Endnu et led i konspirationen?
I det nordøstlige Nordrhein-Westfalen, ikke langt fra Teutoburger Wald, ligger byen Bielefeld – eller gør den? Spørgsmålet om byens eksistens opstod i 1993 med en informationsvidenskabsstuderendes simple udsagn “Ich glaube, Bielefeld gibt es gar nicht” efter at have konstateret, at han aldrig havde mødt nogen fra byen. Siden da har der været flere teorier om, hvad den opdigtede by egentlig skjuler, og hvem der står bag Bielefeld-konspirationen. Om aliens og udenlandske efterretningstjenester nu også bruger symfoniske powermetalbands for at maskere deres skumle intentioner, vides ikke, men om ikke andet er Xandria klar med deres niende studiealbum, Eclipse.
Det (ikke så) grusomme udefra
Efter bandets sidste nederlag med Wonders Still Awaiting, der var en stor kedsommelig, rodet, enhedsgrød, havde denne anmelder mildest talt ikke meget håb for Xandria. På mange måder markerer Eclipse, derer anden udgivelse i den nye musikerkonstellation, dog både en ny begyndelse og en tilbagevenden til tidligere højder. Således er den instrumentale “Syzygy” ikke blot pladens åbningsnummer, men også en metaforisk konjunktion, hvor alle de helt rigtige parametre bringes i spil. Det høres på “Eclipse”, hvor der med ambitiøs orkestrering og storladent korarrangement skabes en medrivende atmosfære i stil med Within Temptation. Dette forstærkes yderligere af Marco Heubaums rå growls, der danner en vellykket pendant til Ambre Vourvahis’ silkebløde stemme. Denne vellykkede kontrast mellem de to stemmer bliver tydelig på “Colours”, der også underbygger dynamikken mellem de guitardrevne breakdowns og de symfoniske passager. Nummeret overbeviser med en fængende melodi, der imidlertid ikke er særlig nyskabende. Også på efterfølgende nummer, “The Shannon's Home”, der med tinfløjte får en keltisk fremtoning, kan man ikke lade være med at tænke, at man har hørt noget lignende før, nemlig fra Nightwish. Selvom Xandria ikke opfinder den dybe tallerken på ny, formår de som sædvanligt at forene aktuelle problematikker med lyttevenlighed. På den måde bliver pladens femte nummer, “The Grand Delusion”, nok en af de mest muntre sange om magtmisbrug og strukturel undertrykkelse. Tematisk istemmes der en noget mere håbefuld tone på “Northstar”, hvor Vourvahis’ smidige vokal er placeret centralt i mikset. Det giver sangen en nærmest Disney-kvalitet, der for nogle måske er tandpinefremkaldende, men jeg synes egentlig, at de fire musikere slipper ganske godt fra det. Mindre godt slipper de fra den otte et halvt minut lange “Lore”, der på trods af sit overskudsagtige guitararbejde af både Rob Klawonn og Marco Heubaum bliver kedsommelig i længden på grund af de mange gentagelser i både melodi og lyrik. Det er en smule ærgerligt, at det lige netop er dette nummer, der danner afslutning på denne ellers ret vellykkede plade, hvor der i modsætning til forgængerpladen er blevet skåret helt ind til benet.
Rätselhaftes Bielefeld
Der er absolut ingen tvivl om, at Xandria siden deres sidste udgivelse har taget et kæmpe skridt i den rigtige retning. Af og til lyder det dog stadig, som om de ikke har fundet deres egen musikalske identitet og spiller allerbedst, når de imiterer deres forbilleder. Når det så er sagt, er Eclipse på trods af sin til tider generiske fremtoning et album, der helt bestemt vil falde i god jord hos fans af den symfoniske metalgenre.
