Ikke just en munter godnathistorie

Tilbage i 2012 anmeldte vi Words of Farewells debutalbum Immersion, som vores anmelder Emilie kastede ni kranier efter i vild begejstring. Hun beskrev den tyske sekstets musik som en herlig kombination af progressiv og melo-død og sammenlignede sågar bandet med to af de helt store spillere på markedet; nemlig Insomnium og Dark Tranquility. Tyskerne har siden da udgivet to albummer, The Black Wild Yonder i 2014 og A Quiet World i 2016. Nu er bandet tilbage med deres tredje EP i træk siden 2016, og denne gang er fokus mere på det melodiske aspekt end det progressive. Temaet er jordens ubalance, hvordan vi som mennesker udstiller hinandens fejl frem for at tilgive samt frygten for næste kapitel af ens eget liv. Det er ikke just muntert, men lad os alligevel forsøge at fordøje alt denne miserabelhed i én køre.

Et spil om tronen

I den grandiose og blændende tv-serie Game of Thrones (lad os se bort fra de sidste par afsnit) var der reelt kun ét spørgsmål, som seerne var interesserede i at få svar på: Hvem ender med at sidde på tronen? De fleste anede hurtigt, at det nok ikke var det rareste og mest gavmilde, men derimod et mere koldblodigt individ, som sandsynligvis ville rende med titlen. Words of Farewell adresserer denne formodning i deres første nummer ”A Lesser King”, hvor deres syn på menneskeheden for alvor kommer til udtryk i form af følgende lyrik; ”Once a broken man asked for forgiveness, for all of his failings, but never does the world pardon those, who reveal their weakness”. Det er kynisk og brutalt og desværre også en ægte bekymring i den digitale verden, som vi lever i, hvor individer ikke ses som mennesker, men som ofre. Kritikken er derfor hård, men der bliver ikke lagt fingre imellem. Nummeret er en sand barrage af skrig, growls og blærede riffs, som er en perfekt åbner, da den øjeblikkeligt fanger ens fulde opmærksomhed. Opfølgningsnummeret ”Stories to Forget” er også glimrende, og forsætter tendenserne med blændende riffs og hastige trommer. Vokalist Alexander Otto har stadig en pæn vokal, som han varierer flot.

EP’ens sidste nummer ”This Mirage, My Likeness” er dog en ørkenvandring uden lige. Nummeret vil alt for mange ting på sine 5-minutters spilletid og mangler i den grad retningssans. Guitarsoloerne virker mere som fylde end komplimenterende, og det er i sandhed en ærgerlig afslutning på en ellers rigtig god skive, hvis største fejl er en smule mangel på variation nummer for nummer. Words of Farewell har dog formået at revolutionere deres lyd uden at miste deres identitet, hvilket både er svært og kræver tålmodighed, og det skal de have ros for.

Marginaler fra at sidde med scepteret i hånden

Tyskerne slipper rigtig godt afsted med Stories to Forget, primært på grund af deres skærende samfundskritiske lyrik, men også på grund af den konstante udvikling, som bandet bevæger sig i. Ep’en er stærk nok til at bære sin egen vægt, men efter en række forskellige EP’er i træk, kunne man godt ønske sig, at det var sammenhængende materiale nok til et fuldlængdealbum. Niveaumæssigt er vi et stykke fra Insomnium og Dark Tranquility, men stilmæssigt er vi uhyrligt tæt på. De to sande højdepunkter er ”A Lesser King” og titelnummeret ”Stories to Forget”, som klart kan anbefales til alle, der elsker god klassisk melo-død.