Metal Grand Prix
Susperia kom på tegnebrættet i 1998 da Tjodalv (ex-Dimmu Borgir) og Cyrus (ex-Satyricon, Old Man’s Child) stak hovederne sammen for at spille blackened thrash. Fem LP’er fulgte i årene til og med 2009, hvorefter der blev stille med undtagelse af en Eurovision-deltagelse i 2011… Ja, Eurovision. The Lyricist er således gruppens første udspil i knap ti år, det første udspil efter MGP, og ligeledes det første udspil med nyerhvervede Brent ’Dagon’ Fjellested fra power metallerne Guardians of Time på mikrofonen. Bliver det hornene eller telefonerne vi skal have op af lommerne?
Glem alt om glam-pop
Det bliver hornene. Susperias lyd er umiskendeligt formørket thrash metal, hvilket er klart fra første riff. Gennem det meste af pladen får vi hånddæmpede thrashriffs, black metal-akkordskift, blast beats og dobbeltpedaler. Susperia adskiller sig dog fra deres genrebrødre ved at rette fokus på at skrive ørehængende riffs og melodier frem for at være onde, sataniske og/eller brutale. I tilgift er der lækre strejf af heavy og power metal, primært takket være Dagons vokaler.
Når Susperia bringer alle elementerne sammen er The Lyricist en fandens sjov skive. I albummets ender får man rigeligt med voldsomme riffs, ørehængende melodier og tromlende trommer. Sange som titelnummeret samt næstsidste nummer, ”Whore of Man”, er fortrinlige eksempler på alt hvad Susperia gør godt, og de er lige fede hver gang. I slående kontrast taber midten af albummet mig lidt, da gruppen følger den stærke åbningstrio op med en trio af lavtempo sange, som trods en vis kvalitet dræner skiven for momentum, inden skiven runder flot og aggressivt af med ”Whore of Man” og ”Come Alive”.
At hive Dagon ind på vokalerne er en ukonventionel beslutning, hans power metal-baggrund taget i betragtning, men han mestrer growls lige så vel som rene vokaler. Hans evner er åbenlyse allerede fra åbneren ”I Entered”, men det brøl der indleder titelnummeret er simpelthen fabelagtigt. Rytmegruppen skal man heller ikke kimse ad; Tjodalv får straffet skindene med manér som han gjorde det for Dimmu Borgir, og riffarbejdet er glimrende fra start til slut.
Produktionen på albummet kræver til gengæld en kommentar eller to, for den er sandt for dyden ikke lige så god som musikken. Guitarerne bliver til tider reduceret til udefinerbar støj i mikset – lyt for eksempel til verset i ”Whore of Man”. Den højlydte master hjælper ikke på problemet, men det er altså ikke umuligt at have en skarp produktion selv med væsentlig kompression.
Tilbage til Susperia
The Lyricist er et vigtigt tilbageskridt for Susperia, navnlig da det sidste vi hørte fra dem var lige poppet nok. Skiven beviser at gruppen først og fremmest står for hårdtslående og melodisk mørkt thrash. Albummets højdepunkter er fremragende, selvom produktionen og problemer med tempo trækker slutproduktet lidt i halen. Jeg håber inderligt at Susperia fortsætter i de kommende år, for deres lineup rummer kvalitet over hele linjen og jeg er sikker på, de kan drive deres stil endnu længere.
