Fra boogie til helvede

Imens Volbeats overhoved og altid smilende boogie-mester, Michael Poulsen, har lavet lyttervenlig radiorock med førnævnte gruppe, har han også haft et andet projekt i støbeskeen, som nu har set dagens lys. Det handlede om at vende tilbage til rødderne og spille musik, som skulle være en hyldest til Poulsens gamle helte. Han fik sat forstærkeren op i trommeslager Morten Tofts (Raunchy) garage, og så lod de ellers nostalgien og kærligheden til dødsmetallen få frit løb. Ud af dette kom Asinhells debutalbum, Impii Hora.

En smuk gestus

Albummet er imidlertid ikke blot ren dødsmetal. Poulsen har blandet elementer af thrash ind i numre som "Pyromantic Scryer," og han har ikke kunnet lade være med at tilføre en smule groove til musikken. Det er faktisk helt forståeligt, når man tænker på hans musikalske baggrund med Volbeat. En ting, der binder albummet sammen, er den utroligt hårdtslående instrumentale del, der især findes i vers og overgange. Disse sektioner giver et stærkt og velmenende nik til bands som Autopsy og Entombed. Især er "Impii Hora" en hyldest til forsangeren Lars Göran Petrov, der desværre gik bort i 2021. Poulsen og Petrov var tætte venner, og tabet af Petrov er stadig en stor sorg for Poulsen, hvilket han åbent stadig taler om.

At Poulsen altid har haft lyst til at lave et projekt med forsanger Marc Grewe (tidligere forsanger i Morgoth) forstår man godt, når man hører numre som "Island of Dead Men" og "Wolffpack Laws." Her viser Grewe, at han stadig er en kolossal force, når det kommer til at levere growls med melodi og variation.

Som et mindre aber dabei skal der dog nævnes, at det efter et stykke tid bliver en lille smule ensformigt at lytte til numrene, og efter et par gennemlytninger står singlerne ”Fall of the Loyal Warrior”, ”Desert of Doom” og ”Island of Dead Men” samt ”Wolfpack Laws” klart som de stærkeste numre.

Forhåbentlig mere end det ene

Asinhell er bestemt et sideprojekt for Michael Poulsen & Co. Men det burde det virkelig ikke være. Numrene har den hårdtslående kraft, som deres inspirationskilder skabte i sin tid, samt omkvæd, som egner sig godt til at skråle med på, når man hører dem live. Albummet er annonceret at skulle lyde mere råt, end det gør, men med Jacob Hansen bag pulten er der ingen skidt at spore i hjørnerne, hverken på godt eller på ondt. Jeg håber, der kommer endnu mere fra Asinhell i fremtiden, og at Impii Hora ikke kun er et enligt, nostalgisk elskovsbarn mellem musikere, som savner fordums tid.