Interview med Livløs

Livløs Promo - Foto af Nikolaj Bransholm Livløs Promo - Foto af Nikolaj Bransholm

2014 var ikke blot året, hvor der i USA blev rejst et monument i form af det 541 meter høje One World Trade Center. Det var også året hvor Livløs tog det første spadestik til et monument i dansk metalhistorie. Med fokus fremad, og ikke mindst opad, forlod Livløs den aarhusianske havn, og kan nu kalde sig ejere af en kontrakt med østrigske Napalm Records. Det bliver en fremtid med tårnhøje forventninger fra omverdenen. Ikke desto mindre er Livløs klar til at arbejde hårdt og længe for at indfri disse foventninger..

Man kan sige meget om Livløs: bandet med rødder i den aarhusianske muld. Udover at være nogle yderst sympatiske mennesker, er de også et af Danmarks mest hårdtarbejdende bands. De kan nu, med en enorm glæde og stolthed til følge, høste frugterne af det slid, som de har lagt for dagen siden starten af karrieren; pladekontrakten med østrigske Napalm Records blev derfor underskrevet for nylig. Denne milepæl er blot med til at understrege over for deres fans, og folk som kun lige har stiftet bekendtskab med dem, at hovedet på sømmet nu for alvor er blevet ramt. Vi tog os derfor en snak med dem om viljestyrke og spilleglæde, hvordan de er kommet beriget gennem coronavirvaret, samt hvor meget lysere fremtiden tegner sig.

Først og fremmest tillykke med kontrakten med Napalm Records. I har siden jeres start i 2014 udgivet én EP og ét album, med endnu et album på vej i 2021. I var også meget overvældede over responsen på jeres musik, da I udtalte jer i et interview med os i 2019. Kan I knytte nogle ord på den rejse og de oplevelser, I har været igennem siden 2014?

Franz: Lige fra starten har vi været meget stolte over at have arbejdet hårdt på egen hånd. Vi har udnyttet alle de kontakter, vi havde; herunder Jacob Bredahl (red. tidligere sanger i HateSphere m.fl.), og tog selv kontakt til producenter m.m. Det var dog først fra det øjeblik, vi smed Into Beyond på gaden, at det føltes helt rigtigt. Into Beyond var også fuldstændig selvudgivet, hvilket der var rigtig meget stolthed i. Siden da har vi haft enormt meget blod på tanden og har derfor lagt en stor indsats i at jagte et pladeselskab. I denne proces har vi været meget glade for at få Trine (red. manager fra Account the Beat) med. Hun har været rigtig god til at oppe vores gejst og motivation til at sige: ”Ved I hvad? Vi kan fandme godt få et verdensomspændende pladeselskab. Det behøver ikke bare være en drengedrøm. Vi har redskaberne, viljen og alderen”.

Kenneth: Det tog også lidt røven på os selv med al den opmærksomhed, vi fik. Vi har jo altid produceret musik, som vi selv syntes, var fedt. Troen på os selv er også steget med tiden. Nu er vi så landet et sted, hvor alt det hårde arbejde har båret frugt. Og det er jo bare, sagt på godt dansk, pissedejligt!

Franz: Det skal ikke være en hemmelighed, at der er gået lang tid fra Into Beyond til nu. Det har også taget lang tid at få kontrakten sat i stilling; blandt andet pga. coronaen. Derfor var der en periode, hvor jeg tænkte, at bandet er endnu et af dem, som udgiver lidt med efterfølgende turné i Danmark, måske Skandinavien og Tyskland. Vi modtog mange ”måske’er” gennem længere tid. 
I starten gik vi kun efter booking, da vi kom i kontakt med Napalm Records. Men i samme ombæring ville de have os med som en fast del af pladeselskabet, hvilket tog os med storm. Det var en god dag!

Kenneth: Rejsen er først lige begyndt. Det føles helt surrealistisk, men også superfedt; især når vi tænker tilbage på, hvor langt vi er kommet. Nu skal vi rigtig i gang!

Hvilken fornemmelse har det efterladt jer med som band?

Kenneth: Det har faktisk været en lille smule angstprovokerende hele tiden, da vi stille og roligt fandt ud af, hvordan det var at spille for endnu større og endnu vildere publikums. Men vores glæde ved at spille har vi altid bibeholdt. Det er en fornøjelse stadigvæk.

Jeres spilleglæde ses også meget tydeligt. Især også med dig, Niklas. Hvordan har det været for dig, nu hvor du ikke har været med så længe?

Niklas: Da jeg kom med i Livløs, var det som stand-in. Men allerede efter første eller andet show, sagde de andre ”Du er med”! Det var jeg enormt glad for! Vi ville dog vise vores fans, at beslutningen var velovervejet, så vi udskød offentliggørelsen. Ellers var målet, at der ved næste album skulle et større hold bag samt endnu flere koncerter over hele Danmark. Vi satte os et mål om at skrive hele albummet på seks til syv måneder for derefter at indspille det på 10 dage plus det løse. Så vi havde en rimeligt stram plan. Men så havde vi også et indspillet album i november med endelig produktion i starten af januar 2020.

I nævnte i interviewet fra 2019, at I allerede dengang snakkede om album nummer to. Er der ikke en risiko for, at det på den måde bliver en for forhastet proces?

Franz: Når vi udgiver, har det taget ca. to år fra vi sad i studiet. Det hører vi også fra flere bands, som har haft deres albums liggende i halvandet år, før nogen samlede det op; det kom som en overraskelse for os. Med Into Beyond gik der tre måneder, før det lå på gaden. Det samme skete med EP’en, som blev udgivet endnu hurtigere. Nu skal vi have tålmodighed i stedet for.

Niklas: Vi har brugt virkelig lang tid på bare at komme i kontakt og forhandle med de rigtige. Så det har været en proces med meget tålmodighed. Da det så endelig lykkedes os at lande en kontrakt, var det også bare ekstra fedt!

Hvor længe har kontrakten med Napalm Records været undervejs? Og hvad overbeviste jer om, at lige netop de var det rette valg?

Franz: Vi startede allerede i indspilningsugen til det kommende album. Trine spurgte, hvem vi ønskede at tage kontakt til. På den liste, vi gav hende, var Napalm Records i top tre, hvilket de hele tiden har været. Det er fedt, at det er det største uafhængige pladeselskab hvad angår metal, som i kraft af sin uafhængighed vil nogle lidt andre ting. Det er også et selskab, som stadigvæk stormer derudad og kun bliver større. Med Napalm Records ved vi endnu ikke, hvor stort det kan blive, selvom de er store nu. Jeg husker, at de for mange år siden udgav noget med HateSphere, hvor det blot var et meget lille pladeselskab, som ikke mange havde hørt om. Udover Napalm Records, har vi også signet med Napalm Events, hvor vi har fået en booker ved navn Thorsten, som har fulgt bandets udvikling på sidelinien de sidste 2 år. Han havde også booket et show til os i Hamborg, hvor vi skulle have spillet sammen med bandet 1914. Her skulle han have et indtryk af vores live optræden for at tage stilling til, om vi skulle tilbydes en kontrakt. Men alt blev udskudt på grund af corona. I juni/juli fik vi så taget nye pressefotos og producerede en flot musikvideo, hvilket gav os en federe pakke at arbejde med. Vi havde også planer med nye presse-formuleringer, som gjorde os mere komplette. Efterfølgende spurgte vi dem, om de ville booke for os. Det var i svaret til den mail, vi fik tilbudt en pladekontrakt med booking og publishing.

Niklas: Fra albummet var færdigindspillet, gik der cirka et halvt år, før vi fik det første tilbud. Vi var tæt på at få et tilbud fra et andet pladeselskab, hvor de dog mente, at vi lød for meget som et andet af deres bands. Heldigvis kom Napalm Records senere hen og tilbød os en kontrakt.

I spillede til Eurosonic i starten af 2020. Til en sådan branchefestival må man næsten forvente, at I er kommet i kontakt med nogle vigtige mennesker. Var det her, I blev opdaget?

Niklas: Trine tog til Holland dagen før, hvor hun fik mulighed for at snakke med forskellige branchefolk. Men der kom kun folk fra en enkelt eller to festivaler, som kom for at se os, da vi spillede klokken halv to om natten. Så udover de snakke hun fik, så fik vi ikke meget ud af den koncert. Men det kan være, at der kommer nogle spændende tilbud senere.

Franz: Det var lige så meget for blot at vifte lidt med fanen; for at få vores navn på plakaten. Men der var ikke noget konkret, som kom ud af det.

Kenneth: Det er en stor og flot ting at komme på Eurosonic; at blive nævnt blandt en lang række af bands er fedt. Det kan være, at det ubevidst har gjort noget. Men det var en branchefestival, og fordi vi spillede så sent, var folk bare megastive. Det var virkelig sjovt.

Hvordan endte I med at udpege Holland som jeres første koncert uden for landets grænser?

Kenneth: Logistisk set ligger det jo bare pissegodt; lige midt i det hele.

Franz: Groningen, byen hvor Eurosonic afholdes, er det sted i Europa, som har et af de højeste antal venues i forhold til antal indbyggere. Der var nok tyve til tredive spillesteder inden for et ret koncentreret område, som gjorde den oplagt til en branchefestival. Eurosonic er tilmed en stor og meget anerkendt branchefestival. Valget føltes derfor meget naturligt.

Da lockdown ramte Danmark i marts, fandt I på nogle interessante tiltag. Et af dem var en auktion, hvor jeres fans kunne byde på forskellige ting, som I har erhvervet over årene. Hvordan opstod denne auktion? Og fik I det ud af den, som I håbede på?

Franz: Auktionen blev affødt af den store demonstration, som nogle lyd- og lysfolk havde lavet inde på Christiansborg. Vi kunne se, at både Sebastian og Annie var enormt pressede. Selvom vi havde en masse ting med stor affektionsværdi for os, så var det bare fedt, hvis det kunne ende hos vores fans. Det gik meget godt. Og både Annie og Sebastian fik lidt at gøre med.

Niklas: Lige da den første lockdown ramte, var vi hurtige til at undersøge, hvilke aktiviteter der kunne være interessante. Det vigtigste for os var at holde gang i de sociale medier for at holde vores fans aktive på den måde, indtil vi kunne udgive musik. Auktionen kom så til på baggrund af, at vi havde en masse ting, som vi lige så godt kunne komme af med. Og så kunne vi samtidig få noget goodwill hos vores team. Her gik pengene til vores lydmand Sebastian og vores lysdame Annie. De mistede jo deres jobs i den periode.

Kenneth: Vi havde selvfølgelig meget ondt af dem. Det var en virkelig tarvelig tid. Vi holder enormt meget af vores team. Så det er bare rart at kunne støtte lidt op omkring dem.

Lagde I mærke til, om andre bands påtænkte at gøre - eller allerede havde gjort - noget lignende?

Niklas: Vi havde tidligere set andre bands sælge deres bagtæpper og lignende som en indtjening til dem selv. Det er der heller ikke noget galt med. Men vi tænkte, at vi så kunne gøre noget godt for vores team, også selvom det beløb (red. ca. 6.900 kr.), vi samlede ind, på ingen måde ville kunne dække hele deres løn. Som en sidegevinst fik vi som band en masse aktivitet på de sociale medier ud af det.

Kenneth: Vi håbede på, at vi på den måde kunne inspirere andre bands til at gøre det samme.

I spillede også seks siddende koncerter. Hvordan oplevede I disse? Og hvad var tanken bag, udover at komme ud for at spille igen?

Niklas: Vi havde planlagt turnéen med tre shows med start på Spot Metal i Aarhus, som så blev udskudt til efteråret. Det blev endnu en gang aflyst. Derefter var det Pumpehuset og Posten (red. København og Odense). Da Spot Metal blev aflyst, rykkede vi showet i Pumpehuset ud i Byhaven på samme grund. Selve showet inde i Pumpehuset blev rykket til april. Men vi tog den chance, vi fik, siddende shows eller ej. Heldigvis fik vi jo så et ekstra show på Train i Aarhus, så vi kunne fuldføre turnéen. Personligt synes jeg, at de siddende koncerter var meget bedre end forventet. Jeg forventede, at vi selv skulle sørge for at holde gang i festen, da der ikke måtte råbes eller hoppes rundt i en moshpit. Vi fik det dog til at fungere, og vi kunne hurtigt se på folks ansigter, deres små bevægelser, som de nu en gang kunne lave, at det fungerede.

Franz: Mange havde allerede på det tidspunkt været indebrændt over ikke at kunne komme til deres sædvanlige koncerter og festivaler. Bare at få en lille smule fik det til at ligne en eksplosion i øjnene på dem. Selvom moshpitten heller ikke var der, fik vi meget af den energi og de følelser smidt i hovedet, som vi havde fået under normale forhold. Men det var en smule angstprovokerende at skulle gå på scenen, da vi jo ikke er noget ”sid ned med et godt glas vin i hånden”-band. Jeg tænkte meget over, at jeg skulle spille helt rigtigt hele tiden. Men efter de første fem minutter var det næsten som en hvilken som helst anden koncert. Og så kunne vi jo gøre det endnu federe med lyd og lys, da vi havde vores faste team med rundt.

Kenneth: Det med at komme ud og spille handlede jo lige så meget for os om at hænge ud i merch-boden, hvor vi kunne få en snak med folk (red. på sikker afstand og iført mundbind). På den måde kunne vi også få lidt af kulturen og samværet med vores fans ind under huden igen. Det skulle helst ikke gå op i studie og øvelokale det hele. Men vi kunne få lov til at slå os løs som vi plejer, hvilket var rigtig fedt!

Niklas: Jeg havde regnet med, at det var noget hårdere. Jeg kan da også huske, at da vi spillede på Train i Aarhus (red. ”Train – Live on Tape”), som vi streamede via vores Facebookside, da var det en virkelig hård halv time, da der ikke var nogen respons fra det manglende publikum. Den halve time var meget hårdere end de koncerter, vi spillede på en time og et kvarters varighed i efteråret. Men det skete heldigvis ikke til de siddende koncerter. Da vi så skulle spille på Beta i København, som var to intime koncerter, fik vi lidt en lektion i, hvordan det igen var at stå på en lille scene for et lille publikum. Den anden af de to koncerter var den bedste, og publikum var ekstra tændte.

Franz: Hvis vi har regnet rigtigt, så har vi nok spillet for 400-500 mennesker i alt.

Niklas nævnte, at det var en meget hård halv time, da I spillede jeres streamede koncert på Train i Aarhus. Kan I uddybe denne oplevelse?

Kenneth: Jeg er fuldstændig enig med Niklas. Det føltes bare sværere og hårdere; især fordi der var flere kameraer, som bare filmede løs. Men på den anden side satte det også det hele i et fint perspektiv; altså hvor meget det betyder at have sine fans til stede. Vi fandt pludselig ud af, hvor meget vi savnede dem. Og vi skulle lige ud for at mærke os selv igen. Det er bare sjovere at have nogen at interagere med. Det var også en smule angstprovokerende at stå foran nogle kameraer, da vi tænkte meget mere over, hvad vi gjorde, hvor det normalvis kommer helt af sig selv.

Niklas: Vi er ret vant til musikvideoer, vil jeg mene. Men dette var en mærkelig blanding af en koncert og en musikvideo, hvor vi skulle lade, som om det var en koncert. Men det var ikke bare en koncert. Vi lavede også nogle fejl, da vi spillede ”Rot & Ruin”. Det var ikke så fedt. Undervejs skulle jeg tilmed tale til folk, hvilket jeg normalt ikke har noget problem med. Men det var fandme svært, når de ikke var til stede. En ting, som vi også diskuterede var, om vi ville lægge det hurtigt op, eller om det først skulle mixes. Men vi endte med at lægge den op med det samme, så vi kunne være lidt på forkant i forhold til så mange andre bands i Danmark.

Franz: Train havde jo også en kampagne kørende, hvor flere var inde. Og så havde vi vist bare et godt forhold til dem, hvor vi så kunne blive en del af deres kalender, hvilket var ret heldigt og lækkert.

Var der andre nævneværdige lockdown-tiltag fra jeres side?

Niklas: Thomas, Kenneth og jeg afholdt en live Q&A på min lange sofa. Det var det første af vores coronatiltag, hvor vores fans kunne stille os spørgsmål, imens vi drak øl. Ingen af os havde spist aftensmad, hvilket gjorde, at vi blev ret hurtigt snalrede. Det var kun meningen, at det skulle vare en halv time. Men det endte med at vare to til tre timer.

Kenneth: På et tidspunkt hoppede jeg ned bag sofaen og fik et blåt øje. Det var Andreas fra Cabal, som skrev, at jeg skulle gøre noget vildt.

Niklas: Så ruller han bare om bag sofaen og slår hovedet ind i et eller andet. Vi trængte jo også til at komme ud med noget mere energi!

I 2019 udtalte Franz, at I om fem år (red. 2024) efter planen står med fire albums og et pladeselskab. Nu står I så med et pladeselskab i hånden, og album nummer to er på vej. Hvad kommer det næste lange stykke tid til at byde på for jer?

Franz: Vi har næsten skrevet album nummer tre allerede. Vi er også inde i et meget bedre flow, og motivationen er høj, da vi er et sted nu, hvor vi har noget, vi skal levere til. Når man får et pladeselskab, skal man senest seks måneder efter udgivelsen af et album have demomateriale klar til det næste album, så de kan nå at forberede sig på, hvad det er. Kombineret med at vi havde den motivation og er inde i en god stime lige nu, så blev der bare ved med at komme sange på bordet. Det er også meget nemmere at gå i øvelokalet, når vi ved, hvordan vi skal forberede os. Personligt føler jeg, at vi er virkelig godt rustede til bare at ”tage afsted” nu. Vi har album nummer to. Lige så snart det er udkommet, har vi nok allerede gang i indspilningerne til det tredje album. Jeg ved personligt, at jeg ikke er stødt på nogen stopklods endnu. Vi skal bare blive ved med at køre på, nu hvor vi har fået det, vi har drømt om. Vi bliver nødt til at levere for både pladeselskabets, vores fans og vores egen skyld.

Niklas: Det er nu, vi skal køre hårdt på. Det er nu, vi skal op på det niveau, som der er udenfor Danmark; der, hvor vi gerne vil hen. Vi skal bevise, hvad vi kan.

Franz: Som Kenneth sagde, så er det lidt surrealistisk, at det faktisk først er nu, det starter. Vi har været i gang i seks år. Det er lidt mærkeligt at få det fortalt eller tænke den tanke, når vi hverken skal spille næste show på lørdag, om en måned eller potentielt om et halvt år. Vi glæder os bare til, at album nummer to bliver udgivet med efterfølgende turné.

Niklas: Ja, i det hele taget at kunne snakke om det nye album. Men vi må vente lidt endnu.

Oplever I generelt et øget pres, nu hvor I står med en pladekontrakt og altså skal levere til kommende albums? Eller er I godt forberedt på fremtiden?

Niklas: Jeg har en hel liste af sange. For mig handler det om at finde på et tema eller nogle rammer, som jeg kan skrive inden for. Hvis sangene bare handler om hver deres ting, så får jeg nemt en blokade. For mig er rammerne vigtige, hvorefter jeg så kan gå i gang med de enkelte stykker i sangen. Jeg er nok meget firkantet i min måde at skrive på. Idéerne kommer lige så stille til mig, hvorefter de bliver skrevet ned.

Franz: Det har af og til været med lettere ambivalente følelser at gå i øveren, fordi vi har skullet skrive nyt. Men nu kommer det jo bare af sig selv. Vi skal blot have vores instrumenter i hænderne, om det så blot bliver til 10-20 sekunders ny musik, som bliver komponeret den dag. Så længe der bare sker noget, så er vi et skridt foran, i stedet for at vi bare ligger i sofaen.

Kenneth: Det er svært at svare på. Indtil nu har det ikke været noget, som vi har skullet bruge så meget tid på. Inspirationen er kommet lidt af sig selv. Og vores vilje driver værket. Så jeg er faktisk slet ikke nervøs for fremtiden, og om vi løber tør for idéer. Vi nyder også at nørde vores fag supermeget. Musik lytter vi også konstant til fra andre genrer, som vi kan låne noget fra. Og så er vi bare pisse gode til at inspirere hinanden i bandet; her er Franz bare en troldmand og finder på de sygeste ting guitarmæssigt.

Niklas: Især når han bliver inspireret af russisk valsmusik eller operamusik, klassisk filmmusik eller noget i den retning.

Franz: Det handler også om at kunne holde sig relevant udover på scenen, og hvad angår ens image. Det er først nu, hvor vi snakker om vores interview fra 2019, at jeg tænker længere frem i tiden end de to år. Så det bedste for os er, at vi udvikler os naturligt i stedet for at påtage os ting, eller gøre ting, bare fordi det er ”in”. Her har vi været heldige indtil videre. Skulle det så ske, at vi ender i en uheldig situation, så kan vi dvæle ved, at vi har været tro mod os selv.

Kenneth: Det er måske ikke helt ved siden af med den udtalelse fra Franz i 2019. Men vi skal bestemt heller ikke fremskynde processen for meget.

Niklas: Vores mål var først at lande et pladeselskab for at kunne komme videre med albummet. Nu har vi planer og mål for en turné med det album in mente. Det næste er så at nå endnu længere med album nummer tre. Ingen af os ser for langt ud i fremtiden. Til gengæld fokuserer vi hårdt på det næste mål.

Er der noget, I mangler at få sagt her på falderebet?

Niklas: Satan bevare Danmark.

Franz: Vi glæder os bare til at kunne rulle hele godstoget ud og køre for fuld smadder igen. Vi skal også vise folk, hvad vi gerne vil. Bag os ligger en historie som ét band. Med rødder i det band har vi bare noget helt andet at byde på. Og vi er virkelig tændte. Der er stadigvæk et godt stykke tid til udgivelsen af album nummer to. Det føles virkelig fedt, og vi bobler næsten helt over.

Niklas: Lige så snart vi må annoncere ting med albummet, så gør vi det også.

Kenneth: Der er virkelig fede ting i vente. Vi er enormt spændte over det kommende album. På trods af at der er gået så lang tid, så er vi stadigvæk megastolte over det. Fremtiden bliver for syg. Lige nu venter vi også spændt på, hvad vi må, hvad angår restriktioner. Men med det stærke hold vi har til at bakke os op, blandt andet med vores manager Trine, så føler vi os trygge.

Franz: Det lyder måske mærkeligt. Men i det mindste sidder vi alle i samme båd, hvad angår corona. Andre skal også vente lige som os. Det hjælper meget på det, at vi alle skal vente. Lad os sige, at det hele er fint hen over sommeren, og der bliver lettet lidt på restriktionerne, så kommer efteråret til at gå amok. Både hvad angår udgivelser, koncerter og eventuelt festivaler, som måske bliver rykket.

Niklas: Lad os slutte af med at sige tak til hele vores team og især Trine for at holde os kørende under coronaen. Især også en stor tak til hende for det hårde arbejde med at lande en kontrakt med Napalm Records.