I medgang og modgang

Sylosis lignede umiddelbart ikke et band, der havde en stor fremtid, da de i 2016 annoncerede, at de gik på pause på ubestemt tid. Frontmanden Josh Middleton havde nemlig valgt at overtage guitarposten for Architects, da hans gode ven Tom Searle, på tragisk vis døde af kræft i en alder af blot 28 år. Pausen varede tre år, og de vendte stærkt tilbage i 2019 med deres femte album kaldet Cycle of Suffering, som var et frisk pust i deres efterhånden voksende diskografi. Albummet formåede at udstråle et mere moderne udtryk uden at tilsidesætte sine fans, og den skarpe kombination af metalcore og thrash kunne skære en vandmelon over i ét hug. Nu er den engelske kvartet tilbage, og spørgsmålet er, om de har bibeholdt lyden fra sidste album, eller om de er klar til at eksperimentere igen.

Samfundskritisk så det basker

Det voldsomme tab, som arkitekt Josh Middleton gennemlevede, mærkes prompte på den krigeriske tilgang, som pladen udtrykker, og denne udgivelse er uden tvivl skabt af passion, sved og tårer. Architects-inspirationen er tydelig, og man har i denne omgang (næsten) udelukkende valgt at gå med en clean vokal på albummet. Sammen med lyrikken går de to enheder pote i pote som to bidske rottweilere, mens de gøer samfundskritiske vendinger afsted såsom på titelsangen ”A Sign of Things to Come” - I hate to say, I’m beginning to see, my own reflection, in my adversaries. What’s the price of a soul? What’s its worth versus gold.” Det er ærligt, direkte og kynisk – og fungerer i høj grad grundet den fænomenale levering. På trods af at emnet er mere uddebatteret end satan selv, føles det mere personligt og alvorligt, end når fire selvudlærte eksperter skriger løs om global opvarmning, inden de tager Fiestaen fra 84’ og kører ind på universitetets p-kælder. Tab er vemodigt, og ingen pris er værd at sælge sin sjæl for. Respekt for det.

Rent musikalsk er der dog lidt kritikpunkter. ”Pariahs”, ”Descent” og ”Eye of An Eye” har generelt svært ved at skille sig ud fra mængden, primært fordi opbygningen er ret ens på de pågældende numre. Først starter vi med højt tempo og aggressivitet, dernæst gør vi det en tand mere melodisk, og så afslutter vi med en vild guitarsolo, før vi går rundt om enebærbusken en gang til. Jo mere man hører pladen, jo mere tydeligt bliver det. Selvom skabelon for så vidt virker, fungerer konceptet ligesom, når man er med barnet til kreativ leg i børnehaven. Når man er nået til det syvende stykke pap, man skal skære en cirkel ud af, er det en anelse trættende.

Heldigvis er er også en del højdepunkter på pladen, og eksempelvis ”Poison For The Lost” virker som et moderne spin på thrash a la Machine Head med et fængende metalcore-baseret omkvæd og udnytter perfekt samtlige af sine breakdowns. Midt på skiven finder vi ”Absent”, der er et roligt og sjælfuldt nummer, som alligevel formår at overraske med sin eksplosive afslutning og flotte guitarsolo. Sidst men ikke mindst er albummets afsluttende skæring ”A Godless Throne” et fantastisk bevis på, hvordan man skaber en foruroligende stemning. Nummeret skriger klassiske gyser-vibes og er en fremragende afslutning, der ender albummet på en høj note.

Et dystert maleri af fremtiden

Albummet er en bidsk samfundskritisk mundfuld, som maler et dystert billede af vores fremtid, og lad os da krydse fingre for, at forudsigelsen ender med at være gået forkert i byen. Det maler dog også et billede af et band i konstant udvikling, som ikke spilder tiden ved at se sig tilbage. Skiven er en kulmination af et planlagt genreskifte, men indeholder heldigvis stadig den skarpe vokal og mængde af riffs, som bandet er kendt for. Jeg krydser fingre for, at bandets medlemmer går en glædens tid i møde og håber, at pøblen, de ser ned på, formår at overraske dem.