med nogen af de gode gamle Dominus-medlemmer, og de stadigvæk er mine rigtig gode kammerater, så har det aldrig været med det i tankerne. Det skulle simpelthen være et nyt band. Også fordi jeg ikke havde mig selv i tankerne som den, der skulle growle. Det har hele tiden været Marc. Og lige pludselig at skulle have Marc ind i et gendannet Dominus som frontmand virkede måske sådan lidt mærkeligt på en eller anden måde. Så det gav ikke rigtig mening. Dominus – lad det være Dominus. Lad det være, hvad det var. Og det er jeg rigtig stolt af. Asinhell er et nyt band med en forsanger, der er ti gange federe, end jeg er.

Men der er jo mange, der synes, du er en vanvittigt god vokalist, især i Dominus også.

Men det mener jeg 100 %. Da jeg begyndte at skrive de her numre, så var det med Marcs vokal i ørerne. Når det er sagt, så har jeg lagt demovokal til hele Asinhell-pladen, og det er simpelthen, fordi Marc skulle have noget inspiration til og forståelse for, hvordan jeg hørte numrene, og hvor jeg forestillede mig, vokalen lå henne. Det blev simpelthen optaget så primitivt. En ting var, at han sagde, vi skulle bare optage det i garagen og så sende til ham. Så sagde jeg: ”Du ved godt, hvad det er, du beder om? Det bliver skrækkeligt at høre på”. Så sagde han: ”Det er perfekt! Det skal være skrækkeligt. Det var, ligesom vi gjorde i Morgoth”. Det var bare en båndoptager i øvelokalet, og så de to knapper ned, og så kører vi. Og OK, så har vi sgu også selv bedt om det. Det bliver en rodebutik at høre på, men det gør vi. Og så gik jeg hjem og skruede helt op for iPhonen, og så optog jeg på en anden iPhone, som jeg så sad og growlede ned i, og da improviserede jeg bare en masse ord, og fik lagt noget vokalt. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at min growlervokal er noget dybere end Marcs, men når det så er sagt, synes jeg, hans vokal passer meget bedre til Asinhell. Han har meget mere tone og variation, og det var det, jeg ledte efter. Det var hans stemme, jeg skulle bruge. Det skulle jeg fandeme ikke ødelægge med noget som helst, hverken med det ene eller det andet, så den ære får Marc. Og jeg skal bare hygge mig ude i højre side med at høvle noget spade, det skal jeg.

Nu nævner du selv, at du godt kan lide miljøet, den måde og hvordan det så skal foregå på. Hvis nu Asinhell får frit spil, hvor kommer vi så til at se jer i Danmark og sammen med hvem?

Det er for tidligt at sige. Jeg kan jo godt slynge et eller andet ud, og så har folk nogle forventninger til det. Og hvis det så ikke bliver til noget, så har man måske sagt noget, hvor man føler, man har lovet noget, og det vil jeg helst ikke ud i. Det eneste, jeg kan sige, er, at vi har planer om at tage ud at spille live næste år. Volbeat tager ikke ud at spille live næste år, for vi trækker lige stikket for at skrive nye plader og være i studiet at indspille en ny plade. Så der bliver tid til at tage ud at spille nogle shows med Asinhell, og lige som jeg sidder og snakker med dig om det nu, så her om et par dage skal jeg i kontakt med vores management og bookingbureau, med hensyn til hvor vi skal placere de her Asinhell-shows. Og selvfølgelig bliver der danske shows, selvfølgelig er der nogle planer, hvor vi tænker: ”Her kunne det være fedt at spille, her giver det mening, og her spoler man tiden lidt tilbage”. Det er det eneste, jeg kan sige om det nu.

Kunne man forestille sig Copenhell for eksempel?

Det kunne være pissefedt! Der vil vi da absolut ikke holde os tilbage, hvis det kommer på tale. Og selvfølgelig har det været på tale, men jeg kan jo ikke sidde at sige, at det sker. Men lur mig, om vi ikke vil gøre en indsats for, at det kan komme til at ske.

Det håber jeg. Men så kan jeg godt høre, at Volbeat nok ikke kommer og spiller, hvis I skal til at trække stikket?

Vi trækker ikke stikket på den måde. Det er ved ikke at være ude at spille live. Det er rent strategisk. Nu har vi lige haft to år, hvor vi har spillet på nogle rimeligt store markeder, og hvor vi har spillet nogle ret store shows, og så rent strategisk trækker man sig lige fra markedet i et stykke tid. Også fordi markedet er stadig sindssygt hårdt ramt efter epidemien. Så er der tid til at være hjemme og skrive en ny plade, få den indspillet hos Jacob Hansen, tage ud at spille noget Asinhell.

Det lyder rigtig godt. Nu nævner du selv det med, at du ikke har sociale medier. Jeg ved ikke, om du på nogen måde har fulgt med, men der har været meget debat om dig, i forhold til hvad du laver i både Volbeat og i forhold til Asinhell. Er der noget i Asinhell, hvor du tænker: ”Nu skal jeg fandeme vise dem, der sidder og hater på Volbeat, at jeg stadigvæk godt kan, at jeg stadigvæk er champion også til at lave god, gedigen gammeldags”?

Det er slet ikke inde på min radar, fordi jeg ser ikke noget, jeg læser ikke noget. Jeg går ikke op i det. Jeg er simpelthen blevet for gammel til at gå op i sådan nogle ting. Jeg har intet, jeg skal bevise for nogen som helst. Mine resultater, både Dominus og Volbeat, og hvad fanden jeg foretager mig, taler for sig selv. Det her er udelukkende gjort for kærligheden til oldschool death metal, som jeg har lyttet til. Jeg har lyttet til ekstremmusik, siden jeg var 13 år, og jeg er 48 i dag. Jeg har ingenting, jeg skal bevise. De eneste ting, der render rundt i dagligdagen og skal bevises, det foregår foran mine børn. Alt muligt andet er gjort. Med hensyn til Volbeat og Asinhell: Jeg laver den musik, jeg kan lide og brænder for, og som jeg gider at stå op til og tage ud at turnere med. Jeg har virkelig ikke noget at skulle bevise for nogen, så der må jeg ærligt indrømme, der hviler jeg sgu nok i mig selv til, at det er, hvad det er. Og dem, der kan lide det, jamen, fedt nok, og dem, der ikke kan lide det, nå ja, men så find noget andet. Det er sådan set meget nemt. Så nej, jeg skal ikke ud at vise, at nu skal jeg et eller andet. Det har jeg ikke brug for.

Jeg har aldrig rigtig fulgt med i de der sociale medier. Jeg har aldrig rigtig forstået det og ikke rigtig kunnet se fidusen i det. Så du ved, alt hvad der foregår med Volbeat på sociale medier, er jo styret af vores management og pladeselskab og PR-folk. Altså jeg ved sgu ikke lige, hvad der foregår derinde, for det interesserer mig ikke. Det eneste tidspunkt, jeg får forvirret mig derind, det er, når vi er ude at spille live, så lige de første par shows, der får jeg nogle af vores folk til at logge ind, for jeg har ikke engang værktøjerne til at kunne logge ind på noget som helst, og jeg er også fuldstændig ligeglad med det. Men det er for at se, om folk godkender sætlisterne. Er der nogen sange, de savner, og så kommer en af mine folk tilbage og siger: ”Folk snakker om det her Volbeat-nummer”. Nå, ok. Det virker, som om de savner det. Men jeg har en postkasse ude i min indkørsel, og det er den eneste form for kommunikation eller ting, jeg læser.

Det er en fordel ved Asinhell, at I er så nye, så der er ikke ret mange ændringer i sætlisten, der kan nå at ske endnu?

Nej, og det er egentlig en befrielse. Det bliver så nemt at lave sætliste. Den eneste udfordring, der bliver, det er, hvis man lige skal stramme sig op til at kunne spille en time, så kan det godt være, man lige skal have et par covernumre og måske et enkelt nyt nummer ind. Det bliver rigtig sjovt.

Mon ikke der er et gammelt Bolt Thrower-nummer eller andet godt, man lige kunne tage at spille?

[Griner]: Lige nøjagtig.                                    

Her på falderebet: Hvad giver det dig personligt at spille Asinhell-musik og Volbeat? Altså for dig personligt, hvad er forskellen i det?

Så meget tænker jeg slet ikke over det. Jeg gør lige nøjagtig, hvad jeg brænder for. Det, der gør mig glad, og som jeg kan mærke, jeg har en passion for. Om det så er rockmusik i Volbeat eller dødsmetal i Asinhell eller lave rom, lave whisky eller nørde boksning. Jeg gør det, jeg brænder for. Jeg gør det, der gør mig glad. Det tænker jeg egentlig ikke så meget over. Som jeg siger: Jeg har lyttet til ekstremmusik, siden jeg var 13, og klassisk heavy siden jeg var 10. Jeg er 48 i dag. Det er mange år med heavy metal og ekstremmusik, og jeg er stadigvæk den der unge dreng, nørden, der godt kan lide jagten på det næste fede dødsmetalband eller at finde den der vinyl, man aldrig nåede at finde i 90’erne, fordi den er udgået, og at sprede denne her kærlighed til tingene. Det er det, der opstår, når jeg sidder og laver dødsmetal. Det bringer mig tilbage til den der lidt uskyldige tid uden sociale medier, uden internet, hvor man skulle ud at møde folket ude på spillestederne, ude i pladeforretningerne og i de små lejligheder, hvor der blev nørdet undergrundsmagasiner og demobånd og vinylplader og så videre. Man får lige lov til på en eller anden måde at hoppe ind i den boble igen. Der giver Asinhell mig noget, hvor man kan få lov til at forholde sig rimeligt primitivt til tingene, uden at man skal forholde sig til, hvilken størrelsesorden det er. Fordi Volbeat er blevet et kæmpe band og en kæmpe virksomhed. Det er noget, folk snakker om, så der er ekstremt meget arbejde i at være i Volbeat. Og det er arbejde, som stadigvæk fylder sindssygt mange timer i min hverdag, hvor det også bliver arbejde. Hvor Asinhell, der er selvfølgelig hårdt arbejde i at skrive materialet og få det indspillet. Men det er på et helt andet plan, hvor man godt kan få lov til ikke at tænke alt for meget over, hvad der skal til at foregå, men bare lade det være undergrunds-oldschool dødsmetal. Here we go, mand, lad os komme i gang.