Det mest ambitiøse TesseracT nogensinde
Hvis man skulle være i tvivl om ambitionsniveauet på War of Being, så kan man blot kigge på promoveringen for albummet. Der er lavet en masse små teaser-videoer og et VR-spil af samme navn, og selve titelnummeret, som er 11-minutter langt, blev udsendt som første single. Alt peger i retning af, at TesseracT er mere kunstnerisk ambitiøse end nogensinde før og vil muligvis søsætte deres største værk til dato. Det er fem år siden, at de udgav deres seneste studiealbum Sonder, og den nuværende formation af bandet er også den, som har holdt længst. På trods af det eksisterer der stadigvæk en gruppering, som savner Ashe O’ Hara på vokal, da Altered States af mange anses som TesseracTs bedste plade. Noget der har ført til en tåbelig konklusion hos nogen, at det må være, fordi O’ Hara er en bedre vokalist end Daniel Tompkins. En diskussion der eksisterer på snart tiende år. Dermed er War of Being et album, hvor Tompkins har muligheden for at få sat denne gruppering til vægs.
Krigen mod interne grupperinger og ”djent”
TesseracT har siden deres ophav fået etableret sig som en galionsfigur for, hvad mange refererer til som ”djent”. En genrebetegnelse jeg altid har synes var åndssvag, da den mildelst talt kun fortæller om måden man spiller på guitarerne, og der stadigvæk ikke er helt enighed om definitionen. Mange anerkender heller det som en genre, og ligeledes associeres mange bands, som får dette genreprædikat som useriøse. Det er en skam, for et band som TesseracT, der puttes i denne kasse bør tages seriøst. Derfor vil jeg referere til TesseracT som et atmosfærisk progressivt metalband. Med det af vejen, så vid at der er for alvor skruet op for brugen af de ekstra guitar- og basstrenge på War of Being, som er tæppebombet med tunge instrumenteringer. Mest herligt er det at konstatere, at Tompkins står stærkere end nogensinde før, og han får virkelig penslet ud på pladen hvor dygtig en vokalist, han egentligt er.
I sangen ”Legion”, som er en af pladens bedste skæringer, rammer han nogle helt nye toner i form af intense skrig og vanvittige falsetter. Noget der generelt vil få de fleste vokalister til at kigge lidt misundeligt på Tompkins’ formåen og kunnen. Hvis man har savnet skrigene og de hårde vokaler fra One (2011), så er der en meget glædelig nyhed – de er tilbage i større mængder og udført bedre end på One. Det er sange som ”War of Being”, ”Legion” og ”Natural Disaster” klare beviser på. Hvis der stadigvæk skulle sidde en O’ Hara fangruppering tilbage efter dette album, der ikke vil æde sine ord, om Tompkins er en dygtigere vokalist for TesseracT, så er det svært, at se dem som andet end kontrære væsener.
War of Being er noget af en prog lækkerbisken, som trækker på alle TesseracTs gode elementer fra deres tidligere udgivelse. Der er et interessant konceptuelt lyrisk aspekt, masser af instrumentale atmosfæriske lag, skæve taktarter, finurlige tidssignaturer, eksperimentelle lydflader, spandevis af tunge passager, ørehængende melodier og grandiose klimakser. Alt sammen i en pakke på 1 time, som faktisk er en voldsom musisk densitet. For der er i sandhed rigtig meget at bearbejde, og næsten alle minutter er fyldt flot ud med undtagelsen af nogle enkelte intermezzoer, som ligger i slutningen af numrene. Acle Kahney og Amos Williams står også for deres skarpeste arbejde på de multistrengede instrumenter til dato. Der er yderst tempofyldte momenter, teknisk fingersnilde og ikke mindst en masse lækre flydende overgange i de enorme temposkift. Bare tag åbneren ”Natural Disaster”, som næsten starter som en slags prog-tech-death i stil med Meshuggah for så at slå over i en atmosfærisk idyllisk bro, der ender i et flot storslået klimaks. Alt dette er båret af et stort teknisk fundament og velfunderet arbejde på strengeinstrumenter, hvor Tompkins matcher alt med sin vokal. Netop dette er måske også grunden til, at det virkelig spiller på dette album. Når instrumenteringen er tung, skriger Tompkins, hvilket har været tæt på totalt fraværende siden One. Det giver en helt anden intensitet til TesseracT, hvor de store kontraster mødes på War of Being.
Krigen er slut! TesseracT er sejrsherren
Det her album er virkelig TesseracTs nye mesterværk, og bør blive en hjørnesten for, hvordan moderne prog metal bør og kan lyde. De gør det med en utrolig smagfuld blanding af klog sangskrivning og teknisk kunnen. Samtidigt, burde det album være en permanent hold-kæft-bolsje til alle, som har grædt over, at Tompkins er på vokaltjeneste for bandet. Generelt løfter alle i bandet niveauet på War of Being, og det er også klart deres tungeste værk siden One. Generelt hiver TesseracT på alt det bedste fra deres diskografi, samtidigt med at de har hævet ambitionsniveauet og deres evner gevaldigt. Herfra skal der bare lyde en stor cadeau til briterne for at have leveret, hvad der nok bliver årets album for mig. Hvor kun småting gør, at jeg ikke helt kan bevæge mig op på 10 kranier.
