For nyligt kastede vi 9 kulsorte kranier efter UADA, så derfor var det jo oplagt at få en snak med geniet bag; Jake Superchi!

Først og fremmest vil jeg lige lykønske jer med Djinn, det er en fænomenal plade!

 1: Hvilke erfaringer tog I med jer fra Cult of a Dying Sun, og benyttede I jer af dem, da I skrev Djinn?

Jake: Tak for lykønskningen. Da UADA blev formet, var der en ide og en lyst til at gøre noget utraditionelt og skubbe ideerne over i en mere rock’n’roll-orienteret lyd. At blive indenfor linjerne i det typiske black metal-spektrum var aldrig rigtig noget, vi havde lyst til. Selvom 90’ernes black metal altid vil være en af mine største indflydelseskilder, og noget jeg er enormt passioneret omkring, så kommer der en tid, hvor man får lyst til at rejse ud og udvide sine horisonter. Bandet handler om at gøre det, der kommer naturligt, så vi leder ikke bevidst efter at gøre noget, der ikke føles rigtigt.

Jeg tror, at Cult of a Dying Sun var et album, der byggede bro mellem Devoid of Light og Djinn.

Selvom jeg tror, hvert album er anderledes end det forrige, så er der elementer, de har tilfældes, men hvert album blev også skrevet, som vi afsluttede det forrige. Jeg fandt for nylig nogle gamle videoer af James og mig, der spillede og dokumenterede sangen ”Djinn” tilbage i januar 2017, og af mig selv der dokumenterede de oprindelige riffs tilbage i september 2016.

Hvis vi kigger tilbage på tidslinjen, så er det mindre end seks måneder efter, vores debut blev udgivet. Så der er ingen tvivl om, at de her ting tager tid, eller kan blive tvunget til at sidde på bænken, især for et band, der turnerer så ofte som os.

En anden ting, som Cult lærte os, var, at vi ikke stopper eller sætter farten ned, når det begynder at blive hårdt. Der var masser af indre konflikter fra begyndelsen, der varede helt op til starten af i år, med medlemmer der kom og gik. Vores andet album var højdepunktet af alt det, og der lærte vi meget om mennesker, deriblandt os selv.

2: Jeg vil gerne spørge ind til den del af sangen ”No Place Here”, hvor der er et spoken word-segment. Jeg har læst det, var inspireret af Twitter-debat – er det noget, du vil uddybe?

Jake: Tja, der er ikke nogen mangler på løgne og misinformation på internettet de her dage, og jeg ville lyve, hvis jeg sagde, jeg ikke havde læst mange om mig selv og bandet. Det her må være en af de antagelser, for jeg er ikke engang sikker på, at nogen af os har en Twitter profil. Jeg har ikke, og eftersom jeg skriver alle teksterne, kan jeg helt ærligt sige, det ikke var inspirationen for den del. Jeg er dog helt sikker på, at der ikke var nogen mangel på politiske debatter på samtlige internetplatforme op til valget, så handler det mere om den splittelse, vi så blandt egne rækker, som inspirerede de ord. Da vi prøvede at finde nye medlemmer, blev vi mødt af nogle få politiske aktivister, eller wannabe-aktivister. Vi er alle rummelige mennesker i bandet og åbne overfor folks personlige forskelligheder og forventer derfor at blive mødt med det. Desværre blev det til en situation, hvor vi ikke engang kunne spise et måltid på turneen, uden nogen ville prædike for hele bordet. Vi så endda nogle få, der prøvede at bruge deres moralske ståsted som en magtposition i bandet, som om de skulle overtage tøjlerne, selvom det er James og mig, der er skaberne og komponisterne.

Så der var en masse underlige dynamikker, som vi skulle gennemleve. ”No Place Her” er vores bandlysningsformular, for vi bandlyser den slags scenarier, de skal aldrig forpeste dette band igen. Som musikere og kunstnere er vi kritiske tænkere, inspireret af de friheder der gør, at vi kan være netop det. Vi har alle brudt med kirkens lænker, og det begyndte at føles, som om der blev prædiket for os igen, især for en som er søn af en prædikant. Det tog hårdt på bandets moral, især når man så den slags skinhellige typer konstant bryde med deres egen moral. Vi indså hurtigt, at de ikke selv kunne leve op til de standarder, de satte for andre. Så selvom det var et mareridt at gennemleve, inspirerede det mig til at skrive de ord om min oplevelse, og endelig er de oplevelser ikke længere. Kapitlet er lukket.

3: Den amerikanske black metal-scene virker meget mere varieret og eksperimentende end den europæiske, men også meget mindre forenet – hvad er dine tanker om den amerikanske black metal-scene?

Jake: USA er et enormt land med mange forskellige regioner. Jeg tror, det er en af årsagerne til, at vi ser en masse forskellige stilarter fra forskellige dele. Jeg tvivler på, at det nogensinde vil ændre sig, eftersom de naturlige omgivelser (eller mangel på samme), spiller så stor en rolle for black metal. Det gør det i hvert fald for mig, og jeg vil tro, at det også gælder for mange andre.

Helhed er noget, vi aldrig har set i det her land, og jeg er sikker på, der kommer til at gå nogen tid, før vi kommer til at opleve det. Eftersom USA er så ungt et land i forhold til andre, vil splittelsen virke så meget stærkere, og eftersom vi lever i et kapitalistisk samfund, er det stadig meget som det vilde vest. Dræb, eller bliv dræbt på en måde, så når du ser et band vinde frem, ser du også en masse had til det band opstå. Vi ser ned på succes i stedet for at hylde det. Jeg ved ikke, om det skyldes jalousi eller noget andet. Jeg er med på, vi er programmeret til at skabe vores egen vej som musikere, men jeg kan da ikke undlade at blive spændt, når jeg ser andre musikere opnå bare et milligram af succes, anerkendelse eller erfaring for deres hårde arbejde og dedikation.

Jeg er først og fremmest musiker, så jeg vil altid støtte andre musikere, for jeg ved hvor hårdt det er at være en og de kvaler, som vi kunstneriske typer kæmper med, især her i Nordamerika.

Nogle tror, at black metal kun handler om had, og hvis det er tilfældet, så gætter jeg på, at de bands, der modtager mest had, på en eller anden måde repræsenterer den sande black metal. Det er sjovt, for jeg har forstået black metal som en måde at tænke for sig selv, at lave sin egen vej, at fejre sin individualitet og mestre sig selv via de mystiske øvelser, der har inspireret den kunstform. Had er en banal og barnagtig ting at bære rundt på for mig, i forhold til hvor jeg er i livet nu. Det er følelse, jeg har mestret og udnyttet for et større mål. I forhold til innovation, så tror jeg, det er en meget amerikansk ting. Det er noget, vi har i blodet, som vores forfædre tog med sig i håbet om at skabe en ny verden. De var nødt til at være innovative for at overleve, og ligesom vores land erklærede sin uafhængighed for længe siden, så ser jeg, at black metal gør det samme nu, selvom vi alle erklærer uafhængighed af hinanden.

4: Det er ingen hemmelighed, at black metal er mere populært end nogensinde før, nogen ville måske endda sige, det var hipt. I er jo fra Portland, Oregon, så er I nogensinde blevet smidt i samme gruppe som de såkaldte ”hipster black”-bands som Deafheaven, Wolves in the Throne Room eller Ghost Bath, og hvad er dine tanker om, at black metal er blevet populært?

Jake: Eftersom jeg kun bor et par timer væk fra Wolves in the Throne Room, har jeg kendt dem i et stykke tid, og jeg nyder for det meste deres musik. De andre bands er jeg ikke så bekendt med. Vi er blevet smidt i alle mulige forskellige grupper. Måske er vi bare gode til at forvirre folk, for vi er blevet kaldt alt, hvad du kan forstille dig. Måske er det mangler på ansigter og personlighed, eller at vi ikke laver interviews med lyd eller video, der gør, at folk kommer med antagelser og fordømmelser? Jeg ved det faktisk ikke.

Jeg er heller ikke helt sikker på, hvad en ”hipster” egentlig er, men jeg kan forsikre dig for, at jeg er alt andet end hip. Det meste af min tid bruger jeg derhjemme alene i mørke rum, hvor jeg spiller musik eller arbejder på noget musikrelateret. Jeg er ikke pjattet med populære feststeder eller at spille ”vigtig”, ej heller er jeg det, man kalder en ”influencer”. Jeg kan lide sandheden og de underlige ting i verdens udkant. Mennesker er ikke ret spændende, for vi er for det meste de samme. Jeg har de få omkring mig, der betyder noget, og dem fokuserer jeg på. Så jeg kan faktisk ikke fortælle dig, hvad der er ”hipt”, men jeg tvivler på, at jeg ville blive kategoriseret som det. Hvis nogen tror det, så vil mit bud være, at de lever kedelige liv.

Jeg tror, at black metal allerede var begyndt at blive populært i midten og slutningen af 1990’erne efter eksplosionerne i Norge. Siden da er det kun vokset, og flere er blevet gjort opmærksom på genren. Når noget først er blevet opdaget, er det klart, at det vil blive undersøgt, dissekeret og kopieret. For mig spiller det dog ingen rolle.

5: Da I begyndte som band, blev I sammenlignet med det polske band Mgla. Hvorfor tror I, det skete, og er det stadig noget, I hører for?

Jake: Jeg tror, det skyldtes, at vores debut udkom lige efter deres album Exercises in Futility. Det siger noget om, hvilken effekt deres album havde på scenen. Vi så mange kritikere, der kaldte vores debut for en kopi af det album, og det spredte sig som en steppebrand. For os var det en bittersød oplevelse. Den bitre side var, at vi følte, at det, vi gjorde og præsenterede, var ret originalt, og at det helt bramfrit blev kaldt plagiat, trods at der er videoer af os, der spillede de her sange live, hele ni måneder før Exercises blev udgivet – så det var ikke helt det, vi havde håbet på. På den anden side hjalp sammenligningen os på mange måder, og det skabte en hel del opmærksomhed omkring os. Ingen publicity er dårlig publicity, tror jeg. Jeg er sikker på, at den overgang henimod anonymitet, som der skete i black metallen på det tidspunkt, også spillede en rolle. Mange bands tilpassede sig og gik væk fra den typiske og trætte corpse paint-fetich. Hvorimod hætter, som er en hverdagsting her på Nordvestkysten, var ved at blive en ny tradition. Så selvom det stadig virker til at være noget, folk stadig snakker om, så ser jeg det ikke som et problem. Folk tror på det, de vil, uanset hvad, det kan vi ikke kontrollere, og det ønsker vi heller ikke. Vi er her for at skabe den musik, vi ønsker at skabe, og det er det eneste, vi vil fortsætte med at gøre. Hvis folk ser ligheder, så er det ikke nogen overraskelse, dem finder man i alle former for kunst og musik, især i black metal. Vi henter jo alle inspiration fra de samme kilder.

6: Hvad inspirerede Djinn?

Jake: Overnaturlige hændelser. Eller, jeg bruger ordet ”overnaturlige” som en beskrivelse, selvom disse oplevelser kunne være fra vores verden eller måske endda fra ens egen underbevidsthed. Vi kunne kalde det paranormalt, udenjordisk eller interdimensionelt. Der er sket mange underlige begivenheder igennem mit liv, og jeg prøver bare at få dem til at give mening. Jeg har for eksempel oplevet at få ønsker opfyldt her i livet, nogle gradvist, hvilket ikke får en til at stoppe op og tænke over det, og andre gange er det sket med det samme.

Med det samme og på en fysisk måde, hvilket rejser en del spørgsmål, især når de også havde involveret andre. Så hvad end det her er, så tror jeg, det har givet nogle evner, hvorfor ved jeg ikke. Nogen tror måske, det er Satan eller Gud, dæmoner, engle, rumvæsner, vores overjeg, men jeg tænker, at det måske er, hvad mange mytologier har kaldt for en ”djinn”. Vi ved, at disse væsner senere blev til ånder, så giver det mening. Og eftersom vi ser det her album som vores tredje ønske, så var Djinn bare den bedste titel.

7: Hvad er oprindelseshistorien for UADA, hvorfor besluttede I jer for at lave et black metal-band i det hele taget?

Jake: De grundlæggende medlemmer har spillet black metal i årevis. Jeg har været involveret i denne kunstform i omkring 25 år. Det er ikke noget, vi bare besluttede os for at gøre, det er noget, vi har gjort, siden vi var teenagere, og det er en livsstil, vi har dedikeret os til. Selvom vores kunst måske ændrer sig en kende gennem årene, så er vores kerneværdier de samme, og vi forbliver sande over for os selv først og fremmest.

8: Hvilke bands inspirerede jer til at begynde at spille instrumenter?
Jake: Før jeg lærte mig selv at spille guitar, havde jeg spillet trommer. Min far var trommeslager og havde et sæt et kælderen. De to første bands, der inspirerede mig til at spille trommer, var Metallica og Nirvana. Det niveau af teknisk snilde, som Lars havde på … And Justice For All, og den rå aggression, jeg hørte fra Dave Grohl på Nevermind, var de to ting, der virkelig talte til mig fra en ung alder. Jeg voksede op i 80’erne og 90’erne, og derfor var mine første oplevelser med metal via mainstream radio og MTV, dengang de altså spillede musik. Så mine første metalbands var Ozzy, Mötley Crue, WASP, Van Halen og rockbands som Billy Idol og The Cult. Det er mine første erindringer af heavy musik, indtil jeg var ni, og ”Smells Like Teen Spirit” ramte og ændrede min opfattelse. Selvom det ikke var lige så tungt som nogle af de andre bands, jeg kunne lide dengang, så havde det en råhed og en oprigtig vrede, der virkelig ramte mig. Det gjorde det klart for mig, at jeg skulle finde musik udenfor mainstream radioverden. Det var i det øjeblik, jeg vidste, at det her var det, jeg ville. Musik har altid været den ting, jeg fandt mest spændende, og jeg følte en uforklarlig forbindelse til det.

9: Hvad er det næste store skridt for UADA?

Jake: Indtil COVID-19 er overstået, og vi kan tage på turne igen, vil vores fokus være på album IV. Vi har intet valg lige nu, så vi vil arbejde på det og være klar, til når verden genåbner.