Ulthar spiller koncert i BETA2300, København S .
Ulthar - Anthronomicon

Anthronomicon

· Udkom

Type:Album
Genrer:Blackened Death Metal, Technical Death Metal
Antal numre:8

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: 5/10 baseret på 1 stemme.

Hvis Muhammed ikke vil komme til bjerget…

Tid til at prøve noget nyt

Det er nok ikke en overdrivelse at påstå, at amerikanske Ulthar ikke er noget voldsomt stort navn på den internationale metalscene. Trioen, der blev dannet i 2014, har to fuldlængdeudgivelser bag sig, hvor det lettere generiske sammenkog af black, tech death og klassisk death synes at være komponeret efter devisen “jo mere vammelt, koldt og klamt, jo bedre”. Med andre ord har de alle dage været et band, der er druknet i mængden af tilsvarende ensembler.

Ulthar er dog tydeligvis utilfredse med ikke at være så synlige. Derfor har de nu udgivet hele to nye plader på samme tid og ændret en del på deres udtryk. Anthronomicon og Helionomicon er to uhyre ambitiøse og spændende værker, hvor Ulthar i dén grad spiller med musklerne og viser, hvad de kan. En anmeldelse af Helionomicon er på vej, mens vi skal se nærmere på førstnævnte lige her.

Solid indsats taber desværre pusten

Hvor albummet Helionomicon kun består af to lange numre med en spilletid på omkring de tyve minutter hver, er Anthronomicon bygget op i mere klassisk forstand med sine otte skæringer og en samlet spilletid på 40 minutter. Heri findes også svaret på, hvorfor i alverden Ulthar ikke bare har lavet et dobbeltalbum i stedet for to separate plader; for selvom der er mange ligheder, er de nemlig ikke helt ens. Den del kommer jeg tilbage til i anmeldelsen af Helionomicon, så det skal vi ikke dvæle mere ved her.

Man skal ikke ret langt ind i Anthronomicon for at høre, hvor meget Ulthar har udviklet sig. Nok er albumåbneren “Cephalophore” en kradsbørstig satan med grusomme riffs og brunstige dynamikker i hidsigt tempo, men i forhold til tidligere er musikken langt mere teknisk kompakt og melodiøs. Skrabet og beskidt er ganske enkelt skiftet ud med ambitiøst og uhyre veludført tech death med masser af black- og OSDM-elementer. Dette høres også tydeligt på pladens vel nok bedste nummer, “Saccades”, hvor man som lytter gang på gang imponeres af det faktum, at Ulthar kun består af tre musikere. Det er komplekst, velkomponeret og veludført, og så er det fuldstændig umuligt at sidde stille til.

Som det også er tilfældet med rigtig meget andet progressiv og teknisk præget musik, kræver albummet en del af sin lytter. Og nogle gange også for meget. Jo længere man kommer ind i pladens labyrintiske virvar af tekniske tigerspring, kompakte kaos og Lovecraft-lyrik, jo mere falder pladen i kadence, og det er synd. Dedikerede tech death-entusiaster vil med stor sandsynlighed kunne nyde det meste af pladen – eksempelvis når bestemte riffs gentages og dukker uanmeldt op på senere numre – men for os andre dødelige er det, som om Ulthar sigter for højt med en del løjerlige krumspring, hvilket får selvsamme riffgenbrug til at blive for meget af det gode. Bevares, der er flere rigtig fede passager på Anthronomicons sidste halvdel, men det er ikke numre som “Larynx Plateau” eller afslutteren “Cultus Quadrivium”, pladen vil blive husket for. De er desværre for lange i spyttet.

Flot og imponerende, men ikke for alle

At Ulthar ikke længere vil sættes i bås som endnu et intetsigende death metal-navn og sadler fuldstændig om, kan man kun tage hatten af for. Fra start til slut får de på Anthronomicon i dén grad strakt benene, spillet med musklerne og vist alle deres imponerende evner frem, men desværre på bekostning af en helhedsoplevelse, der ikke hele tiden er lige sammenhængende og lyttevenlig. Der skal nemlig investeres utrolig meget i musikken, for at pladen kan nydes som værk, og det er ikke alle og enhver, der evner det. Men dermed ikke sagt, at Ulthar er uinteressante og ikke skal have en chance. Tværtimod er der ingen grænser for, hvad denne modbydeligt dygtige trio kan drive det til i fremtiden.

Tracklist

  1. Cephalophore
  2. Fractional Fortresses
  3. Saccades
  4. Flesh Propulsion
  5. Astranumeral Octave Chants
  6. Coagulation of Forms
  7. Larynx Plateau
  8. Cultus Quadrivium