Mere medrivende metalpop
Shameless - the sequel
Danske Siamese, der engang gik under navnet Siamese Fighting Fish, er nu aktuelle med albummet Super Human. Forgængeren Shameless bragte bandet vidt omkring i verden, især Storbritannien og Japan, og det forstår man godt, da det album var spækket med gode velproducerede numre i bandets egen unikke stil.
Det yderst spændende cross-over af pop og metalcore virker som en skudsikker opskrift, og Super Human fortsætter da også, hvor Shameless slap. Ikke helt på samme høje niveau, men næsten.
Fræk fusion
Først og fremmest skal vi lige have på plads, at Siamese bestemt ikke er for alle. Tager man den hårdtslående og uhyre velspillede guitar ud af lydbilledet og måske også skruede lidt ned for trommerne, ville her være tale om ren pop. Bevares, pop af den ørehængende og hyggelige slags, som ens kæreste går og nynner, når hun vasker op, men poppet nok til, at de fleste selvudnævnte metalhoveder ville forkaste det med væmmelse på et splitsekund. Så kort sagt: Enten kan man lide det, eller også kan man bestemt ikke.
Men hvorom alting er, så er Super Human i denne anmelders ører præcis som sin forgænger – et ganske interessant og vellykket album med en del fængende numre. Den r’n’b-tunge metalcore fungerer upåklageligt på albumåbneren “B.A.N.A.N.A.S.”, der med sit sindssygt fede riff og fængende omkvæd med længder er pladens bedste skæring. Led Zeppelin-hyldesten “Unified” er bestemt heller ikke tosset, og når man kan inkorporere riffet fra “Kashmir” i et metalcore-popnummer på den måde, vidner det om formidabelt musikalsk overblik og snilde. Det er sgu godkendt!
Udover de fængende sange er frontmand Mirza heller ikke en faktor, vi kommer udenom. Han synger formidabelt, uanset om han bevæger sig rundt i det hårde eller det mere følelsesladede. Hans register er imponerende såvel som hans blanding af de førnævnte stilarter, og dropper han en dag (pop)metallen, kunne han med garanti godt få sig en karriere inden for poppens verden.
Popcore
Kan man finde glæde i en hybrid af den letfordøjelige, radiovenlige pop samt metalcore, vil man synes rigtig godt om Super Human. Albummet er ikke helt på højde med forrige album Shameless, da det savner nogle flere og lidt længere numre med en anelse mere kompleksitet. Ni numre på 31 minutter er i den lidt nærige ende, og når variationen samtidig ikke er hamrende stor, er det, som om der mangler noget. Dog indeholder pladen numre, der trækker helhedsindtrykket et pænt nyk opad, og uden tøven anbefales et lyt eller to herfra.
