Popskammekrog eller rockstjerner?
Shinedowns EI8HT er bandets – ja, du gættede rigtigt – ottende studiealbum. Og hold da fast. Vi får 64 minutters musik fordelt på 18 sange, og denne gang helt uden atmosfæriske introer, præludier eller andet ligegyldigt fyld. Spørgsmålet er dog, om albummet overhovedet kan snige sig ind ad bagdøren til en plads på Heavymetal.dk, eller om det ender i popskammekrogen. Man bliver faktisk i tvivl undervejs om, hvorvidt Shinedown er et rockband, der har skrevet et par gode ballader, eller et følsomt balladeband, der af og til prøver at lege rockstjerner.
Genreforvirring og følsomme powerballader
EI8HT er uden tvivl Shinedowns mindst rockede udgivelse til dato. For første gang nogensinde sparker de ikke døren ind med et energisk riff, der river én op af stolen, men åbner i stedet med den nærmest musicalinspirerede ”At the Bottom”. Det virker generelt, som om bandet har ramt en musikalsk midtvejskrise og nu desperat prøver at lege identitetsroulette. På ”Bear with Me” lyder de pludselig som Arctic Monkeys (komplet med strofen ’never mind the bollocks’), mens ”Young Again” lyder som en ren The Killers-kopi, Def Leppard-”Hysteria”-cleans runger igennem på “Three Six Five”, og ”Searchlight” kaster dem ud i violin og banjo i næsten fuldfed country. Der er uden tvivl noget for alle på denne plade – men særligt ét element går nærmest for meget igen.
Engang svor frontmand Brent Smith i interviews, at han absolut ikke var ’that guy’, der skrev kærlighedssange. Det løfte røg i vasken på bandets tredje album. Nyheden om, at han skulle være far, ramte ham så hårdt, at han tabte paraderne fuldstændigt på sin første powerballade, “If You Only Knew”. Spoler vi frem til i dag, kunne noget tyde på, at Smith har fået en hel hær af børn siden dengang, for EI8HT er spækket til randen med følsomme ballader, hvor sorg, afhængighed, mentale problemer – og ikke mindst håb – løber side om side i kærlighedens navn.
Det færdige resultat lander i en særpræget grøft mellem stadionrock, farrock og poppede singalongs. Desværre kammer det undervejs over i noget så kedeligt og generisk, at nogle af sangene er glemt, før den næste overhovedet toner ind. Håndværket fejler dog intet; produktionen og sangskrivningen er fra øverste hylde, og albummets helt store redningsplanke er Smiths vokal, som lyder fuldstændig fantastisk på især ”So Glad That You Asked”. Men uanset hvor langt rundt i genrecirklen, de forvilder sig, fungerer Shinedown nu engang bedst, når de holder sig til det, de rent faktisk kan: moderne hård rock. Når det energiske nummer ”Safe and Sound” endelig brager igennem, føler man sig nærmest reddet og bragt sikkert tilbage til det velkendte Shinedown, man savnede.
Otte album i bagagen og tårepersere i overmål
Men det er også svært, når man har otte album i bagagen. Innovation og nyskabelse tilfalder som regel musikerne og behager sjældent de gamle, trofaste lyttere. Og bevares, i denne verden må et band forny sig for ikke at ende som Jensens Bøfhus med tørre bøffer og snydesovs. Men Shinedown spænder buen hårdt denne gang. 18 numre var måske lidt for meget; en lidt mere fast retning – og måske lidt færre tårepersere – havde løftet pladen til et højere niveau. Albummet ender ikke helt i popskammekrogen, men det bliver sværere og sværere at kalde Shinedown for et rockband.
