UFO - The Monkey Puzzle

The Monkey Puzzle

/ Target Group · Udkom

Type:Album
Genre:Hard rock
Spilletid:46:10
Antal numre:11

Officiel vurdering: 5/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Det over 35 år gamle band UFO er tilbage med endnu en udgivelse (de har været ganske produktive, også i de seneste år). En del af materialet på "The Monkey Puzzle" lyder som en blanding af ZZ Top og Rolling Stones – især numre som "Hard Being Me", "Down By The River" og "Rolling Man". Andre numre som "Heavenly Body" og "Black And Blue" har nærmere noget Deep Purple-agtigt over sig, men ellers er der gennemgående tale om en gang lige ud af landevejen bluesrock med lejlighedsvise indslag af mundharmonika, soul-kvindekor, og hvad der nu ellers hører genren til. Indimellem hører man også nogle guitarfigurer, der henleder tankerne på Guns ’n’ Roses, og på "Down By The River" arbejder bandet sig kort over i et stykke, der minder en del om Rush-nummeret "Different Strings", men dette er indrømmet lidt perifere sammenligninger.

UFO har dog også prøvet at lave nogle mere ’seriøse’ rocksange. "Who’s Fooling Who" har en melodi- og akkordstruktur, der netop henleder tankerne på – sikke et ordspil – The Who (f.eks. "Behind Blue Eyes", som Limp Bizkit jo lavede en coverversion af for nylig). Man finder også nogle andre klange på den melankolsk poppede "Drink Too Much", der formentlig refererer til forsanger Phil Moggs bearbejdelse af sin alkoholisme, mens den afsluttende "Kingston Town" serverer både en mere moderne akkordbrydning i sit versriff og en moderat mere avanceret rytmestruktur (skiftende mellem 4/4 og 3/4) end resten af pladen.

Phil Mogg synger udmærket, men han er ikke særlig varieret i sine udtryk, og derfor bliver man hurtig lidt træt af ham. Bandets yngste medlem, guitarist Vinnie Moore, giver lidt ekstra krydderi til foretagendet med nogle fine soloer, og på nummeret "Good Bye You" greb jeg mig selv i at blive revet med i bandets simple, men underligt smittende groove. Sammenlagt vil jeg sige, at "The Monkey Puzzle" er ok spillet, men størsteparten af musikken er bygget over de samme melodiskabeloner som hundredvis af andre bluesrock-plader i tidens løb. Det er ikke dårligt, bare uinteressant, medmindre man er nostalgisk fan af UFO.